Jeg har for nylig publiceret en videnskabelig artikel om hemmelig censur og overvågning i Skandinavien under første verdenskrig, med særligt fokus på Danmark.

I undersøgelsen viser jeg blandt andet, at udenrigsministeriet oprettede sorte lister over mistænkelige personer, hvis korrespondance med udlandet ”skulle være Genstand for en ganske særlig

omhyggelig Gennemgang”. På disse lister kan man fx finde tyske påvirkningsagenter, bolsjevikiske agitatorer og mistænkte spioner, men også kende danske journalister og politikere som Cavling og Stauning (altså Thorvald Stauning – den senere danske statsminister og landsfader).

Det er forskning, som har fået en del opmærksomhed i medierne, fx på videnskab.dk, der drager paralleller til nutidens højteknologiske overvågningssystemer:

”Nej, vi taler ikke det 21. århundrede og internettet, men derimod Danmark under 1. verdenskrig. Udviklingen inden for telegrafien og især telefoni sender chokbølger gennem det danske statsapparat, da det går op for dem, hvad telegrammer og telefoner bruges til.”

I denne anledning tager jeg mig den frihed at republicere en tekst om overvågning under ”Den store krig”, som jeg tidligere har bragt i museets nu hedengangne blad Museums-Posten:

Følsomme informationer i neutrale kabler

Første verdenskrig var en højspændt og hektisk tid ved de danske og skandinaviske telegrafstationer. Millioner af telegrammer strømmede gennem kablerne i de neutrale og strategisk beliggende lande. Og over hele Skandinavien forventendes personalet at holde øje med indholdet i den voksende telegramtrafik.

Den 13. september 1914 bragte ugebladet Hver 8. Dag en malende beskrivelse af det glødende aktivitetsniveau ved Hovedtelegrafstationen i København:

Naar man ved Nattetid gaar forbi den kongelige Hovedtelegrafstation paa Købmagergade, hører man en Lyd som af mange Flyvemaskiner, der snurrer i Luften. Larmen kommer fra

De "fortrinlige apparater" i Hovedtelegrafstationens "store, nye Apparatsal", 1914.

Telegrafvæsenets store, nye Apparatsal, hvor Creed-apparaterne er i travl Virksomhed.

Teksten fortsatte med at hylde ”disse fortrinlige Apparater” som gjorde at telegrammer i enorme kvantiteter dagligt kom strømmende ”gennem Traadene til København fra hele Verden”. Efter krigsudbruddet i august 1914 havde informationsmassen blevet så omfattende selv ”gamle Telegrafmænd ikke mindes en saa overvældende Tilstrømning”.

En global informationscentral

Telegramtrafikken voksede drastisk under første verdenskrig, i hele det neutrale Skandinavien. Men Danmark havde endog en særlig placering som knudepunkt for de globale informationsstrømme. Årsagen var Store Nordiske Telegrafselskab. Det verdensomspændende selskab havde stiftets i 1869 af forretningsmanden Carl Frederik Tietgen, og samme år havde det åbnet en direkte telegrafforbindelse mellem Danmark og Rusland via telegrafstationen i Fredericia – som herigennem blev landets vigtigste og teknisk mest avancerede. Fredericia havde også direkte kabelforbindelser til England, Frankrig og det nordlige Skandinavien, desuden gav Ruslandskablet stationen adgang til de fremvoksende netværker i Kina og Japan.

Mellem 1869 og cirka 1920 – hvor telegrafens betydning som kommunikationsmiddel begyndte at smuldre – fungerede Danmark derfor som portal for den transnationale telegramtrafik mellem øst og vest. Og det fik en enorm strategisk betydning når stormagterne tørnede sammen i sommeren 1914. For eksempel var Storbritannien allieret med Rusland, og deres telegrafiske korrespondance med hinanden gik primært gennem skandinaviske kabler. Men det danske telegrafnet og forbindelsen til Fredericia var lige så afgørende for Tyskland, hvis undersøiske telegrafforbindelser med omverden blev skåret over af Storbritannien under krigens første dage.

Fra et kommunikationshistorisk perspektiv kom Danmark altså til at havne midt krydsilden under første verdenskrig. Det neutrale og til alle sider venligt sindede ”puslingeland” fungerede som en global informationscentral, der summede af rygter, nyheder, efterretninger og følsomme meddelelser i transit mellem stormagterne. Og den store hvepserede var naturligvis København, hvor de krigsførende lande havde sine ambassader – ligesom hoveddelen af sine spioner, agenter og propagandamagere, der ofte arbejdede under dække af at være journalister eller ansatte ved internationale pressebureauer.

Rygter, spioner og u-neutrale beskeder

Den stigende telegramtrafik gav gode indtægter til danske statstelegraf, men skabte også uro i regeringen og det statslige embedsværk. Allerede 1. august 1914 blev der indført censur ved de danske telegrafstationer. Personalet skulle holde øje med indholdet i telegrammerne og stoppe beskeder som fx spred informationer om danske militære forhold eller oplysninger som kunne kompromittere landets neutralitet. De skulle også være vagtsomme overfor rygter og ”sensationelle oplysninger”.

