I en, på mange måder, kaotisk tid er der noget roligt og trygt ved at gå omkring i de dunkle og nu snart tomme udstillinger her på Købmagergade.

Det virker efterhånden lidt tomt på Købmagergade.

Her har undertegnede, sammen med gode kolleger, i knap to måneder åbnet montrer, afklædt mannequiner, pillet højtaleranlæg ud af den gamle diligence, fotograferet og nedpakket utallige genstande. Indtil nu har vi brugt i omegnen af 1500 m2 silkepapir, hvilket nogenlunde svarer til en gennemsnitlig parcelhusgrund. Ydermere meter efter meter af både bobleplast og bølgepap.

Vi er dog ikke færdige endnu, da vi lige mangler et par småting. Blandt andet den legendariske postorange Renault 4, en 6 meter lang isbåd med mast, et par hestevogne og en 15 meter lang telefoncentral fra Hellerup. Plus det løse. Men det skulle ikke volde de store problemer, det er trods alt kun fra 3. etage det skal ned.

Kunne den komme ind, kan den også komme ud. Museets flotte Renault kørte post på Sydfyn helt indtil 1981.

Iført vores (næsten) hvide bomuldshandsker, har vi dagligt alle mulige (og umulige) genstande mellem hænderne og støder jævnligt på små og større udfordringer, som der skal tages stilling til:

• Er det rester af DDT der ”glimter” som julesne på tågehornet eller er det ”bare” gamle lakrester? (DDT og andre pesticider blev tidligere brugt mod skadedyr i museums-samlinger.)
• Hvor meget silkepapir skal vi fylde i ærmerne på den fine postjakke for at undgå folder, samtidig med at vi ikke udvider stoffet?
• Hvordan opfugter vi bedst et stykke tørt og stift læder, der holder døren på diligencen, så det hverken knækker når døren skal lukkes, eller danner skimmelsvamp?
• Hvordan, og i hvor mange dele, skal den 10 meter lange Hellerupcentral skilles i for at komme helsindet ud af bygningen?
• Hvad med de gamle fine og skrøbelige skibsmodeller? Hvordan kan de pakkes så ikke master knækker, og kølen skrammes?

Dette omhyggelige og tidskrævende arbejde er samtidig et godt billede på hvilken værdi vi, i vores del af verden, tillægger vores fælles kulturarv. For man kan jo altid spørge sig selv om hvad det er vi skal med denne kulturarv – og med museer i al almindelighed?

• Hvorfor gå på kunstmusser, når man på googleartproject.com virtuelt kan bevæge sig rundt på alverdens kunstmuseer? Endda i en så god opløsning at man som beskuer kan komme helt tæt på og se detaljer som er svære at se, når man fysisk står foran værket.
• Hvorfor tage på et naturhistorisk museum for at se udstoppede dyr og skeletter, når en simpel søgning på nettet kan vise dig alle de udstoppede dyr du kan overkomme at se i et helt liv?
• Hvorfor tage på Post & Tele Museum (eller hvad det nu kommer til at hedde i fremtiden)? Der er jo masser af sider på nettet, der kan give en fuldstændig gennemgang af telegraf-, post og televæsnets historie. Komplet med billeder, videoer og tekst.

Vores arbejdsstation med silkepapir, glastape, genstandslister, saks og vatpinde inden for rækkevidde.

Det er måske fremstillet noget forsimplet, men det er spørgsmål som disse, alle museer konstant skal forholde sig til.

Museumsgæster, -kunder eller -brugere går på Post & Tele Museum af mange forskellige årsager. Nogle på grund af cafeen og den flotte udsigt. Nogle på grund legelandet på 4. Sal, og andre på grund af beliggenheden midt på Købmagergade. Men forhåbentlig kommer gæsterne også på grund af de unikke genstande, samt interessante og vedkommende udstillinger.

Museet besidder en stor faglig ekspertise og autentisk viden, erhvervet gennem indsamling, registrering, bevaring og forskning. På baggrund heraf kan – og skal –museet udvikle spændende og inddragende formidlingstiltag, som gæsterne/kunderne/brugerne finder relevante. Hvad end det er en mere klassisk udstilling, event, foredrag eller andet.

Gerne en formidling der kommenterer på aktuelle forhold. Både politiske, sociale og kulturelle.

Derfor er museet relevant. Måske mere end nogensinde før.