I årtier har den kolde krigs overvågning på dansk grund været indhyllet i et tågeslør. PET-kommissionens længe ventede beretning løfter med sine 16 bind og 4.600 sider en stor del af sløret. Beretningen indeholder spændende oplysninger om telefonaflytning under den kolde krig. Men også problematiske konklusioner.

PET-kommissionen blev nedsat i 1999 til at granske PETs virksomhed i årene 1945-89. Formålet var helt enkelt at undersøge om efterretningstjenesten havde overholdt de demokratiske spilleregler og grundlovsfæstede rettigheder og kommissionen bestod derfor af stort set lige dele historikere og jurister. Igennem næsten 10 år pløjede de sig igennem store mængder af hemmeligstemplede dokumenter og foretog juridiske afhøringer af såvel ledelse som medarbejdere i PET. Resultatet blev en meget læseværdig og klar fremstilling der kan hentes gratis på internettet; et stort og fascinerende vue ud over en politisk højspændt periode i Danmarkshistorien.

Link til hjemmeside hvor beretningen kan downloades

Indgreb i meddelelseshemmeligheden

Beretningens bind fire handler om PETs virkemidler og i kapitlet om "tekniske virkemidler" gennemgås over godt 100 sider tjenestens brug af telefonaflytninger indhentning af "teleoplysninger" (om en persons opkald til hvem og hvornår) brevåbning brevstandsning ransagning og rumaflytning. Fokus er naturligt nok på spørgsmålet om hvorvidt PET handlede i overensstemmelse med loven ved at indhente gyldige retskendelser til de mange "indgreb i meddelelseshemmeligheden". I det tykke bind 15 gennemgås udviklingen i lovgivning på dette område. Tilsammen tegner kommissionen et billede af at efterretningstjenesten stort set holdt sig på dydens smalle sti når det gjaldt overvågning af kommunikation. Samtidig indeholder beretningen mange interessante oplysninger fx om KTAS inddragelse i overvågningen og om hvilke målgrupper overvågningen især rettede sig imod.

Båndoptager af mærket Nagra som PET-kommissionen omtaler. Det er dog uvist om netop denne model Nagra (type III) var i brug til overvågning. Anvendelsen af båndoptagere startede i 1954 og styrkede telefonaflytningerne både fordi de blev mere præcise end de hastigt nedfældede resumeer fra tidligere tiders telefonaflyttere og fordi de udgjorde et langt stærkere bevismateriale.

Telefonaflytninger i vækst

Ved periodens start rådede efterretningstjenesten kun over ganske få telefonaflytningsinstallationer. De mange aflytningsborde tyskerne og de danske myndigheder havde brugt under besættelsen var taget ned og i 1952 rådede PET over bare fire aflytningsledninger foruden et par stykker hos Københavns Politi de kunne låne.

I 1954 revolutioneredes aflytningerne ved indførelsen af båndoptagelser som lettede arbejdet og styrkede bevisførelsen. I de første to årtier herefter steg antallet af aflytningslinjer og aflytninger dog langsomt. I 1967 aflyttede tjenesten fx kun 30 telefonsamtaler. Omkring dette tidspunkt havde PET 30 telefonaflytningslinjer på Politigården. Ti år senere var antallet af såvel linjer som aflytninger omtrent fordoblet og i provinsen blev kapaciteten mangedoblet. Aflytningerne kulminerede i 1986 hvor der blev iværksat 374 telefonaflytninger. Sammenlignet med de større svenske og norske efterretningstjenester var det imidlertid gennem hele perioden et begrænset apparat PET kunne trække på.

I 1980'erne brugte PET store ressourcer på overvågning af den autonome "BZ-bevægelse" der med husbesættelser gjorde oprør mod autoriteterne. Man overvågede deres post og især telefonsamtaler og etablerede rumaflytninger. Rydningen af det besatte hus Allotria på Nørrebro i 1983 blev berømt fordi BZ'erne i hemmelighed havde gravet en tunnel under Korsgade og stak af netop som politiet ankom. Tilbage var et banner med påskriften: "Vi bestemmer selv hvornår vi vil slås". - Polfoto.

