Om få uger kan vi genopleve året 1989 på kulturfestivalen Golden Days, og en af de mest streamede tv-serier denne sommer har været HBO’s Chernobyl om atomkraftulykken i 1986. Men hvorfor er vi så optaget af vores egen tid?

En af de mest streamede tv-serier denne sommer har været HBO’s Chernobyl. En dramatiseret fortælling om, hvad der skete de forårsdage i 1986, hvor vi blev bekræftet i, at ulykker på atomkraftværker rent faktisk var en by i Rusland.

Selv husker jeg den 26. april 1986 som et slags ”defining moment”, hvor den angst, der løb som is i ethvert københavnerbarns årer som voksede op i Barsebäcks slagskygge, pludselig fik helt kontante ben at gå på. Katastrofen kunne ske, og i dagene efter eksplosionen på Tjernobyl sad vi klistret til tv og radio, ikke mindst for at følge vejrudsigten med krydsede fingre for, at vinden stod i vest og ikke kom blæsende fra øst som radioaktive skyer.

Nu kan man jo undre sig over, at en tv-serie med et så alvorligt og angstprovokerende indhold fænger så mange, men når det er tilfældet, er det udtryk for en tendens, som vi også oplever i rigt mål på landets kulturinstitutioner. Tendensen handler om, at vi elsker at høre om os selv og vores egen historie.

Paradoksalt, men måske er det – med en omskrivning af Kierkegaards ord – først i bagklogskabens lys, vi forstår vi vores egne liv, og netop derfor oplever vi det som relevant, når vores egen historie kommer på museum. Og måske også et billede på, at vi lever i en tid, hvor de store fortællinger forsvinder. Hvor troen ikke længere samler os og udgør et bærende element i vores liv, og hvor kirken som fysisk rum ikke længere er forsamlingsrum for det store fællesskab.

Vores minder kommer på museum

På mit eget museum lavede vi sidste sommer en udstilling om telefonboksens historie. Den aktuelle anledning var, at landets sidste telefonboks blev demonteret på Lille Torv i Aarhus i juni 2018. Da ledningen til boksen blev kappet, blev det enden på en æra, hvor den offentlige telefonboks var en del af bybillederne, og det var slut med at lede efter småmønter (også dem, man håbede på, at andre havde glemt bag den lille luge under telefonen!), men det var også farvel til en kommunikationsform i det offentlige rum.

Selvfølgelig mangler vi ikke boksene længere. I vores lommer ligger en computer med 1000 gange mere computerkraft end den computer, som fik mænd til at gå på månen i 1969. I 2017 havde 86 procent af alle danskere en smartphone, og telefonboksene stod ensomme og forladte hen og var fysiske levn fra en allerede svunden tid.

I udstillingen inviterede vi gæster til at skrive små historier fra deres egne liv, hvor telefonboksen havde spillet en vigtig rolle. Det blev til mange gribende fortællinger, som historien om den unge pige, der stod i kø foran boksen i timevis på Roskilde Festival det år, hvor otte unge mennesker mistede livet til en koncert. Hun skulle selvfølgelig ringe hjem og melde, at hun var okay.

Eller hende der havde været au pair i England i 1970’erne og havde luret, at hun kunne få aupairlønnen til at strække længere, hvis hun ringede ”collect” til en telefonboks. Regningen blev samlet op af – ja, hvem ved? – og samtalen med veninden i Danmark kunne blive ved i timevis.

Et sprogligt udtryk som ”så faldt 10-øren” gav heller ikke længere mening. Dels var den mindste mønt nu 50 ører, og dels forstod yngre mennesker slet ikke metaforen, som var hentet fra møntens bevægelse ned ad slidsken, når man foretog et opkald.

Udstillingen var en stor succes, og den fik følgeskab af tre podcasts, som fortalte blandt andet historien om Bombemanden fra Gladsaxe, der i 1977-78 spredte skræk og rædsel i København, fordi han monterede bomber i telefonbokse. Når vi talte med vores gæster om deres oplevelser i udstillingen, var en af de mest udbredte kommentarer, at udstillingen var god, fordi den vækkede minder fra deres egne liv.

At se fortiden gennem eftertidens briller

Netop det, at vores egne erfaringer bliver gjort museumsværdige, er et interessant og tidstypisk karakteristika. Når vi som museumsfolk skal forske og formidle i det, vi kalder samtidshistorie, er det en opgave, der faktisk ikke er så nem, som den lyder.

Hvis vi beskæftiger os med emner, som ligger længere tilbage i historien, har vi det held, at vi kan betragte den pågældende tid gennem eftertankens briller. De briller giver os mulighed for at se perspektiver, og vi kan tolke på, hvilke betydninger de historiske begivenheder kom til at få for eftertiden. Den historiske distance er en gave for os historikere, men afstanden mangler, når vi skal behandle vores egen tid. Det er en afgørende forskel, og den giver sig udslag i den måde, hvorpå vi tilrettelægger vores udstillinger og vores formidling.

Der findes masser af eksempler på, hvad der sker, når historiens distance er til stede. Den periode i dansk billedkunst vi i dag kalder Guldalderen, var ikke specielt gylden i sin samtid. Det er et prædikat, som perioden har fået af sin eftertid. I 1970’erne var der ikke mange kunstmuseer, som havde værker fra Skagensmalerne på væggene.

