Hvis ikke en af vore fjerne forfædre på den afrikanske savanne havde fået den gode ide at rejse sig op på bagbenene, så havde vi måske haft samme plads i historien som dinosaurerne.

Ved at rejse sig op og kigge henover savannegræsset fik vores forfædre tilpas overblik til at opdage fjendtlige væsener i tide, så de kunne tage de nødvendige forholdsregler. Det var et af de afgørende skridt i menneskets udvikling fra primat til primær.

Det fortæller også noget vigtigt om begrebet udvikling. Forfaderen havde forstået, at der lurede farer overalt, og at de kom som lyn og torden og helt uden varsel. Han eller hun havde set familie- og stammemedlemmer omkomme og havde brugt adskillige hyldemeter tankevirksomhed og en hel del samtale med de andre på at finde en løsning på det.

Ved at forene viden og erfaring med behov for overlevelse og et vist mål af kreativitet og fantasi opstod et gigantisk spring for menneskeheden.

Udvikling er på mange måder en konstant stræben. At bruge viden, indsigt, erfaring, input, ideer og skæve indfald på at skabe det mest strålende glas, manuskript, møbel eller museum, som man ser for sit indre blik. Og hele tiden eksperimentere, teste og forbedre.

Men det er ikke en stræben efter perfektion, for det er uinteressant. I den forstand at det perfekte lukker sig om sig selv og ikke lukker os andre ind. Det er snarere de små fejl, revnerne, der gør det interessant. ”There’s a crack in everything/that’s how the light gets in”, som Leonard Cohen formulerer det.

Vi har en fuldstændig enestående mulighed i øjeblikket på vores museum.

Kulturinstitutioner i hele verden står overfor nogle store og ret afgørende udfordringer i øjeblikket. Men dermed jo også med nogle store og inspirerende muligheder.

Kommunikationsmuseum Danmark i Bertelsens & Schevings streg.

Biblioteker, museer, orkestre, filmselskaber, teatre, forlag osv. står midt i en digital omvæltning og midt i en nutid, hvor brugerne udvikler helt anderledes vaner og mønstre, end vi har kendt de sidste mange årtier.

Men det er ikke alle, der har muligheden for at smide stort set alle de historiske og fysiske forhold overbord og starte på en frisk. Det gør vi heller ikke helt. Men med flytningen og med ny vision er banen kridtet op til et større udviklingsarbejde.

I øjeblikket mødes vi med mennesker, der på den ene eller anden måde kan gøre os klogere, give os ideer, udfordre vanetænkning, give os et billede af, hvad brugerne ønsker sig. Folk, der er gået nye veje, mennesker, der bor og arbejder i vores nærområde. Dem med erfaringer fra lokalkomiteer, fra borgerbetjening, medier, sport, spil, undervisning.

Vi læser og hører om, hvordan andre kommer i dialog med deres brugere. Både dem de kender og alle dem, der tilhører andre stammer og reservater end os selv.

Det er sjovt, det er hårdt, det er lærerigt, det er spændende. Og i takt med at vi lærer mere og mere om andre, bliver vi klogere på, hvordan vi håndterer de udfordringer og opgaver, vi står overfor. Vi lærer mere om os selv og bliver stadig skarpere på, hvad det egentlig er for en størrelse, vi er i gang med at skabe på Østerbro.

Lige nu handler det om at få hevet det nødvendige materiale til fundamentet i hus, gøre det brugbart og meningsfuldt i vores sammenhæng og begynde både at udvikle og bygge nyt og bevare og restaurere. Hvordan det så helt konkret ser ud om et år, det vil tiden jo vise.