Opening October 1st 2022
Buy the annual pass
info
Køb billet
Jane Sandberg
25
/
04
/
2016

Post & Tele Museum har fået nyt navn

ENIGMA – Museum for post, tele og kommunikation er navnet på det tidligere Post & Tele Museum, som 1. januar 2016 flyttede fra Købmagergade i København til Øster Alle 1 på Østerbro. Museet vil det kommende år være under ombygning, men allerede i slutningen af 2016 er det planen, at museet åbner første etape af ombygningen som rummer café, postkontor og museumsbutik.

Som museum for kommunikation kommer vi til at beskæftige os med, hvad det betyder for mennesker, at vi er borgere i en verden fuld af kommunikation. Vi ønsker at sammensætte en museumsoplevelse som med udgangspunkt vores hverdag giver perspektiver, inviterer til debat og dialog og ruster vores gæster til at manøvrere i en overkommunikeret verden. Vi er lykkedes med vores ærinde, når vores gæster går fra museet med en erkendelse af, at al kommunikation er redigeret, og at man, hver gang man indgår i en kommunikationssituation, er del af et system, hvor vi vil hinanden noget med en hensigt. Med den erkendelse i baghovedet kan den enkelte afkode hensigten og vil være bedre rustet til at gennemskue og derved mestre situationen.

Det græske ord "Enigma" betyder gåde. (Detalje fra det gådefulde "Rainbow Portrait", Wikimedia Commons.)

Det græske ord "Enigma" betyder gåde. (Detalje fra det gådefulde "Rainbow Portrait", Wikimedia Commons.)

Ordet ENIGMA er græsk og betyder gåde. Gennem vores mange aktiviteter på museet er det præcis vores hensigt at bidrage til, at vi alle bliver bedre til at aflæse hverdagens kommunikationsgåder. Samtidig er vi jo så heldige, at vi i vores samling har en ENIGMA-maskine, som er den kodemaskine, som blev brugt under 2. verdenskrig – og helt nye undersøgelser har påvist, at vores maskine er den ældste der findes i verden.

ENIGMA ejer verdens ældste marine ENIGMA-maskine

Sammen med et team internationale eksperter, har vores forskningsafdeling for nylig konstateret, at den ENIGMA-maskine som indgår i museets samlinger er en virkelig raritet: nemlig verdens ældste marine ENIGMA, fremstillet for den tyske Kriegsmarine i 1934. Det drejer sig om en såkaldt M1 der blev produceret i 611 unikke enheder, i dag kender vi kun til 3 bevarede eksemplarer. Den ældste af disse befinder sig altså på ENIGMA – Museum for post, tele og kommunikation. Den blev opfanget i en fiskers net i 1992 ved indløbet til Flensborg Fjord. Museets forskningsafdeling vil grave dybere i omstændighederne omkring selve fundet i løbet af det kommende år og selvfølgelig vise resultaterne, når museet genåbner.

Museet popper op i lukke-perioden

I løbet af ombygningsperioden dukker museet op i mindre format forskellige steder. Første gang var lørdag den 9. april kl. 14-16, hvor vi inviterede til housewarming i de nye lokaler. Gennem en lang række samtale-aktiviteter inviterede vi til bl.a. debat med redaktør Emma Holten om, hvor grænsen går for hvad der er privat og offentligt på de sociale medier, men også til samtale om, hvornår det er ok at have telefonen med på middagsbordet eller hvad vi mister, når vi ikke længere kommunikerer med hinanden pr. brev.

Hold øje med vores facebook-side, hvor vi løbende fortæller om vores pop-op aktiviteter.

 

Læs også

No items found.
Til Bloggen

Mere

Til Bloggen

Nyheder