Fra slutningen af november 2010 begyndte aviserne at skrive om de store problemer posten havde med at bringe breve rettidigt ud. Isglatte eller snefyldte fortove og veje bremsede postudbringningen. Biler sad fast cykler skred ud og vi vågnede op til noget så sjældent som naturkræfterne der spillede vores ellers så velregulerede samfund et puds. Vinteren har altid været en stor udfordring for posten der gennem tiderne har forsøgt sig med mange fantasifulde løsninger.

På en mørk stormfuld vinterdag i 1735 for postrytteren vild et sted mellem Slesvig og Flensborg. Både han og hesten omkom. Så tragisk går det yderst sjældent men postvæsenets historie er til gengæld fuld af historier om forsinkede breve væltede eller fastkørte køretøjer og iskolde postmedarbejdere.

Slæde konstrueret 1893 af vognfabrikant Lykke i Løgstør beregnet til at køre på strækningen Løgstør-Hobro. Slæden er skabt som en kopi af tidens lukkede postdiligencer. Det er dog tvivlsomt om den blev taget i brug på netop den rute for samme år åbnede jernbanen mellem de to byer og postdiligencekørslen ophørte.

Passagertransport med kælk eller slæde

Inden jernbanernes tid fra midten af 1800-tallet stod postvæsenet for de eneste offentlige transportmidler og helt op til 1912 skrumplede postdiligencerne af sted med passagerer. Passagertransporten var utvivlsomt den mest følsomme del af postens service når det gjaldt sne og is.

I den hestetrukne periode var vinteren en farlig tid for såvel postillonen som hans passagerer. Postdiligencer og andre vogne kunne let skride ud køre fast eller vælte - og så var det ikke rart at sidde i den uopvarmede vogn. Postvæsenets ledelse var opmærksom på problemet og tillod postmestrene at hyre vognmænd med slæder.

I foråret 1816 skrev generalpostdirektøren til opsynsmanden ved befordringsvæsenet i Køge og bad ham undersøge hvor mange vognmænd i byen der kunne påtage sig at køre passagerer breve og pakker ud med kælk eller slæde - helst kælk. Det lyder mystisk i vore ører hvor ordet "kælk" forbindes med noget børn leger med i sneen; noget man selv trækker. Men i starten af 1800-tallet havde ordet oftest betydning af to meder der blev fastspændt under vognfadingen på hestevogne. Den helt store fordel var at så kunne transporten være overdækket og langt mere komfortabel for passagererne.

De fleste vognmænd i Køge har dog nok foretrukket at bruge de hestetrukne slæder eller kaner for i november skrev postledelsen atter til befordringsvæsenets opsynsmand i Køge og bifaldt at de vognmænd der ikke havde kælke måtte benytte slæder.

Trillevogn Marstal 1907. Rarere at trække om sommeren end om vinteren!

Pakkepost på slæde

I vore dage ser vi mest til de stakkels postbude der kæmper sig gennem sneen belæsset med breve. Men langt værre var det for 100 år siden for dem der skulle udbringe postpakker. I en tid hvor automobilerne endnu var sjældne - og de moderne hestetrukne faktagevogne endnu ikke var indført overalt - foregik pakkepostens udbringning oftest på trillevogne. De var både besværlige og tunge at trække gennem sne og is. I 1891 henvendte postmesteren fra Maribo sig til postledelsen med en bøn om 20 kr. til at indkøbe en slæde til udbringning af pakkerne. Og i 1918 skrev postforbundet (postbudenes fagforening) til Generaldirektoratet for Postvæsenet og klagede: "umenneskeligt må det kaldes at forlange postbude til om vinteren i storm og snefog at foretage omdeling af pakkepost med trækvogn".

Funchvogn Grenå o. 1910. Ifølge postledelsen lige så god som en slæde om vinteren.

Postledelsen svarede beredvilligt at man så positivt på anskaffelsen af postslæder men i et nyt svar fra året senere tvivlede direktoratet på nytten af slæder. Der var nemlig kommet et nyt produkt på markedet de såkaldte "funchvogne" som var lettere end de gamle trækvogne og bl.a. udstyret med cykelhjul og kuglelejer. Postledelsen skrev også at der for indeværende kun var 16 postkontorer i landet der havde slæder. Så behovet kunne vel ikke være stort?

Postslæden fra TaastrupSpørgsmålet er hvor mange hjemmeflikkede løsninger der var i gang rundt omkring i landet? Museets billedsamling indeholder flere billeder af landpostbude der har skaffet sig hestetrukken kane eller af private der giver posten et lift per slæde. Billederne går helt op til 1960erne.

Der findes flere små slæder blandt museets genstande. Den flotteste dukkede op da postmester J.C. Christensen ryddede op i kælderen under Taastrup Postkontor i 1971. Postmesteren tilkaldte lederen af Post- og Telegrafmuseet Arne Morell Nielsen der registrerede det fine fund. Slæden bar Christian 10.s monogram og kunne dermed dateres til perioden 1912 til 1947.

Den fine postslæde fra Taastrup fotograferet på museets daværende magasin sammesteds. Slæden er fra 1912. Fotograf: Kjeld Andersen.

Filatelisten Peter Schweizer fattede i 1991 interesse for slæden og satte i samarbejde med Dagbladet Roskilde Tidende en undersøgelse i gang for at finde ud af om der blandt læserne fandtes nogen der kunne hjælpe med at afdække slædens historie. Svarene tydede på at der havde været flere slæder i brug og forvirringen var først stor: I 1920erne havde det gigtramte postbud A.P. Lange fået lov til at anvende en slæde om vinteren til udbringning af almindelige breve på turen til Sengeløse. Hest og slæde var dog for egen regning. Den fine "officielle" slæde med det kongelige monogram fik en postmester i Taastrup imidlertid lov til at anskaffe for postvæsenets regning allerede i 1912.