Posten skal frem. Hurtigt og til bestemt tid. Dag og nat. Sommer og vinter. Sådan er det i dag - og sådan har det været fra postens første dag. Også det stadige krav om effektivisering blev introduceret i postens første århundrede.

Postrytter ud for Roskilde

Tidspresset på postens ansatte optræder allerede i et udkast fra 1623 til den forordning der etablerede postvæsenet året efter. I udkastet stod bl.a. at budene hver dag vinter såvel som sommer skulle gøre visse rejser "og hvad dagen ikke kan tilstrække dertil skal natten bruges". Købstæderne og bønderne skulle tilsvarende forpligtes til at fremme budene ved nat og dag.

I postvæsenets første forordning fra 1624 blev turen fra København-Hamburg sat til at vare 8 dage. Rejsen foregik på åbne vogne som budet selv måtte hyre i de byer han kom frem til. I 1640rne var rejsetiden skåret ned til 4 dage og i 1653 da postvæsenet overgik til den hamborgske købmand Paul Klingenberg skulle turen til Hamburg klares "udi mindre end 3 dages tid". Og ved århundredets slutning var kravet 51 timer. Der var sågar beregnet en minimumshastighed nemlig "enten vejene er onde eller gode hver mil [ca. 7 km] udi tre kvarter af en time" altså ca. 7-9 kmt. På posthusene og skiftestederne undervejs måtte postbudet og postmesteren højst bruge et kvarter på at omfordele posten før rytteren skulle være tilbage i sadlen.

Opmåling af veje

Så præcise krav krævede en nøjagtig kortlægning af rutens vejstrækninger og på det felt gjorde man sig store anstrengelser i 1690erne. Den verdensberømte danske videnskabsmand Ole Rømer foranstaltede en præcis opmåling af landets hovedveje ved hjælp af en særlig milevogn. Postplanlæggerne fik nu et mere præcist grundlag at udarbejde ruter og regler for ankomsttider på og postbudene kunne bruge de milesten der blev opsat langs vejen til at markere kvarte halve og hele mil. Opmålingen var ikke den første af sin art i landet. Både under Frederik 2. og Christian 4. blev der foretaget milevognsmålinger og opsat milesten og -pæle langs vigtige kongeveje men Rømers var den første landsdækkende opmåling af de veje posten færdedes på.

"Ved rejsen fra Korsør af fandt vi det meget artigt at der på landevejen ved hver fjerdingvej (14 mil) stod nye milepæle nemlig en rund dynge sten 2 a 212 mands længde i diameter og 12 fod høj af hvis øverste centrum en sten ragede frem" skrev den tyske læge J. D. Major i en rejsebeskrivelse fra 1693.

I 1690erne skabte søkorttegner Jens Sørensen også nogle uhyre præcise topografiske land- og søkort men om disse militærhemmeligheder nogensinde var tilgængelige for postens folk er uvist. Overblikket over landet har man formentlig måttet danne sig ved hjælp af kartografen Johannes Mejers kort over Danmark fra 1650.

Kontrol med hastigheden

I 1683 blev Klingenberg pålagt at sørge for at lade postrytterne skifte hest for hver anden mil. Og at det var alvorligt ment fremgår af at postmester Bolt i Odense blev truet med en bøde på 20 rigsdaler for hver gang han lod rytterne springe skiftet over - til sammenligning tjente Bolt 80 rigsdaler om året. Friske heste var en nødvendighed hvis den høje hastighed skulle opretholdes.

Det samme var pålidelige ryttere. I 1667 blev alle der havde med postens fremførelse at gøre under trussel om straf pålagt at føre registre over postens ankomst- og afgangstid. Der blev udarbejdet fortrykte blanketter der skulle udfyldes med ankomsttider efterhånden som posten kom frem. Blev forsinkelserne for store vankede der bøder til postmesteren (der så passende kunne sende bøden videre til budet).

Tidsproblemet

Det var dog ikke så enkelt som man skulle tro at fastslå hvor store forsinkelserne egentlig var. Problemet var at landet ikke var synkroniseret. Det var ganske svært at vide med sikkerhed hvad klokken på et givet tidspunkt var i nabobyen. Urene var upålidelige og solen det mest sikre man kunne stille uret efter. Derfor udsendte Christian 5. i 1696 et reskript "eftersom vi fornemme at sejerværkerne [tårnurværkerne] i en del af købstæderne i Vort rige Danmark hvor den ridende post passerer meget ulige og urigtige skal gå hvilket skal komme af såvel klokkernes nachlæssighed [efterladenhed] som sejerværkernes udygtighed hvorover posten i sine timer ikke lidet skal forvirres". Derfor skulle købstæderne straks få repareret de upræcise urværker.

De upræcise ure kunne derfor være en bekvem undskyldning for de forsinkede postbude og deres postmestre. I 1753 måtte postmesteren i Assens forklare sig over de mange forsinkelser på ruten Nyborg-Odense-Assens og her fremhævede han uret i Assens der var kendt for at gå for stærkt. Til dette bemærkede Generalpostamtet at "det var helt sælsomt" at uret altid gik forkert når postillonen ankom til byen "men derimod rigtig når han red derfra".

I 1790erne blev problemet løst ved at udstyre postrytterne med de såkaldte postfølgeure som gjorde det muligt for postmestrene der modtog budene at vurdere tidsforbruget ud fra ure stillet ved afgangstidspunktet.