Malerierne fra Danmarks top, malet i slutningen af 1800-tallet, ansås for dårlig smag, grænsende til kitsch. Men så købte den tyske bladkonge Axel Springer maleriet ”Sommeraften på Skagen Sønderstrand” til en uhørt høj pris. Og så skete der noget med vores syn på Skagensmalerne. For hvert skridt de hvidklædte sommerdamer på maleriet tog ind i det uendelige blå, steg priserne – og dermed publikums interesse – for det moderne gennembruds kunst.

Men hvorfor er vi så optagede af vores egen historie?

I 1979 (på dansk i 1983) udkom en af 1980’ernes mest citerede bøger; den amerikanske historiker Christopher Laschs ”Narcissismens kultur”. Bogen var en indædt kritik af den selvcentrede og narcissistiske kultur, som Lasch mente gennemsyrede det amerikanske samfund, hvor fokus på det enkelte individs selvrealisering vandt på bekostning af det store fællesskab – samfundet.

Ingen tvivl om, at Lasch identificerede en tendens, som vi i dag tilskriver særligt 1980’erne. Yuppien, som i skinnende, italienske og dobbeltradet jakkesæt, indtog verdenen i en fysisk virkelighed af krom, glas og koboltfarvede uplights for egen vindings skyld.

På filmlærredet blev han gestaltet af skuespiller Michael Douglas, der råbte ”køb, sælg!” fra sit på-toppen-af-verden-Manhattan-kontor, når han var børshajen Gordon Gekko, der aldrig så tilbage i sit kølvand (hvor der lå både kvinder, børn og et ocean af nedtrådte medarbejdere og skvulpede rundt, mens de ventede på redningskransen, der aldrig blev smidt ud).

Gekkos danske fætre holdt hof på Café Victor, hvor irgrøn Pisang Ambong og blodrød Kir Royal flød i lind strøm over bardisken til tonerne af Madonnas ”Like A Prayer”. Er vi stadig rundede af 80’ernes selvforelskelse, og er det her, årsagen til vores glæde ved at pille i egne navler også i vores kulturoplevelser skal findes?

Vi er verdensborgere i en tid, som er kendetegnet af en voldsom hastighed i udviklingen af stort set alt; teknologien stormer frem og giver os nye muligheder for at kommunikere på tværs af geografi, tidszoner og kulturer, og globaliseringen har betydet, at afstanden mellem verdensdele og verdensanskuelser synes mindre. Vi rejser til fjerne afkroge af verden og bevæger os uhindret mellem kulturer, som tidligere var uden for almindelige menneskers rækkevidde.

Masser af nye muligheder, men også masser af komplekse problemstillinger, som kan synes vanskelige at manøvrere i. Måske kompleksiteten i vores samtid er en anden årsag til, at vi finder glæde og ro i at fordybe os i vores egen historie? Den er jo tæt på, og museumsbesøgene med rejser rundt i vores egen tid giver muligvis en forståelsesramme, som betyder, at vi oplever, at vi kan overskue vores komplekse samtid – trods alt.

Måske er det nemmere at besøge Den Gamle By i Aarhus og opleve genkendelsens glæde, når vi tager i døren til lejlighederne fra 1974 og træder ind i en ikke alt for svunden tid, for der står jo askebægeret, som vi kan huske fra vores barndomshjem, og der møder grammofonens pickup rillerne fra vores ungdoms LP’er, og posen med taffelchips ligger lige der på de ølkasser af træ, som udgjorde en stor del af møblementet i de fleste ungdomshybler i 70’erne.

Endelig kan lysten til at se os selv og vores historier også være udsprunget af et håb om, at vi ikke bliver glemt lige med det første. For der er jo en aura af noget ophøjet, når noget kommer på museum. At opleve vores erindringer og artefakter i kulturinstitutionernes hellige haller er jo det samme som at sige, at det har betydning.

Så når vi om få uger kan genopleve året 1989 på kulturfestivalen Golden Days gennem en perlerække af arrangementer og udstillinger, så får vi markeret, at vores liv er vigtige, og vi kan trække vores børn og unge med og vise dem præcis det. Vi kan dele fortællinger om året, hvor muren faldt, det første homopar indgik registreret partnerskab på Københavns Rådhus, og kvindernes skuldermål blev udvidet betragteligt med skulderpuder, og historierne kan blive nærværende, selvom man er for ung til at have stået i kø foran butikken Deres for at købe Ball-sweatshirts eller have siddet hos frisøren i timevis med permanentcurlere i håret i håbet om at komme til at ligne Meg Ryan i årets biografblockbuster ”When Harry met Sally” (”Da Harry mødte, Sally”, red.).

Der er ingen tvivl om, at vi de kommende år kommer til at se masser af kulturtilbud som tematisk bevæger sig inden for vores egen levetid. Spørgsmålet – som eftertiden først kan besvare – er, om det så var en periode, der var virkelig var skelsættende, eller om den blot kommer til at stå som narcissismens æra.

Blogposten er også bragt som kronik i Kristeligt Dagblad, den 27. august 2019.