Med Københavns bombardement i 1807 trådte Danmark ind i krigen mod England på fransk side. Napoleon havde bestemt at England skulle afskæres fra al kontakt med kontinentet og nu tiltrådte Danmark den såkaldte fastlandsspærring mod England. Resultatet blev et enormt overvågningsapparat - og dårlige nyheder for den danske kronprins Frederik.

Holstensk vogn ved postgård 1808 Christian Da-vid Gebauer (1777-1831). Billedet udstråler idyl og giver ingen idé om den censur og overvågning der prægede Danmark på denne tid.

Straks efter krigsudbruddet i august 1807 udstedte kronprinsen et cirkulære til landets myndigheder om at arrestere alle englændere i riget og være på vagt over for alle „som måtte være fordægtige og kunne anses for spioner". Al brevveksling med England blev forbudt. I den følgende måned blev det lagt fast hvordan dette brevforbud skulle for-stås og hvem der skulle sørge for at det blev overholdt.

Brevforbudet kom til at dække al brevveksling til og fra England og alle breve sendt af englændere eller andre mistænkelige personer i riget skulle undersøges. Opgaven skulle varetages af forskel-lige myndigheder men det overordnede ansvar endte hos en særlig „kommission for fjendtlig ej-endom" der også skulle tage sig af spørgsmålet om engelske varer og værdier i landet.

Det var første gang i Danmarks historie at en så systematisk og omfattende brevcensur blev sat i værk. Modsat den tidligere så hyppigt anvendte hemmelige postspionage der fandt sted uden at brevskriverne opdagede noget var censuren officiel.

FastlandsspærringenPostcensuren lå i forlængelse af de ældgamle krigsartikler fra 1683 en slags krigens love for militæ-ret. Disse forbød al kommunikation med fjenden og foreskrev straf på æren og livet. Den nye censur blev dog begrundet anderledes: „hovedøjemedet er så vidt muligt at afskære England al brevveksling og kommerciel forbindelse ikke alene med de kongelige stater men også med den øvrige del af fastlandet. Der gives altså aldeles ingen tilladelige breve til eller fra England hvor uskyldigt end ind-holdet måtte synes at være".

Bag begrundelsen lå Napoleons fastlandsspærring der skulle afskære England fra al handel og kon-takt med kontinentet. Den danske regering havde i årevis modstået det franske pres for at tiltræde fastlandsspærringen men med krigsudbruddet med England blev Danmark nærmest automatisk en del af blokaden.

Det viste sig at være en stor opgave at forhindre breve ud af landet til England. Censuren standsede hurtigt alle forsøg på at sende breve med postvæsenet og derfor var det i hovedsagen ved landets toldsteder og byporte eller på skibe i rum sø at der blev fundet skjulte breve. En del af disse afslørede danske købmænd i færd med at arrangere handelsforbindelser til fjenden til kronprinsens usigelige forbitrelse.

Disse sager havnede hos de såkaldte kommissioner for fjendtlig ejendom og ikke sjældent i højeste-ret der udstedte hårde domme.

Historikeren Laurids En-gelstoft (1774-1851).Det kongelige Bibliotek

Brevåbning i Kiel

Kronprinsen lod sig dog ikke nøje med den officielle censur men sør-gede for at al post fra Sjælland blev bragt til Kiel hvor breve blev åbnet i tusindvis. Historikeren Laurids Engelstoft der tjente som sekretær for Hertugen af Augustenborg noterede i sin dagbog at „blandt de åbnede breve har man fundet en uhyre mængde engelske som alle holdes til-bage". Der var mange vigtige informationer i brevene skrev Engelstoft ikke desto mindre søgte kronprinsen ikke at skjule overvågningen; tværtimod: mange breve „åbnes uden at læses for at det blot kan have udseende af at de er læste".

Det var en helt ny strategi prinsen her lancerede: I stedet for at hemme-ligholde postspionagen og dermed få adgang til efterretningerne søgte han at skræmme brevskriverne fra at skrive. Den strategi lå helt i tråd medat prinsen i det hele taget forsøgte at tage et jerngreb om stemningen ibefolkningen med forbud mod rygtespredning.

Skræmmekampagnen mod brevskriverne var efter prinsens logik velbegrundet: „Af de med sidste post fra København ankomne breve skal de fleste være tilbageholdt i Kiel fordi de havde røbet en stemning der ikke var ønskelig" skriver Engelstoft; „De have således ved at åbne dem fået som en sagde mere at vide end de skøttede om [brød sig om]". Mange brevskrivere rasede mod regeringen og hæren i Holsten der „æde og sove og ville endda forlange at borgere og bønder skulle forsvare dem selv".

Værst var nok et brev der syrligt bemærkede at ingen kunne undre sig hvis Københavns borgere „bleve ganske engelske efter den måde de behandledes af regeringen". Det var netop denne mis-stemning kronprins Frederik søgte at kvæle ved at give folk indtryk af at deres breve blev læst.

Udvalg af breve konfiskeret under Englands-krigene. Brevene befinder sig i dag på Rigs-arkivet.Foto: Lars Hansen Jyllands-Postens Forlag.

Fra oplyst til formørket enevælde

Frederiks sindelag blev ikke lysere i løbet af krigen der endte som en katastrofe for landet med tabet af Norge i 1814. Under og efter krigen udvikledes landet i stigende grad til en politistat der med stikkere civilagenter og pro-vokatører infiltrerede og overvågede ethvert optræk til op-position. Den linje Frederik som kronprins havde lagt over for breve blev fortsat og skærpet efter krigens af-slutning. Kronprinsen besteg tronen i 1808 som kong Frederik 6. og kritikken af ham selv i privatbreve blev straffet hårdt. Det skete for den stakkels justitsråd generallottoadministrator Marcus Nissen Westermann.

Han var sammen med en række højtstående regerings-folk kommet for skade at sende breve til Norge kort efter landets adskillelse fra Danmark i 1814. Brevene blev sendt med en amatøragtig selvbestaltet hemmelig ku-rer der blev taget af svenskerne som skadefro kunne sende den danske konge kopi af de mange breve fulde af regeringskritik.

Værst var Westermanns brev et privatbrev til en slægt-ning der indeholdt hårde ord om kongen og hans politik. Der blev rejst sag i højesteret mod Westermann. Forsva-reren den brillante jurist Rottbøll gjorde forsvaret til et alment forsvar for brevhemmeligheden: Brevet var kom-met regeringen i hænde på en illegitim måde; og et privatbrev var at ligne med en fortrolig samtale. Hvilken mild og nådig regering kunne tillade sig at lytte med når mænd talte sammen?

Sagen blev kort sagt en prøvesten på ytringsfrihed og brevhemmelighed. Men forsvaret blev fejet af bordet af samtlige voterende i højesteret der efter længere drøftelse endte med landsforvisning - ef-ter trykkefrihedsparagraffen. Et privatbrev kunne medvirke i udspredning af forræderiske stemninger og rygter; derfor kunne det sammenlignes med en offentligt publiceret tekst. For et privatbrev gik Wes-termann nu samme vej som de landsforviste systemkritikere P. A. Heiberg og Malte Conrad Bruun. Et lavpunkt i den såkaldt oplyste enevældes historie.

Læs mere i antologien „København 1807 - Belejring og bombardement". Peter Henningsen (red.) Jyllands-Postens Forlag 2007 352 sider 349- kroner. Bogen kan købes i museets butik.