Her bringes sidste del af historien om den listige postkontrollør Christian Christoffer Erlund (1673-1754) der startede sin karriere som landsforvist drabsmand steg i graderne til generalpost-direktør for efter blot fem år at blive afskediget uden pension.

Klokken 9 den 8. marts 1723 blev Povel Juel (1675-1723) ført til skafottet på Nytorv. Skarpretteren afhuggede først hans højre hånd dernæst hans hoved og holdt til sidst hovedet op foran den store folkemængde og råbte: "Dette er en forræders hoved". Kroppen blev parteret og stykkerne blev kastet i en kærre og kørt uden for Vesterport hvor hovedet blev sat på en stage til skræk og advarsel.

To år forinden havde den ærgerrige og stridbare embeds-mand og digter Povel Juel indsendt den fantastiske ide til kongen at besejle og kolonisere Grønland men som så mange andre af hans breve til kongen var dette blevet ignoreret til Juels store forbitrelse. Han begyndte nu at pleje omgang med svenske og gottorpske kontakter om mulig svensk deltagelse i projektet men disse kontakter vakte opmærksomhed i København og i al diskretion blev en af kongens mest betroede folk postkontrollør Christian Erlund sat på sagen.

Erlund på sagen

Det viste sig at være klogt. Erlund var specialist i at opsnappe åbne og kopiere de forseglede breve uden at modtageren anede uråd. Han opsnappede snart et brev der viste at Grønlandsprojektet var vokset til et anslag mod den danske stat. Juel skrev til den russiske Zar og foreslog denne ikke blot Grønland men også Island og Færøerne. Norge blev i det vedlagte projekt som højst sandsynligt var udfærdiget af Juels gottorpske medsammensvorne tilbudt hertug Karl Frederik af Holsten-Gottorp Zarens svigersøn. Og dét var højforræderi.

Erlund iværksatte resolut en husundersøgelse af Juels bopæl. Juel forsøgte desperat at kaste alle sine brevudkast i ovnen men ét fandt Erlund og foreviste det for Juel. Juel snuppede det ud af hånden på ham og forsøgte at sluge den del af brevet der bar hans navnetræk men Erlund greb i hans halstørklæde strammede til så Juel var ved at kvæles og tvang ham derved til at spytte det ud. Efter forhør og en retssag hvor Juels forsvar blev ganske overhørt af en kommission med Erlund som medlem blev Juel den 6. marts 1723 dømt fra "ære liv og gods" og efterfølgende udsat for brutal tortur - igen med Erlund til stede.

Under anklage

For Erlund kom sagen til gengæld mere end belejligt. I de foregående år havde der nemlig været rejst alvorlige anklager mod ham der truede hans position. Fra 1717 begyndte der at indløbe anklager om underslæb imod postkontrolløren og der blev nedsat en kommission til undersøgelse af hans forhold. Erlund skulle ifølge anklagerne bl.a. have sendt hundredvis af gratis forsendelser med posten og i 1717-18 forsøgt at få sine undergivne til at sætte portoen lavere for at mindske indtægterne. På dette tidspunkt overvejede man nemlig at bortforpagte post-væsenet til Erlund og de lavere indtægter ville naturligvis give ham et lavere forpagtningsbeløb.

Til disse anklager føjede der sig en anklage om åbning af breve men kongen meldte den 20. marts til kommissionen at man ikke skulle grave videre i dén sag. Forståeligt nok for Erlunds brevåbninger var jo kernen i hans hemmelige efterretningsarbejde for kongen. Værre blev det da hans egen medarbejder postskriver Bendix Jørgensen beskyldte ham for også at have åbnet kongens breve. Jørgensen der viste sig at stå bag hovedparten af anklagerne hævdede en gang at have overrasket Erlund i at pille ved et brev fra kongen og senere at have set Erlund afskrive brevet.

Intrigernes mester

En anden gang havde Erlund bedt Jørgensen færdiggøre en afskrift af et af kongens breve som Erlund selv havde været i gang med. Den snu postskriver havde helt tydeligt lært af sin mester. For at beholde brevet med Erlunds håndskrift til senere bevis havde han færdiggjort det skrevet en ny og til sidst væltet blækhuset ud over bordet. Da Erlund kom tilbage undskyldte skriveren sig med at han var kommet til at ødelægge Erlunds afskrift og derfor havde lavet ham en ny.

Postkontrolløren var nu for alvor i knibe. Han tilbød over for kommissionen at aflægge ed på sin uskyld men dette nægtede kommissionen at gå med til på grund af indiciernes styrke. Inden for kommissionen var der uenighed; to medlemmer ville have ham dømt mens én ville have ham frikendt. Sagen blev forelagt kongen men da tog sagen pludselig en totalt uventet drejning: Bendix Jørgensen trak alle sine anklager mod Erlund tilbage.

Erlund havde nemlig fået noget på sin tidligere ansatte. Jørgensen havde selv åbnet breve og blandt andet beholdt en veksel fra Norge på 177 pund sterling. Tyverisagen sendte Jørgensen i fængsel. Her lykkedes det Erlund at opsnappe en del af sin modstanders bevismateriale ved at bestikke hans medfanger og fangevogter og franarre hans fader en mængde breve. Men vigtigst lykkedes det Erlund at bilde Jørgensen ind at han ville få ham benådet hvis blot Jørgensen ville tilbagekalde anklagerne mod Erlund. Jørgensen holdt sin del af aftalen tilbagekaldte anklagerne - og blev den 21. april 1721 dømt "sig selv til velfortjent straf og andre ligesindede til eksempel og afsky til at miste sit liv i galgen".

Generalpostdirektør for en kort bemærkning

Kommissionen stod nu tilbage med en masse anklager og en underlig fornemmelse. Men Frederik 4. holdt fast i sin mand og udstedte den 17. april 1722 et reskript der kundgjorde at "i henseende til den nidkærhed og de tro tjenester Erlund i forrige krigs tid har imod Os udvist skal processen imod ham være hævet i anledning af Bendix Jørgensens beskyldninger". Erlund var renset og sagen mod Povel Juel året efter hævede ham til fordums magt. I de følgende år blev der udstedt flere kongelige ordrer der på forhånd rensede postspionen mod anklager om brevspionage. I 1725 blev han udnævnt til generalpostdirektør (planerne om forpagtning af postvæsenet var dog droppet) og det var Erlund der gav posten sit hovedsæde i Købmagergade i 1727 skråt over for den nuværende postgård. Året efter brændte Erlunds postgård og med den en stor del af de regnskaber der siden kunne have belastet ham.

Erlund slap af sted med så meget fordi kongen stolede på ham - eller frygtede ham? Ved tronskiftet i 1730 blev generalpostdirektøren prompte afskediget uden pension og alle hans papirer beslaglagt og han døde i Sønderborg i 1752 efter dog at have fået nogen oprejsning i form af en pension og fra 1744 en etatsrådstitel.