Oplyst af gadelampernes skær og den glitrende julepynt ligger sneen i bløde dyner over landet. Vi skriver 1955 og hele Danmark har travlt med forberedelserne til den store fest.

Til daglig havde vi ingen radio på posthuset men i anledning af julen fik vi lov til at stille en radio op så vi kunne følge med i hvad der skete uden for posthuset. Et år havde en kollega taget en grammofon med så vi kunne høre lidt popmusik. Samme år var det moderne at sende julekort som var grammofonplader. De blev afspillet inden de blev opsorteret.

Dette hyggelige citat lyder næsten som noget fra en gammel Morten Korch film men det stammer fra nu pensioneret postbudformand Poul Erik Stokholm der startede i 1952 som cykelbud i Postvæsenet. For to år siden forærede han museet en artikel med tilhørende billeder fotograferet af overpostbud Poul Andersen. Artiklen beskriver datidens slid med juleposten og kunne oprindelig læses i Roskilde postkontors medarbejderblad "Kreds Nyt". Den bringes her i uddrag sammen med et par af billederne.

Juleinformation fra posthuset.

Ligesom i dag var julen en tid hvor familie og venner var i centrum. Det var ikke kutyme at have telefon så julekortene var en vigtig kontakt med familien i nær og fjern: Dengang skulle alle sende julepost det var ikke ualmindeligt at der i gennemsnit blev afsendt og modtaget ca. 15-20 julekort pr. husstand. I pakkeindleveringen var der travlhed pakkeantallet var også meget højt da der skulle sendes julepakker til familie og venner. Hvis der skulle foretages rejse i julen så sendtes gaverne i forvejen for det var umuligt at have pakker og bagage med i de overfyldte juletog.

Omvendt hjalp privatfolk også posten. Man indførte først biler i landdistrikterne i 1960 og derfor var de mange julepakker et problem for landpostbudene. I Roskilde løste beboerne i landsognene problemet ved selv at stille op som chauffører: Landpostbudene kunne ikke have den store postmængde på deres cykler. Derfor var der altid nogle beboere som havde bil der kom og kørte landpostbudet rundt på ruten så de kunne få hele posten med. Til dagligt havde landpostbudene kun de små pakker med på cyklen og kun i det omfang det var forsvarligt men op til jul skulle det hele med for der var ikke tid til at hente pakker på posthuset.

Al sortering foregik per håndkraft og derfor var det nødvendigt at bruge al mandskab for at få posten ud til tiden. Vi var på posthuset næsten hele døgnet kun afbrudt af nogle timers søvn ca. 4 til 5 timer i døgnet det tog vi med godt humør. Det hændte somme tider at de efterladte koner kom med lidt hjemmebag til vores kaffe. Når det skete havde vi lejlighed til en tiltrængt pause.

Selv om det uden tvivl har været hårdt arbejde at få breve og pakker ud frem til julen 1955 så fremkalder Poul Erik Stokholms beretning nostalgi for et nutidigt blik måske fordi udviklingen i dag har gjort kommunikation mere uhåndgribelig og abstrakt. Beretningen leder tankerne hen på den hårdtarbejdende post i DR´s julekalender fra 1973 "Vinterbyøster" som vi lader slutte med verset:

Vinterbyøsterja Vinterbyøster -det er dér jeg er post.Jeg tror jeg har slidtmig blå og gul;men jeg siger skidtfor det er julog ih hvor det trøsteri Vinterbyøster...det er dér jeg er post.