I krig og kærlighed gælder alle kneb siger man. Det kunne også være postkontrollør Christian Erlunds motto. Hans efterladte papirer fortæller om et tarveligt kneb der efterlod en modstander i svære hjertesorger.

Et af Christian Erlunds breve på formfuldendt fransk til frøken Bülow. I oversættelse lyder teksten således:"Frøken BülowDe bliver sikkert meget forbavset over at modtage et brev uden underskrift. Men frøken tilgiv denne dristighed for jeg gør det ikke med nogen anden hensigt end en rimelig og from påskønnelse af Dem og hans excellence Deres hr. fader da jeg er en gammel tjener af Deres hus. Jeg har hørt og opdaget og man taler temmelig dristigt derom at De frøken skal giftes med hr. general Ranck i hans højhed Prinsens af Hessens tjeneste.Jeg er meget forundret over at De vil ..."

Conrad von Ranck var en succesfuld general og diplomat for den svenske regering. Den hessisk-fødte adelsmand var hovedarkitekten bag forhand-lingerne om den svenske arveprinsesse Ulrike Leonoras giftermål med den hessiske prins Fre-derik senere konge; et ægteskab af stor politisk betydning. En "giftig og svoren ærkefjende af Dan-mark" skriver Christian Erlund om Ranck i sin selvbiografi.

Under Store nordiske Krig hvor al svensk post gennem Danmark var blokeret benyttede de sven-ske diplomater sig af de hollandske og franske ambassadørers kuverter til at sende deres breve gennem Danmark med det danske postvæsen - og til at føre personlige korrespondancer. Herunder kærlighedsaffærer. Det skulle vise sig at være en dårlig ide for Conrad von Ranck. Alle diplomatbre-vene blev i al hemmelighed åbnet og læst af Christian Erlund på Københavns postkontor.

Et hemmeligt frieri ...

Her opdagede Erlund i februar 1715 et ægte frier-brev fra von Ranck til den hannoveranske general-løjtnant Bülows eneste datter. Trænet som Ranck var til at føre hemmelige korrespondancer havde han udviklet en sindrig måde til at korrespondere med pigen han ønskede at tage til hustru. Frier-brevene sendte von Ranck først under den hol-landske ambassadørs kuvert til Hamburg derfra "ved en købmand meget kendt og berømt i en konvolut med overskrift: Dette brev skal bestilles hos fru Wittib Heüern at afgive på Markedsgaden i Hr. oberstløjtnant Stechgaums hus i Hannover; i denne kuvert er der endnu en konvolut til made-moiselle Cathrina Öhlgarten forseglet i Hannover og i denne anden konvolut befinder brevet til frøkenen sig". Med samme postgang sendte von Ranck de sædvanlige kærlighedsbreve til sine elskerinder i Haag men med andre budbringere naturligvis.

... og en simpel ombytning

Erlund frygtede at partiet ville drage den stærke og indflydelsesrige hannoveranske general for langt i svensk retning til skade for den danske krone for som han skriver. "Da jeg nu opdagede at general Ranck på den ene side på dette tidspunkt skrev hemmeligt uden faderens vidende gennem kammer-pigen [...] i Hamburg; og på den anden side samtidig skrev de skammeligste horebreve til to af hans efterladte maitresser i Haag; så tog jeg engang en af disse hæslige skrivelser lagde den i frøken Bü-lows kuvert og sendte samme af sted til den førnævnte adresse [i Hamburg] godt og vel konditioneret [må betyde: forseglet så ingen ville fatte mistanke] mod Hannover hvorimod jeg sendte brevet der var tiltænkt frøkenen til de liderlige horer i Haag vel og godt affærdigede".

Ingen kunne altså tro andet end at den uheldige bejler var kommet til at bytte om på kuverterne som understreger Erlund var forseglet med allerstørste omhu så der ikke var "den ringeste beskadigelse at bemærke". Knebet lykkedes skriver han. Elskerinderne blev rasende over at se sig tilsidesat mens "frøken Bülow som en fornem og dydig person oprørtes dybt over general Rancks letfærdige skrivestil".

Erlund omtaler konsekvent generalens elskerinder som "liderlige horer". I starten af 1700-tallet var det dog nærmest reglen for en højadelig mand af von Rancks status at have elskerinder lige som vi kender det fra de danske konger. At vedligeholde en amourøs korrespondance var en vigtig del af forholdet til maitresserne. Udateret kobberstik efter maleri af Jean-Baptiste Greuze (1725-1805).

Propaganda eller dårlig vittighed?

Det mest overraskende ved sagen er at Erlund valgte at give sig til kende. I hans beslaglagte pa-pirer findes kopier af breve han sendte til både general Bülow og til generalens datter hvor han forklarede sagen og advarede mod den svenske "libertiner". Af brevene fremgår det at han har kendt generalen. Han refererer gentagne gange til sig selv som "en gammel og meget ydmyg tjener af eders excellences hus" men han kender tyde-ligvis mest generalen gennem korrespondancer. Den grove indblanding retfærdiggør han ved at von Ranck havde ført en hemmelig korrespondance med pigen - og Erlund tilføjer over for faderen at "Monsieur Ranck har fundet glæde i at bedrage over ti unge piger hvoraf han stadig har to i Haag som han adspreder sig med". For en sikkerheds skyld nævner Erlund at han selv har været gift i over ti år og derfor ingen personlig interesse har i pigen. Pigen fortjener en tysker ikke en "svensker som i 25 år har rendt som de unge libertinere". Den subtile sammenkædning af nationalitet og dydære kan umuligt være gået hannoveraneren forbi og heri ligger vel den egentlige forklaring på Erlunds brev: Han har uden tvivl selv opfattet hele intrigen som en antisvensk propagandamanøvre der kunne bruges til at fremstille svenskerne som falske upålidelige og utugtige. Et noget tyndt på-skud.

Ombytningen af brevene kan vel også have været en slags meget grovkornet spøg fra Erlunds side møntet på det danske hof hvor han har ment at man ville få sig et godt grin over den uheldige sven-sker og lægge endnu mere mærke til den snu postspion. Derfor bragte han også historien i sin selvbiografi.

Et spøgelse ved nattetide

Om Conrad von Ranck siger man i øvrigt at han går igen ved nattetide omkring herregården Bloms-holm i Bohuslän hvor han boede. Han så sin egen søn drukne og døde i forsøget på at redde søn-nen. Gift blev han altså - i juni 1718 men med Anne Meta von Schlitz. Ridende på en brun hest ulasteligt klædt med paryk og trekantet hat møder han nu forbipasserende ved nattetide og advarer om forestående ulykker og om hvordan man kan slippe for ulykkerne. En tilsvarende forudseenhed kunne have reddet ham fra hjertekvaler i 1715.