Da Mathilde Fibiger startede sin oplæring som telegrafist lagde hun forfatterdrømmen på hylden. Hun blev Danmarks første kvindelige telegrafist og førte nu sin kamp for kvinders selvstændighed videre ved sit eget eksempel.

Mathilde Fibiger

Fruentimmere hos telegrafen

Mathilde Fibigers indtræden i telegrafiens tjeneste i 1863 kom i stand på foranledning af hendes nære ven C.E. Fenger der på dette tidspunkt var finansminister. I løbet af Statstelegrafens første årti var det under behandlingen af telegrafvæsenets budget flere gange blevet diskuteret om man mon ikke kunne spare penge på personalebudgettet ved at ansætte "fruentimmere". Det gjorde flere andre udenlandske telegrafselskaber. Da man i efteråret 1863 forudså mandskabsmangel hos Statstelegrafen når de værnepligtige telegrafister var nødsaget til at drage til fronten besluttede man sig for at gøre forsøget. Fenger anbefalede Mathilde Fibiger til direktør Faber der efter en del overvejelser indvilligede.

I lære som telegrafist

Mathilde afsluttede sin oplæring på Helsingør Telegrafstation i 1866 og blev fastansat. Hun mødte på dette tidspunkt direktør Faber for første gang og fandt ham "...lige så rar som hr. Lorentzen (Statstelegrafens chefingeniør) var fæl". Ved samme lejlighed konstaterede Faber over for Mathilde at "nu har De jo øvet Dem og det har vist sig at De kan ligeså godt som enhver anden". Ordene opmuntrede Mathilde der som første kvinde - og tilmed som kendt kvindesagsforkæmper - havde haft sin sag for på den mandsdominerede arbejdsplads.

Nye prøvelse

Mathilde var fast besluttet på at bevise kvinders værd som jævnbyrdig arbejdskraft til mændene. Alligevel var hun ofte nervøs for "at falde af hesten". I et brev til en veninde skriver hun fra telegrafstationen i Helsingør i 1864: "Det går! - men ikke jævnt og trygt; næppe klarer det op i én kant før tordenskyerne trækker sig sammen på et andet sted! Der er noget underligt ved dette liv men det hjælper at det har sin komiske side. Når stationen i København bliver rent uregerlig så jeg må slås med de slemme drenge så er jeg rigtignok ilde faren men situationen morer mig derefter. Jeg kan nok tåle at se livet i skjorteærmer når jeg har det for det at jeg har fået fodfæste på jorden".

Stationsbestyrer

Efter to år som telegrafist blev Mathilde forflyttet til Nysted på Lolland for at blive stationsbestyrer på en nyåbnet station. Hun ankom til byen i 1869 blev hjerteligt modtaget og oplevede for første gang ikke at blive mødt "med mistillid fordi jeg er en dame". Hun var stationens eneste ansatte og måtte lære sig det grove praktiske arbejde som hendes mandlige kolleger hidtil havde taget sig af. Det morede hende at demonstrere disse færdigheder og hun gjorde det med stolthed. Den største udfordring lå imidlertid i at få stationen til at løbe rundt økonomisk. Når alle regninger var betalt af hendes beskedne godtgørelse var der ikke nok til hende selv at leve for. Med stor ærgrelse anmodede hun efter godt et år om en ny forflyttelse.

Århus

Således havnede Mathilde på telegrafstationen i Århus hvor nye prøvelser ventede hende. Hendes ansættelse var kommet i stand mod stationsbestyrerens vilje og hans holdning smittede af på resten af mandskabet. Chikane blev snart hverdagskost for Mathilde. I et brev til en veninde skriver hun om sine "stationssorger i Århus": "Var blot det hele indbildning... men jeg har erindringers vidnesbyrd om virkelig oplevede scener og virkelig udtalte ord som er too strange not to be true men som alligevel ingen vilde tro på når jeg fortalte derom".

Nedslidt

Mathildes helbred havde lidt under mange års kamp for at overleve og modstanden i Århus knækkede hende til sidst. Hun døde kun 41 år gammel i 1872. Året forinden oplevede hun den ære at blive anmodet om at være medstifter af Dansk Kvindesamfund. Men Mathilde havde ikke kræfterne til det og takkede nej "...ikke af ligegyldighed for sagen men i bevidstheden om min totale afmagt til at tjene den på anden måde end jeg gør". Også som telegrafist blev Mathilde banebryder: Statstelegrafen udviklede sig til en af de store kvindearbejdspladser i Danmark.