Amerikansk advarsel mod fjendtlig propaganda, brugt i årene 1941-1945. (Wikimedia Commons.)

Fake news, junkmedier, weaponized narratives og hadefulde påvirkningskampagner af uklar oprindelse – spøgelserne i nutidens digitale vildmark hjemsøgte også de europæiske lande i den første mørke halvdel af det 20. århundrede.

Nu er naturligvis både propaganda og misinformationsspredning fænomener med dybe historiske rødder. Tænk fx på den dansk-svenske konflikthistorie eller reformationstidens kampe mellem protestanter og katolikker.

Alligevel vil jeg vove pelsen og hævde, at 1. verdenskrig var den store ”game changer” i processen – i denne ligesom i så mange andre sammenhænge.

Under ”Den Store Krig” 1914-1918 blev der nemlig udviklet nye, ofte meget subtile former for propaganda. Altså skjult propaganda, der ikke sjældent var maskeret som almindelige nyhedstelegrammer, som blev formidlet til avisredaktioner over hele verden via de transnationale telegrafnetværk.

Det kunne fx være nyhedstelegrammer fra fronten, med bias for nogle af de krigsførende stormagter, og hvor modstandersiden blev beskyldt for massakrer og overgreb.

Men det kunne også være ideologisk propaganda, der støttede enten demokratiske eller autoritære strømninger og systemer, inklusive det sammensurium af revolutionære forhåbninger, som genereredes af den russiske revolution i 1917.

Og det var en udvikling som fortsatte gennem hele mellemkrigstiden og den anden fase af verdenskrigens götterdämmerung i 1939-1945.

At hetze opinionen til krig og had

Den skjulte propaganda var ikke mindst et problem for de lande i Europa, der kæmpede for at holde sig udenfor stormagternes dødedans.

Lande som Danmark, Norge og Sverige.

Under 1. verdenskrig indledte de skandinaviske lande et tæt samarbejde for at bekæmpe det, man kaldte for ”skadelig propaganda”.

I september 1918 mødtes fx topfolk fra de tre landes telegrafdirektorater og udenrigsministerier i Stockholm for at drøfte den alarmerende udvikling på propagandaens område. Det, som bekymrede, var ikke mindst den nye type af ”propagandavirksomhed”, der arbejdede med ”mere eller mindre tilrettelagte, og ofte fra grumsede kilder stammende fremstillinger” med det formål at ”påvirke eller ligefrem hetze den neutrale opinion”.

Censur og overvågning

Den fællesskandinaviske kamp mod udefrakommende propaganda resulterede i omfattende censur og overvågning.

Mange journalister og andre, som myndighederne mistænkte for at være påvirkningsagenter, endte på særlige sorte lister over individer og organisationer, hvis kommunikation med omverdenen skulle holdes under særligt omhyggelig observation.

Parallellerne til nutiden er åbenlyse.

Selv i vores demokratiske del af verden er der i dag voksende krav fra politisk hold om forskellige former for digital censur for at forhindre spredning af falske nyheder og andre samfundsskadelige påvirkningskampagner.

Men selv i perioden omkring 1. verdenskrig – hvor demokratiet endnu befandt sig i sin spædbarnsfase – var der blandt skandinaviske politikere og myndigheder en bevidsthed om, at censur og overvågning udgjorde tveæggede sværd i kampen mod den skadelige propaganda.

Ikke mindst kunne indgrebene være kontraproduktive ved at styrke sympatierne for de antidemokratiske strømninger, som myndighederne prøvede at bekæmpe.

Fx var svenske myndigheder meget skeptiske med hensyn til at bruge telefoncensur – afbrydelse af telefonsamtaler med uønsket indhold – som værktøj mod spredning af revolutionære budskaber i de urolige år 1917-1918.

Telefoncensur brugtes i samtlige skandinaviske lande under 1. verdenskrig til bekæmpelse af spionage og ”u-neutral propaganda”, men i forhold til de revolutionære stemninger var man bange for at den åbenlyse brutalitet i en afbrudt telefonsamtale – til forskel fra den mere diskrete telegramcensur – ville kunne virke som benzin på bålet.

Modstand som personligt ansvar

Hvilke lærdomme kan vi så drage af dette? Hvordan kan disse perspektiver fra verden af i går hjælpe os med at navigere gennem nutidens mediestrømme?

Jo, det handler om at erkende informationskrigens realitet – og at vi lever i en tid, hvor propaganda og samfundsnedbrydende misinformationsspredning delvist udvisker skellet mellem krig og fred.

Vi befinder os altså i en situation, hvor vores personlige ansvar for demokratiets overlevelse igen er blevet smerteligt præsent.

Fremtiden er jo et uskrevet ark, men som borgere og mediebrugere må vi erkende, at vores egen samtid meget vel vil kunne få en status som kritisk ”tipping-point” i fremtidens historiebøger – som et afgørende tidspunkt, hvor vi som samfund stod ved skillevejen og stadig havde mulighed for at vælge retning.

Hvis det viser sig at være tilfældet, vil fremtidens historikere sandsynligvis også være enige om at ”de”, som levede i 2019 – altså dig og mig og alle andre – havde et personligt ansvar for de valg, der blev truffet, politisk og moralsk.

Og det må blive mit overlevelsetips #2 i forhold til truslen fra de falske nyheder:

Undgå passiv ”kollaboration” i forhold til fake news og påvirkningskampagner – omfavn i stedet dit personlige (moralske og politiske) ansvar til at gøre modstand.

Altså: vi kan vælge at lade os blive styret af mediestrømmene og risikere at blive ufrivillige påvirkningsagenter i kløerne på diverse suspekte aktører.

Eller også kan vi vælge at tage vores ansvar til at beskytte demokratiet og den frie opinionsdannelse imod disse nedbrydende strømninger og aktører.

Fortsættelse følger.