Hvad er sandhed?

Hvad er løgn?

Hvad er empirisk dokumenterbare kendsgerninger – og hvordan forholder de sig til fortolkninger, subjektive vurderinger og fordrejninger?

Det er svære filosofiske spørgsmål, som vi har grublet over siden civilisationens tidligste morgenstund.

Sandhedens komplicerede, ofte undflyende væsen har altid hjemsøgt filosofien, i hvert fald siden Sokrates i 400-tallet f.kr. kunne konstatere, at det eneste han i filosofisk forstand kunne være bundsikker på, var hans egen bundløse uvidenhed.

Et andet, mere nutidigt og politisk eksempel, er når Rudy Giuliani – advokat for den amerikanske præsident Donald Trump – forklarede for en måbende journalist på CNN, at ”the truth isn’t the truth”.

Den konkrete sag handlede om, at Trump ifølge Giuliani ikke borde tvinges til at afgive vidneforklaring i forbindelse med Robert Muellers store udredning af den russiske indblanding i præsidentvalget 2016.

Sandheden og den fragmenterede historiske virkelighed

For en historiker som undertegnede, er sandhedens iboende kompleksitet både en videnskabelig grundforudsætning og daglig realitet.

Vi som arbejder med fortidens efterladenskaber, er smerteligt bevidste om, at sandheden altid kan betragtes fra forskellige sider – og at vi aldrig kan nå hele vejen frem til den endegyldige sandhed om en historisk begivenhed eller proces.

Tænk på Stockholms blodbad, indførslen af enevælden eller Napoleons vej til magten. Tænk på udbruddet af første verdenskrig, Kanslergadeforliget i 1933 eller den amerikanske månelanding i 1969.

Det er forløb og begivenheder, som har haft stor betydning for, hvordan historien efterfølgende har udviklet sig. Men det som historikeren konkret har at arbejde med, i sin jagt efter viden om disse for evigt tabte øjeblikke, er kun stumper, fragmenter og – i bedste tilfælde – falmende erindringer.

Det er kompliceret og ofte frustrerende detektivarbejde, der uundgåeligt giver plads til antagelser og fortolkninger.

Benægtelse af fakta er uvidenskabeligt

Alligevel er der ingen seriøs historiker, der benægter eksistensen af den historiske virkelighed.

Og det som vi historikere siger eller skriver skal vurderes som værende mere eller mindre korrekt – sandt eller falskt – i forhold til disse empirisk verificerbare forhold.

Et muligvis lidt ekstremt men alligevel klargørende eksempel, er den skandaliserede franske litteraturhistoriker Robert Faurisson, som konsekvent benægtede eksistensen af de nazistiske gaskamre, og – i forlængelse af dette – det nazistiske folkedrab på 6 millioner jøder.

Altså: tvivl og kildekritik er historikerens vej til sandheden, men at opgive tron på verificerbare fakta – på at der er en dokumenterbar, ikke-subjektiv virkelighed ”derude” – er decideret uvidenskabeligt. Det fjerner grundlaget for rationale argumenter og kritisk granskning af andres påstande.

Og det gælder ikke kun i historikernes andedam.

Benægtelse af fakta er også skadeligt for demokratiet.

Løgnen som politisk våben

Som den amerikanske historiker Timothy Snyder skriver i sin analyse af tyranniets væsen, er det en historisk kendsgerning at tyranner, autokrater og folkeforførere lyver.

Ja, de lyver systematisk og modsiger gladelig dokumenterbare kendsgerninger.

Derfor, skriver Snyder, var sandheden i diktaturstater som Nazityskland og Sovjetunionen ikke bestemt af fakta, men af de ”orakelsvar” som de pågældende regimer leverede.

Orakelsvar, der var baseret på tro og følelser, i stedet for dokumentation og rationelle argumenter.

Konversation mellem britiske sømænd på en flåde, tydeligvis efter et tysk torpedoangreb: ”Hør du hvad de siger på radioen, John?”, ”Ja, Churchill siger at vi stadig behersker havene.” (Fra forsiden af det tyske humormagasin Simplicissimus, februar 1940.)

Sort og hvid propaganda

Den bevidste opløsning af sandheden har ingenlunde været begrænset til indre forhold i de europæiske diktaturstater.

I perioden omkring 2. verdenskrig var æteren over Europa fyldt af såkaldt ”sort propaganda”: skjult propaganda, der blev sendt på modtagerlandets eget sprog og oftest var væsentligt mindre bombastisk end den officielle, ”hvide” propaganda.

Den sorte propaganda fra Berlin og Moskva, udgik ofte fra den fiktive præmis, at afsenderen var en sandhedssiger fra folkedybet – fx i Danmark, Sverige, Storbritannien eller Frankrig – der talte de demokratiske magthavere imod.

I Storbritannien var premierministeren Winston Churchill en yndet måltavle for denne type af propaganda. Hans bohemiske levevis blev udmalet som ukristen og dekadent, og hans udenrigspolitik styret af en uhellig alliance af ’jødisk-kapitalistiske’ og kommunistiske interesser.

Desuden, påpegede de skjulte propagandamagere, var Churchill fuld af løgn; af forræderiske, velformulerede og farlige løgne om demokratiets fortræffeligheder, Nazitysklands uhyrligheder og den britiske befolknings vilje og evne til at yde nazismen modstand.

Undgå at benægte verificerbare fakta

Men hvad betyder dette for os i dag? Hvordan kan vi bruge disse refleksioner om sandhed og løgn til at styrke vores modstandskraft mod falske nyheder i den digitale tidsalder?

Jo, mit overlevelsestips #3 handler om at forsvare selve sandhedsbegrebet og stå fast ved eksistensen af dokumenterbare kendsgerninger.

At sandheden er kompleks, betyder nemlig ikke, at der eksisterer alternative sandheder eller alternative virkeligheder. Således:

Undgå at benægte sandhedens eksistens – accepter eksistensen af empirisk verificerbare fakta.

Det er naturligvis naturligvis lettere at sælge en løgn – også store, samfundsomstyrtende løgne som forestillingen om en hemmelig jødisk verdenskonspiration – hvis der alligevel ikke er nogle, der i forvejen tror på eksistensen af en objektiv sandhed.

Derfor bør hverken seriøse historikere eller ansvarstagende samfundsborgere benægte eksistensen af en ikke-subjektiv, dokumenterbar virkelighed.

I hvert fald ikke hvis de værner om demokratiet og den frie, saglige og demokratiske debat.

Fortsættelse følger.