De aflyttede

Telefonaflytningen led ofte under nedslidt og dårligt materiel og under at det var enormt tidskrævende at aflytte - en times båndoptagelse tog typisk seks-syv timer at bearbejde for relevante oplysninger og PET manglede derfor ofte mandskab til at drage nytte af aflytningerne. Ikke desto mindre udviklede der sig navnlig på venstrefløjen en "sky af myter" om telefonaflytninger kliklyde o.l. som daværende PET-chef Jørn Bro har sagt.

Ifølge kommissionen gjaldt langt hovedparten af aflytningerne personer fra de kommunistiske regimer i øst samt danskere der var mistænkt for ulovligt samarbejde med østblokken. En mindre del af aflytningerne gjaldt personer mistænkt for terrorvirksomhed eller forbindelser til terrorgrupper i udlandet - fx blev Blekingegadebandens medlemmer jævnligt aflyttet i perioden 1979-89.

PET aflyttede også personer og grupper mistænkt for at planlægge uroligheder - fx den autonome "BZ-bevægelse" eller sågar store dele af fagbevægelsen der i firserne brugte blokader og andre "ulovlige aktionsformer". Endelig blev visse "politisk-ideologisk prægede" venstreorienterede grupperinger aflyttet pga. mistanke om at de ville deltage i uroligheder. Det gjaldt fx både teatergruppen Solvognen fra Christiania (mest kendt for deres julemandsaktion i Magasin) og DKPs afdeling i Silkeborg.

Inden for PET var man meget opmærksom på at telefonaflytningerne let kunne blive en sovepude fordi de i modsætning til brug af agenter var ufarlige. På flere møder omkring 1980 kritiserede PET-chef Ole Stig Andersen tjenesten for at være for ensidig og fantasiløs i valget af virkemidler. Aflytningen tog som nævnt lang tid at analysere og med den udbredte paranoia i de aflyttede miljøer var det sjældent at de aflyttede gav store hemmeligheder fra sig. Ikke desto mindre udgjorde telefonaflytninger et vigtigt bidrag til efterretningstjenestens viden om ydre og indre "fjender".

Hukommelsessvigt?

En intern notits fra den 12. juli 1968 indeholder en fortegnelse over femten medarbejdere i KTAS "formentlig PETs kontakter i selskabet" - samt en procedure for hvordan efterretningstjenesten kunne bestille henholdsvis "legale" og "illegale" telefonaflytninger hos telefonselskabets teknikere.

Ordet "illegale" er naturligvis interessant: De illegale aflytninger skulle bestilles via en fuldmægtig i telefonselskabet som sendte ordren videre via sin kontorchef til en telefonmester og en telefonovermontør. Det er nærliggende at tolke ordet "illegale" som "ulovlige" dvs. telefonaflytninger uden dommerkendelse. Men skriver kommissionen det strider imod en række mundtlige udsagn fra både PET- og KTAS-folk. "Dertil kommer at der ikke er fundet spor efter sådanne aflytninger i det gennemgåede materiale". Her fristes man til at stoppe op og stille sig et simpelt spørgsmål: I tilfælde af virkelige ulovlige aflytninger ville man så kunne forvente at PET bevarede spor efter disse i sit arkiv - eller at nogen ville kunne huske noget om dem? Ved kommissionens afhøringer udtalte aktørerne sig under strafansvar dvs. at de ville kunne blive stillet til ansvar for eventuelle ulovligheder og det er efterfølgende blevet kritiseret for det er næppe tænkeligt at denne tilgang virkede opkvikkende på de interviewedes hukommelse.

Kan det således tænkes at det enlige notat er en "smutter" bevaret ved en fejltagelse? PET-kommissionen nævner eksempler fra udlandet på at særligt sensitive aflytninger fx af politikere kunne foregå ulovligt uden dommerkendelse og med sløring af navnene i registreringen. Men konkluderer på baggrund af vidneudsagn at "den mest sandsynlige forklaring synes at være at der var tale om rumaflytninger som først blev legaliseret i 1972" og som tjenesten også brugte KTAS-teknikere til. Eftertiden kan så overveje om det i givet fald var meget bedre end ulovlige telefonaflytninger. Et klart svar på spørgsmålet om lovligheden af koldkrigens danske telefonaflytninger har vi ikke fået.