I 1700-tallet blev kærlighedsbreve en yndet måde at gøre tilnærmelser på for folk i de højere cirkler. At beherske de sirligt skrevne kærestebreve var en svær kunst. Manualer i "takt og tone" for brevskrivere var en uvurderlig hjælp for de usikre - og i dag en spændende kilde til datidens forestillinger om det perfekte kærestebrev.

"Vel den som har en dydig kvinde"

De tidligste brevbøger - manualer i brevskrivning - stammer fra 1500-tallets Frankrig hvor store samlinger af særlig flotte og elegante breve blev udgivet til underholdning hjælp og inspiration. Breveksemplerne var gerne suppleret med praktiske råd fx om hvordan forskellige standspersoner skulle tiltales - "velærværdige" "velbyrdige" eller "velædle" som læserne af de senere danske brevbøger kunne lære.

Den første dansksprogede brevbog var præsten og hofastrologen Niels Heldvads (1564-1634) En Ny oc Skøn Formular Bog fra 1624 samme år som det danske postvæsen blev oprettet. Heldvads bog var mest henvendt til folk der skrev officielle breve men den indeholdt også enkelte eksempler på frierbreve. Det var ikke frierbreve i moderne forstand for de var helt tydeligt henvendt til kvindens mandlige familieoverhoved:

"Vel den som har en dydig kvinde thi han lever deraf end en gang så længe [dobbelt så længe]. En husrådig kvinde er hendes husbond en glæde og hun gør ham et dejligt roligt levned. En dydig kvinde er en ædel gave. En venlig kvinde glæder sin husbond og når hun omgås fornuftigt med ham da forlyster hun hans hjerte etc. Disse og sådanne flere lystige ord og påmindelser har og[så] nu rørt og betaget mit hjerte til at træde udi de gamles fodspor der med at forsøge og prøve ægteskabs lyst venskab og kærlighed derfor etc."

Med denne mandschauvinistiske indledning - set med vore dages blik - burde et godt frierbrev indledes. Kvinden skulle være "dydig" "husrådig" og "venlig". At ægteskabet skulle baseres på kærlighed og ømme følelser var underordnet i en tid hvor social position status og økonomi var uadskilleligt fra slægtskab og fødsel. Ægteskabet var en måde at indgå alliancer på for de højere stænder som kunne og havde råd til at skrive frierbreve. Det var ganske enkelt en for vigtig sag for slægten til at overlades til de unges egne følelser for hinanden. Så måtte kærligheden komme bagefter.

Galanterier på skrift

I 1700-tallet udviklede en brevkultur sig i byerne. Hoffets folk og det bedre borgerskab brugte brevene til at udveksle invitationer "iagttage høfligheden og tillige sige noget som både er artigt og kløgtigt" som Johannes Finkenhagen skrev i forordet til sin brevbog fra 1749. Disse selskabelige breves vigtigste funktion minder egentlig meget om mobiltelefonens i dag blandt unge: At opretholde en stor bekendtskabskreds og konstant bekræfte sig selv og sin omverden om tilstedeværelsen og styrken af disse menneskelige bånd.

At sige noget "artigt og kløgtigt" var ikke mindst vigtigt i spillet mellem kønnene hvor flatteriet [smigeren] var en naturlig del af kommunikationen. Brevbogsforfatteren J.G.A. Placius giver i 1742 et eksempel på hvordan en mand kunne starte et kærlighedsbrev: "Mademoiselle Den uforlignelige dejlighed hvormed naturen har begavet Dem så rigeligen sætter alle dem i største forundring som have den lykke at se Deres person. Og jeg måtte sandelig misbruge Deres godhed om jeg med ikkun tilbørlig berømmelse ville prise det som Himlen har skænket Dem i overflødighed".

