I by og på land og i al slags vejr har de trådt i pedalerne med op til 30 kg post i tasken. Historien om de cyklende postbude fortælles nu i museets nye vandreudstilling.

Bud på bicycle

På evig udkig efter hurtigere måder at få posten omdelt på var postvæsenerne rundt omkring i Europa tidligt opmærksomme på mulighederne i det mærkværdige transportmiddel bicyclen som så dagens lys i 1817 da tyskeren Karl Drais von Sauerbronn præsenterede sin løbemaskine med to hjul draisinen.

Det engelske postvæsen indførte kort efter draisiner til kørsel på udvalgte ruter. Ordningen ophørte dog snart igen idet den medførte alt for store udgifter til forsåling af postbudenes sko. Draisinen var nemlig uden pedaler og skulle derfor skubbes op i fart med fødderne.I Danmark prøvekørte postvæsenet i 1869 en velocipede - en tidlig cykelmodel med pedaler på forhjulet - der imidlertid blev fundet for usikker til formålet.

Ad grusede landeveje ...

I løbet af 1800-tallet gjorde opfindere og fabrikanter cyklen mere sikker og anvendelig. Efterhånden nåede man frem til den klassiske model med lavt forhjul luftdæk kæde og pedaler. Safety-cyklen blev hurtigt populær i alle befolkningslag og postvæsenet tog den nu op til genovervejelse i første omgang til brug i landdistrikterne. Fra 1894 fik landpostbude tilladelse til at anvende cykel i tjenesten hvis de vel at mærke anskaffede den for egen regning. Omkring 1894 svarede prisen på en cykel til otte måneders løn for et landpostbud der tjente 20 øre i timen. Alligevel anskaffede mange bude en cykel selv idet de ofte havde budjobbet som supplement til deres indtægt som husmænd eller håndværkere. Med cyklen kunne de komme hurtigere gennem ruten og videre til dagens øvrige opgaver.

... og på toppede brosten

Postcyklen holdt sit indtog i byerne fra 1898 da man i København indførte cykler til uddeling af ekspresforsendelser og fra 1902 til kassetømning og brevombæring. I hovedstaden blev tjenestecyklen betalt af postvæsenet. Da cyklen stadig var en dyr investering fulgte der med budcyklen udførlige instrukser om dens rette brug og behandling. I Instruks for Cyklens Benyttelse fra 1902 anmodes cykelbudet om at "(...) saa vidt muligt undgaa at køre over Sten Skærver skarpe Genstande Huller eller Fordybninger; overalt hvor det er muligt bør den Del af Vejen der er renest og jævnest benyttes. Saadan Kørsel bør iagttages for at Cyclen kan bevares for Stød ved hvilke let en eller anden Del beskadiges." Ved en sådan omhu lyder det beskytter budet ikke kun cyklen men også sig selv fordi det er lettere og mere behageligt at køre en velholdt cykel.

Cykelpligt

I 1919 blev landpostbudene tjenestemænd med otte timers arbejdsdag. For at undgå stigning i postvæsenets udgifter fik landpostbudene fra 1921 pligt til at bruge cykel i arbejdet. Cyklen blev nu stillet til rådighed af postvæsenet.

Tidsbesparelsen ved cyklingen betød at man kunne begynde at sammenlægge ruterne.

Sid rank

De cyklende postbude var for postvæsenet ikke kun en praktisk og tidsbesparende foranstaltning men også et middel til at vise sig frem for omverdenen som en moderne og effektiv institution. Som nogle af postvæsenets mest synlige repræsentanter blev det forventet at cykelpostbudene gjorde god figur i gadebilledet. I forretningsordenen for Omkarteringspostkontoret i København hedder det i 1942: "Husk altid på at den uniform De bærer forpligter Dem til særlig korrekt optræden. Hold den pæn og i fin orden. De færdes meget på gader og veje hvorfor folk lægger mærke til Dem. Intet ser mere grimt ud end et cykelbud der hænger hen over styret trædende på cyklen med svangen af foden. Sid rank og frit på cyklen så man kan se at det er en energisk ung mand man har for sig. Derved gør De fin reklame for den etat De tilhører og hvor De i fremtiden skal tjene Deres brød."

Med motor på

I 1950erne begyndte nogle landpostbude at bruge motorcykel i stedet for cykel. Da P&T i 1960 tog initiativ til at motorisere landpostruterne blev det imidlertid bilen der afløste cyklen. Bilerne blev gerne indsat på en rute når et cyklende landpostbud gik på pension. Som regel kunne tre cykelruter lægges sammen til to bilruter. Ved at skifte cyklen ud med en bil kunne landpostbudet køre længere for at hente dagens post komme videre omkring og uddele mere post på en dag. Nu var pakker heller ikke længere et problem.Mens cykelpostbudene for længst er forsvundet fra landdistrikterne sikrer de korte afstande og de umulige parkeringsforhold for biler i byerne at de også fremover vil være et velkendt indslag i gadebilledet.