Det osmanniske Rige 1683-1923Det var ingen let opgave at sende breve i Det osmanniske Rige. Selv efter 1840 hvor riget fik sit eget postvæsen måtte handelsfolk og embedsmænd ofte opsøge udenlandske postvæsener som havde slået sig ned i Istanbul.

I 1683 var Det osmanniske Rige på sit højeste. Det strakte sig fra Wien i nord til Den persiske Golf i syd havde kontrol med hele den afrikanske middelhavskyst i vest og store dele af Sortehavets kyst i øst. Det gigantiske rige talte 40 millioner indbyggere og rummede massevis af folkeslag som i tiden indtil 1. verdenskrigs afslutning gradvist løsrev sig fra riget fortrængte det fra det afrikanske kontinent og reducerede landet til et lille hjørne mellem Europa og Asien.

Stik med to tyrkiske postryttere til hest. Ukendt årstal

Udenlandske postvæsener

Et rige på størrelse med det osmanniske var helt afhængigt af kommunikation mellem dets centrum i Istanbul og dets mange provinser. Reelt set var den post der blev sendt enten officiel eller fra handelsfolk - meget få privatpersoner havde råd til eller kunne skrive breve.

Først i 1840 fik riget et officielt postvæsen - over 200 år efter oprettelsen af det danske postvæsen. Indtil da var handelsfolkenes post blevet omdelt via udenlandske kongelige postvæsener som opererede i landet. Staten havde kun haft en rute fra Istanbul til Adrianopel - men den bragte ikke private breve med sig kun officiel post.

Som knudepunkt for kommunikation og handel imellem Europa Asien og Afrika var det derfor nødvendigt for mange europæiske lande at sikre sig regelmæssig postforbindelse til Istanbul. Fra 1721 havde både Østrig og Rusland kurerruter fra Istanbul og kort tid efter oprettede begge lande deciderede postkontorer i byen. Nu blev det muligt for private at sende breve med de troværdige kongelige europæiske postvæsener. Som afsender valgte man det lands postvæsen man ville benytte alt efter hvor hyppigt postvæsenet havde afgange hvad det kostede og især hensynet til brevhemmeligheden. Alt efter hvilke lande brevet skulle passere på sin vej til Europa kunne det være en fordel at sende brevet via et bestemt land for at undgå spionage og censur af brevene eller ligefrem benytte en eller flere mellemmænd undervejs for at skjule brevets vej. Først omkring midten af 1800-tallet stolede de europæiske postvæsener nok på hinanden til at langt de fleste breve kunne sendes direkte fra afsender til modtager.

Efter oprettelsen af østrigske og russiske postkontorer i Istanbul kom andre lande til: Frankrig i 1812 Storbritannien i 1832 Grækenland i 1834 Ægypten i 1866 Preussen i 1870 Italien i 1873 og Polen så sent som i 1919. I takt med at Det osmanniske Rige måtte afgive land rykkede de store udenlandske postvæsener ind og etablerede sikre postforbindelser imellem deres egne lande og riget der bandt Afrika Asien og Europa sammen.

Tegning af "En arabisk karavanepost". Kamelerne bærer post til og fra bl.a. Khartoum i Sudan samt Cairo og Alexandria i Egypten. Ukendt årstal.

Eget postvæsen

Ved oprettelsen af det officielle osmanniske postvæsen i 1840 blev der indrettet postkontorer i de vigtigste byer i provinserne. Alle postruter udgik fra Istanbul til det enkelte postkontor aldrig imellem postkontorerne indbyrdes. Det betød at selvom osmannerriget nu havde fået et offentligt postvæsen var der mange regioner som ikke havde mulighed for at få breve omdelt med postvæsenet. I stedet kunne man lade offentlige embedsmænd som rejste i regionen medbringe brevene der så skulle betales af modtageren.

Posten til og fra Istanbul blev skiftevis med en uges mellemrum sendt til de europæiske og asiatiske provinser. Det betød at det kunne tage rigtig lang tid for breve at nå frem og at de udenlandske postvæsener fortsatte deres selvstændige virke i stedet for at samarbejde med det nye postvæsen. Desuden var oprettelsen af nye postkontorer langsommelig - ved frimærkets indførelse i 1863 var der således kun 58 postkontorer i Det osmanniske Rige.

Det osmanniske Rige havde en ringe udbredelse af jernbaner og landskabet varierede uhyre meget fra landsdel til landsdel. Derfor skete den primære befordring af posten ved hjælp af heste og kameler. Til sammenligning havde Danmark i 1860 hele 237 brevindleveringssteder hvor befolkningen kunne aflevere og hente post - en udbredelse der bl.a. var sikret gennem indførelsen af jernbanedrift og dampskibsruter fra 1840erne.

På trods af de få ruter i Det osmanniske Rige gjorde man en dyd ud af at posten og passagererne kom hurtigt frem. Således kunne en reporter på Illustrated London News i 1853 berette at han havde rejst fra Istanbul til Aleppo i det nuværende Syrien (en afstand i fugleflugt på ca. 880 km eller ligeså langt som strækningen København-Helsinki) med postvognen og at det var sket i en vældig fart. Fra postkontoret i Istanbul gik turen i fuld galop gennem byen med fem heste for vognen og med kusken råbende og piskende foran. Efter 3½ time i fuld fart blev hestene skiftet ud og pausen varede kun de fem minutter det tog at flytte post og seletøj til de nye heste. Turen varede 9 ½ dag og pauserne undervejs var på højst en halv time når der skulle spises og højst to timer når kusken skulle sove. Til sammenligning tog den samme tur med en karavane 45 dage!Post & Tele Museum udstiller Tyrkiets frimærker fra perioden 1863-2002 i frimærkekabinettet indtil 31. december 2009.

Du kan læse mere om Tyrkiets posthistorie her:

http:www.sariucak.comhttp:www.turkishpostalhistory.comhttp:en.wikipedia.orgwikiPostage_stamps_and_postal_history_of_Turkey