Telegrafister: Mathilde Fibiger
Muligheder
For veluddannede kvinder åbnede telegrafvæsenet en mulighed for, at de kunne forsørge sig selv. I 1866 blev Mathilde Fibiger ansat som den første kvindelige telegrafist i Danmark. Dermed blev hun også Danmarks første kvindelige tjenestemand. Telegrafdirektør Peter Faber (ja, den Peter Faber, der skrev "Højt fra træets grønne top", "Dengang jeg drog afsted", og "Sikken voldsom trængsel og alarm")mente nok, at kvinder besad evnerne til at telegrafere, men var bange for, at deres nerver ikke ville slå til, når praktiske opgaver skulle klares.
I løbet af Statstelegrafens første årti var det under behandling af telegrafvæsenets budget i Rigsdagen ofte blevet diskuteret, om man ikke kunne spare penge på personalebudgettet ved at ansætte "Fruentimmere" som hos andre telegrafselskaber i udlandet. Amerika havde haft kvindelige telegrafister siden 1846, Norge siden først i 1860erne, Sverige ansatte den første i 1865, så i Danmark var det en idé, det lå lige for at forsøge sig med.
Tilskyndelsen til at gøre forsøget kom i efteråret 1863, hvor man forudså mandskabsmangel, når de værnepligtige telegrafister var nødsaget til at drage til fronten. Så Mathilde Fibiger startede sin oplæring som 33-årig i vinteren 1863 på telegrafstationen i Haderslev. Da krigen brød ud i 1864, var hun nødsaget til at forlade byen og rejste dernæst til Helsingør, hvor hun afsluttede sin oplæring i 1866. Hun mødte hun direktør Faber for første gang, der "... var ligesaa rar som Hr Lorentzen (Statstelegrafens chefingeniør) var fæl" Ved samme lejlighed havde Faber konstateret, at "... nu har De jo øvet Dem, og det har vist sig, at De kan ligesaa godt som enhver Anden". Hun blev dernæst fastansat som reservetelegrafist med en løn på 200 rigsdaler årligt. Det var en tiendedel af direktørens løn og halvdelen af hendes mandlige kollegaers løn, men deri så man intet odiøst. Hun havde jo kun sig selv at forsørge og kunne desuden ikke forventes at udføre en voksen mands arbejde. Det var magtpåliggende for Mathilde Fibiger at bevise, at hun kunne udfylde sin funktion lige so godt som sine mandlige kollegaer, fordi hun vidste at hendes arbejdsindsats kunne blive afgørende for Statstelegrafens fremtidige syn på kvindelig arbejdskraft.
Optagelse i tjenesten krævede en god håndskrift, korrekt dansk retskrivning og et tilstrækkeligt kendskab til engelsk, tysk og fransk. De krav opfyldte borgerskabets døtre. Efter to år som aspirant og to som reservetelegrafist kunne man blive telegrafist. Så nåede kvinder ikke længere. I 1900 fik de pensionsret, 49 år efter deres mandlige kollegaer. I 1905 opnår kvinderne ret til at uddanne sig på lige vilkår, men de mandlige telegrafister, samt at kunne blive i tjenesten efter at de var blevet gift.
Satiretegning fra 1905, der gør sig lystig over at kvindelige telegrafister nu fik tilbudt kursus i liniearbejde.
For veluddannede kvinder åbnede telegrafvæsenet en mulighed for, at de kunne forsørge sig selv. I 1866 blev Mathilde Fibiger ansat som den første kvindelige telegrafist i Danmark. Dermed blev hun også Danmarks første kvindelige tjenestemand. Telegrafdirektør Peter Faber (ja, den Peter Faber, der skrev "Højt fra træets grønne top", "Dengang jeg drog afsted", og "Sikken voldsom trængsel og alarm")mente nok, at kvinder besad evnerne til at telegrafere, men var bange for, at deres nerver ikke ville slå til, når praktiske opgaver skulle klares.
I løbet af Statstelegrafens første årti var det under behandling af telegrafvæsenets budget i Rigsdagen ofte blevet diskuteret, om man ikke kunne spare penge på personalebudgettet ved at ansætte "Fruentimmere" som hos andre telegrafselskaber i udlandet. Amerika havde haft kvindelige telegrafister siden 1846, Norge siden først i 1860erne, Sverige ansatte den første i 1865, så i Danmark var det en idé, det lå lige for at forsøge sig med.
Tilskyndelsen til at gøre forsøget kom i efteråret 1863, hvor man forudså mandskabsmangel, når de værnepligtige telegrafister var nødsaget til at drage til fronten. Så Mathilde Fibiger startede sin oplæring som 33-årig i vinteren 1863 på telegrafstationen i Haderslev. Da krigen brød ud i 1864, var hun nødsaget til at forlade byen og rejste dernæst til Helsingør, hvor hun afsluttede sin oplæring i 1866. Hun mødte hun direktør Faber for første gang, der "... var ligesaa rar som Hr Lorentzen (Statstelegrafens chefingeniør) var fæl" Ved samme lejlighed havde Faber konstateret, at "... nu har De jo øvet Dem, og det har vist sig, at De kan ligesaa godt som enhver Anden". Hun blev dernæst fastansat som reservetelegrafist med en løn på 200 rigsdaler årligt. Det var en tiendedel af direktørens løn og halvdelen af hendes mandlige kollegaers løn, men deri så man intet odiøst. Hun havde jo kun sig selv at forsørge og kunne desuden ikke forventes at udføre en voksen mands arbejde. Det var magtpåliggende for Mathilde Fibiger at bevise, at hun kunne udfylde sin funktion lige so godt som sine mandlige kollegaer, fordi hun vidste at hendes arbejdsindsats kunne blive afgørende for Statstelegrafens fremtidige syn på kvindelig arbejdskraft.
Optagelse i tjenesten krævede en god håndskrift, korrekt dansk retskrivning og et tilstrækkeligt kendskab til engelsk, tysk og fransk. De krav opfyldte borgerskabets døtre. Efter to år som aspirant og to som reservetelegrafist kunne man blive telegrafist. Så nåede kvinder ikke længere. I 1900 fik de pensionsret, 49 år efter deres mandlige kollegaer. I 1905 opnår kvinderne ret til at uddanne sig på lige vilkår, men de mandlige telegrafister, samt at kunne blive i tjenesten efter at de var blevet gift.