Den ombejlede mademoiselle var sikkert vant til tomme rituelle komplimenter så hvis hun var interesseret i sin bejler måtte hun på en måde bryde med spillets regler: "Monsieur Af Deres højtærede skrivelse har jeg med megen blufærdighed set med hvor stor berømmelse De haver ophøjet de ringe gaver jeg måske haver af naturen annammet da jeg dog ved det ganske anderledes. Jeg tilskriver det altså Deres godhed hvormed de også haver behaget at åbenbare mig Deres bevågenhed. Jeg tager alt dette op for en høflig skæmt i det mandfolkenes vane mig ej er ubekendt som på sådan måde plejer at vexere [drille] fruentimmerne men forsikrer derhos at Deres person måske med mere alvor estimeres [agtes] af mig".

Hvis pigen svarede på denne måde var kontakten etableret. Den fiktive brevveksling antyder at kvinder i 1700-tallet havde noget at sige i kærlighedslivet. Det "sømmede sig ikke" for kvinder at starte en kærlighedskorrespondance men de kunne i det mindste sige nej. Dog næppe når det kom til spørgsmål om ægteskab. Kærlighedsbrevene var en leg der foregik før ægteskabets alvor. Tålt men alligevel i skjul hvis vi skal tro brevbøgerne.

"Kærligheden finder midler til alting"

Det store problem kunne nemlig være at få brevene frem på en måde så udenforstående ikke fattede mistanke. Det var nemlig ikke postvæsenet der i 1742 kunne fungere som anonym postillon damour for brevskrivere på frierfødder. Postvæsenet var ikke gearet til opgaven - det kunne befordre breve mellem de fleste af landets købstæder og til udlandet men når brevet først var landet på postkontoret blev det liggende indtil man selv hentede det eller det blev bragt ud efter en rum tid mod ekstra betaling de såkaldte bærepenge.

I byerne hvor de fleste brevskrivere boede måtte man selv udbringe sin post og havde man ikke tjenestefolk til dette kunne det jo næsten være lige meget - særlig for den bly elsker for "ingen har flere opmærkere [iagttagere] end et par forlibte og i hvor hemmeligen de end begynde det så komme de dog i ord for hverandre og enhver vil gerne vide hvor vidt de er kommet i deres værk derfor gøres behov at man oversender sine breve med største varsomhed" skriver Placius. Kunne man stole på at tjenestefolkene ikke sladrede eller måtte man finde en anden postillon damour? Placius havde intet svar men skriver: "hvad nu forlibte bruge for list at skikke deres breve sikker fort overlade jeg til deres egen opfindelse thi kærligheden finder midler til alting om end en Argus [altseende vogter med hundrede øjne fra den græske mytologi] var sat til vægter derover."

Naturlige breve?

I midten af 1700-tallet vendte brevmoden: Nu skulle brevene skrives naturligt ud af en ægte følelse og uden de tomme floskler. C.F. Gellerts brevbog fra 1762 var et opgør med sine forgængere inden for genren også når det gjaldt kærlighedsbrevene. "Der gives en munter måde at tale på som i besynderlighed skikker sig for venskab og kærlighed" skriver han. "Den kommer mere af hjertets inderste end af en overflødighed på vid og geist. Den er ikke så meget sindrig som naiv. Man siger sin hjertens mening med en vis skødesløshed med en åbenhjertighed som synes at glemme velstanden og som dog behager fordi den qviller [vælder] ud af et gladigt og altid fornøjet hjerte."

Gellerts og hans tilhængeres breveksempler virker dog stadig meget kunstige og fortænkte set med vore dages øjne. Det åndfulde i brevet var lige så nødvendigt som "saltet på en god suppe thi ellers bliver sådant et forliebt brev lige så modbydeligt som den allerbedste ret hvor krydderier som skulle sætte smagen derpå er glemt ja det bliver jo større passionen har været jo mere latterligt". Det var altså noget af en opgave den utrænede unge kærlighedsskribent var kommet på: Brevet måtte ikke være kunstfærdigt men heller ikke banalt; det skulle komme af den rette følelse - men hvori bestod dén? Kærligheden kunne kun læres gennem den træning man fik af at bevæge sig i de rette cirkler.