Et brev. Et telegram. En transmission.
Hvordan kommer vi hinanden ved over længere afstande? Ser vi på posthistorien, går den meget langt tilbage. Der fandtes postlignende systemer i oldtidens Egypten fra omkring ca. år 2000 f.Kr. og senere i Kina 1000 år senere. Dengang blev posten bragt ud af løbere og ryttere. I Danmark har vi haft et Postvæsen siden år 1624, hvor Chr. IV etablerede ni postruter. Kugleposten fra 1815 er bare et af flere eksempler på posthistoriens mange opfindelser, der gjorde det hurtigere at få posten ud.
Tænk, hvis hele verden blev forbundet.
Da den danske videnskabsmand H.C. Ørsted i 1820 fik en kompasnål til at bevæge sig, opdagede han sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme. Det er det, vi kalder elektromagnetisme, hvilket er grundlaget for stort set al elektronik. Opdagelsen førte til adskillige teknologiske landevindinger. En af de tidligste var telegrafen, som må siges at være en af verdenshistoriens vildeste ideer. Kloden blev forbundet med telegrafkabler, der krydsede landegrænser og verdenshave. Beskeder kunne nu på ganske få minutter sendes fra den ene ende af verden til den anden. Man kunne passende kalde telegrafnettet for 1800-tallets internet.