Overvågningssystemet blev løbende udvidet under krigen og telegrafpersonalet udstyredes successivt med nye opgaver og beføjelser. I sommeren 1915 blev der fx ansat et hold med russiske translatører vid Hovedtelegrafstationen i København for at muliggøre overvågning af den russiske telegramtrafik. Og ved juletid samme år fik stationens overtelegrafbestyrer besked fra Telegrafdirektoratet om at udnævne en af sine særligt betroede medarbejder til telegramcensor på fuldtid – den første af sit slag i det danske telegrafvæsen, i hvert fald i den civile sektion.

Hovedopgaven for censuren i krigens første år var at beskytte og fundere den danske neutralitet, ikke mindst balancegangen mellem Tyskland og Storbritannien – som også var Danmarks vigtigste

Kopi af det formastelige telegram. Øverst i højre hjørne står der skrevet med blyant: "Telegrammet maa ikke afsendes; afsenderen underrettes ikke."

handelspartners. Et eksempel på hvor følsomt systemet kunde være er et telegram som blev indleveret ved stationen på Købmagergade, den 9. marts 1915. Det var adresseret til avisen Daily Chronicle i London og fortalte om en hemmelig organisation i København som smuglede nedsmelt kobber til Tyskland. Telegrammet blev imidlertid aldrig ekspederet til sin modtager, men det blev opsnappet og lagt til siden af personalet ved Hovedtelegrafstationen. Og dets afsendere blev indkaldt til politiforhør.

På politistationen

Afsenderens navn var Lucien Arthur Jones: en britisk krigskorrespondent som vid tidspunktet blot havde befundet sig et par dage i landet. Ifølge forhørsprotokollen var han tidligere ustraffet, men han havde åbenbart været i lignende kniber idet han ”i Frankrig været hensat i fængsel 5-6 gange for overtrædelse af den Tilladelse, der gives fremmede Krigskorrespondenter”.

Jones var angerfuld og beklagede for politiet at han havde ”begået denne fejl”. Han forsikrede at han i fremtiden ville” være betydelig mere forsigtig med de meddelelser, han afsender”. Dog nægtede han at opgive navnet på sin kilde. Dette kunne politiet imidlertid klare selv gennem at henvende sig til hans ledsager – en ung politireporter vid Berlingske Tidende ved navn Jørgen Christopher Bast.

Unge Bast indrømmede uden videre kruseduller at det var ham som havde forsynet Jones med de oplysninger som låg til grund for det formastelige telegram. Endvidere havde han godkendt indholdet i telegrammet, hvilket var noget som ”han ikke tog i Betænkning som det ikke efter hans Mening indeholdt noget, der kunde krænke nogen part”. I bagklogskabens lys måtte Bast dog ”indrømme, at Jones havde faaet noget rigeligt ud af de Meddelelser” som han selv havde fået sig til livs.

Efter loven og profeterne

Begge journalister blev løsladte efter forhøret, men sagen genererede en ophidset korrespondance mellem Justitsministeriet og Udenrigsministeriet i de efterfølgende dage. Fx sendte departementschef Schrøder vid Justitsministeriet en besked til Udenrigsministeriet, hvor han meddelte at Jones havde rejst til Aaarhus og at han personlig blev ”holdt underrettet om hans bevægelser”. På dette svarede departementschef Zahle ved Udenrigsministeriet at han ville henvende sig til Basts redaktionschef og ”henstille til ham at beskæftige Hr. Bast paa mindre samfundsfarlig Maade.” Men Zahle var åben for andre forslag fra sin kollega ved Justitsministeriet: ”Men forinden jeg gør dette, vilde jeg dog gerne høre fra Dem om, hvad der i og for sig kunde

Politiets rapport over de herrer Bast og Jones, "Ang. et Telegram til Daily Chronicle."

hænde Hr. Bast, hvis man vilde gaa fram imod ham efter Loven og profeterne.”

Det er uklart hvordan dette påvirkede Bast i hans fortsatte karriere, men det er kendsgerning at han i 1916 skiftede blad fra Berlingske Tidende til aftenavisen B. T, hvor han arbejdede med både kriminalstof og petitjournalistik. I 1917 rejste han desuden ud af landet for at prøve lykken som krigskorrespondent, blandt andet som frivillig ved den canadiske hær.

Men noget som incidenten tydeligt viser, er at indleveringen af et telegram kunde få uanede konsekvenser i Danmark under første verdenskrig. Senere blev der også oprettet en særlig ”sort liste” over individer i landet som havde ”skadet Landets Interesser ved Udsendelsen af ondsindede eller tankeløse Telegrammer samt paa Personer, der er notoriske Spioner eller af anden Grund mistænkte.” Denne liste indgik i en omfattende opgradering af overvågningssystemet under krigens senere og mere kaotiske faser, hvilket kommende artikler vil fortælle mere om.

Referencer

Cales Ahlund (red.), 2012: Scandinavia in the First World War. Studies in the War Experience of the Northern Neutrals. Nordic Academic Press.

Bo Lidegaard, 2006: Overleveren 1914 –1945. Dansk Udenrigspolitiks Historie, Bind 4. Gyldendal.

Poul Thestrup, 1992: Vogn og tog – prik og streg. P&T’s Historie 1850 – 1927. Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet.