For en historiker, der arbejder på et museum ved navn ENIGMA, ligger der ikke noget overraskende nyt i, at moderne krig også har en virtuel dimension, der delvis udfolder sig hinsides den fysiske og konventionelle slagmark.

Tænk på Alan Turing og de andre kodeknækkere ved spioncentralen Bletchley Park under anden verdenskrig. De hårde kampe mod den tyske Enigma-maskine foregik også i en form for virtuel verden. I radiobølgernes, morsesignalernes og krypteringsmaskinernes verden.

Kort sagt – i de moderne kommunikationsteknologiers verden.

Og ligesom dagens virtuelle krigsførelse var de hemmelige kampe mod Enigma’en noget, der fik direkte konsekvenser i den fysiske verden. At kunne aflytte de tyske ubådes radiotrafik var kritisk for beskyttelsen af de allierede skibskonvojer, som sejlede med forsyninger og mandskab mellem USA og Storbritannien. Ifølge Churchill selv var denne ”Battle for the Atlantic” afgørende for udgangen af krigen.

(Som kryptohistorisk ”fun fact” kan det tilføjes, at Churchill var storkonsument af dekrypterede Enigma-telegrammer. Han fik dem dagligt serveret i en lille sort æske, sammen med sin morgenmad, sine aviser og dagens første cigar.)

Rekonstruktion af den såkaldte Bombe-maskine, som brugtes af kodeknækkerne ved Bletchley Park til at "hacke" den tyske Enigma-trafik. (Wikimedia Commons.)

Som historiker kan jeg naturligvis blive ved og rable op eksempler på tidligere krige, hvor der også har været kampe og hemmelige operationer på den virtuelle, kommunikationsteknologiske slagmark. Under første verdenskrig, fx, blev regeringerne i Skandinavien pludseligt bevidste om, at følsom info fossede ind og ud over landegrænserne via telefonen. Potentielle hemmeligheder kunne altså transmitteres i form af ”lyde”, hvilket var en helt ny erkendelse for de sikkerhedsansvarlige myndigheder.

I samtlige tre lande havde man telegramcensur, hvilket (delvist) forhindrede spredning af uønsket info via telegrafen, men hvordan skulle man håndtere infolækage og propagandaspredning i det ”elektro-akustiske rum”? Løsningen blev ”telefoncensur” – hemmelig telefonaflytning med det formål at afbryde samtlige telefonsamtaler, der kom ind på følsomme emner.

Alligevel er der noget omkring nutidens cyberangreb, der synes at varsle om noget kvalitativt nyt i forhold til tidligere konflikter i historien. Og dette ”nye” er i mine øjne, at den virtuelle slagmark, eventuelt er ved at udvikle sig til den primære slagmark, i hvert fald når det drejer sig om mellemstatslige konflikter.

Hvorfor risikere omverdens vrede – og tab af egne soldaters liv – når man lige så effektivt kan svække og destabilisere sine modstandere med hackers og internet-trolde?

Når man kan slukke ned for et samfunds kritiske infrastruktur – den, som får økonomien, statsadministrationen, sundhedsvæsenet osv. til at fungere – gennem ransomware, phishing og social engineering?

Så måske er vor tids ”skuddet i Sarajevo” allerede blevet affyret, men nogetsteds i det digitale rum?

Og måske befinder vi os allerede midt i en global storkrig, som udkæmpes med våben, der er så hypermoderne og sofistikerede, at vi ikke genkender dem for, hvad de er?

Nutiden er altid vanskelig for historikeren, der af naturen foretrækker afsluttede perioder, der kan lukkes ligesom kapitlerne i en bog. Men der er ingen tvivl om, at vores samfund på ekstremt kort tid er blevet sluset ind i en ny historisk æra, som vi eventuelt kan kalde den digitale tidsalder.

Og der er heller ingen tvivl om, at denne pågående og på mange måder forvirrende forvandlingsproces har rystet vores verdensbillede – inklusiv grundlæggende forestillinger omkring krig og fred, privat og offentligt, sandt og falskt – i sin grundvold.

Så måske finder vi nutidens egentlige elitesoldat i naboens bumsede teenagesøn, som lever foran sin computerskærm med en Coca Cola som eneste synlige våben?