I løbet af 1800-tallet fik verden en fælles tid. Tidligere var det solens placering på himlen der afgjorde hvad klokken var: Når solen stod i stik syd var klokken 12 lokal tid. Det generede stort set kun postbudene der fulgte en stram tidsplan men aldrig kunne vide præcis hvor de var i forhold til skemaet. 1800-tallets revolution af transport og kommunikation ændrede behovet.

Hastighed og præcision

1800-tallet var et århundrede præget af stigende hastigheder. Optisk telegraf dampskib jernbane elektrisk telegraf - alt gik hurtigere og det satte sit præg på hverdagen. Jernbanernes køreplaner fungerede efter minuttal og for at koordinere dette nye transportsystem måtte man have en fælles jernbanetid over hele landet. Det gik ikke an at skulle stille uret ved hver ny station. Problemerne med at planlægge og kontrollere togenes ankomst- og afgangstider ville blive for uoverskuelige. Der opstod et øget behov for præcise og synkroniserede tidsangivelser.

Postvæsenet som jo også benyttede sig af jernbanerne pressede på for at få indført en fælles posttid. I 1858 besluttede man derfor at Københavns tid skulle fungere som den retningsgivende. Dermed indførte Postvæsenet standardiseret tid 22 år inden landet som helhed gik over til officiel nationaltid.

Da nationaltiden blev indført skete det også med udgangspunkt i Københavns tid. Det var et tiltag som ville have været utænkeligt uden den teknologiske udvikling inden for kommunikationsmidlerne. Med den elektriske telegraf var det nemlig blevet muligt at sende praktisk taget samtidige tidssignaler over store afstande. Når klokken slog 12 i København kunne man omgående udsende elektriske signaler som urene rundt omkring i landet blev stillet efter. Historien om tidens standardisering er altså i høj grad et stykke kommunikationshistorie.

International standardtid

Historien har naturligvis også en international dimension. I 1884 var 25 forskellige lande repræsenteret ved den såkaldte Prime Meridian Conference i Washington. Denne internationale tidskonference havde til formål at inddele verden i 24 tidszoner med London-bydelen Greenwich som nulmeridian. Det betød at klokkeslættet ved den 0. længdegrad som gik igennem netop Greenwich skulle bruges som basis for beregning af tiden på et hvilket som helst sted i verden (Greenwich Mean Time). For hver 15. længdegrad gik man ind i en ny tidszone og uret skulle stilles en time frem eller tilbage afhængigt af om man bevægede sig øst- eller vestpå. Altså det system som vi kender i dag.

Ideen om at ændre på lokale og nationale tidssystemer mødte udbredt modstand. Ikke mindst Frankrig som havde håbet på at Paris kunne blive nulmeridian var tung at danse med. Landet tiltrådte først konventionen i 1911. I sidste ende var det for upraktisk at insistere på sin egen tid i en verden præget af stigende samhandel og øget kontakt på tværs af landegrænser.

Fra nationaltid til verdenstid

I 1893 blev det vedtaget at Danmark pr. 1. januar 1894 skulle tiltræde det internationale tidszonesystem. Da længdegraden 15 grader øst for Greenwich går gennem den bornholmske by Aakirkeby blev København dermed vippet af pinden som Danmarks tidscentrum. Lige siden da har Bornholm været tættest på den normale soltid som man brugte før de nye kunstige standarder.