Midt på Købmagergade ligger et hus der i årtier var knudepunkt for teletrafikken i Danmark og hvis byggesten blev lagt i årene efter 1. verdenskrig. siden Post & Tele Museum for 10 år siden flyttede ind i de historiske lokaler har alle fået mulighed for at færdes i rum der tidligere var forbeholdt ansatte inden for telegrafi telefoni og radiofoni.

Bag denne facade satte det officielle Danmark i mellemkrigsårene fart på kommunikationen med anvendelsen af den nyeste teknologi. Huset rummede nemlig Danmarks Stats-Telegraf.

„Den lille intelligente Telegrafetat"Sådan kaldte Edvard Brandes engang nationens hårdtarbejdende og ringe betalte telegrafister og det var endda før 1. verdenskrig for alvor satte skub i telegramtrafikken. Fra nogle få lokaler i den gamle postgård i Købmagergade ekspederede telegrafi-ster den nationale og internationale korrespondan-ce i døgndrift. 363 mænd og kvinder arbejdede på skift i 30 timers vagter tre gange ugentligt i krigens første år. Intet under at sygefraværet var højt: 11 dage per mand og 26 per kvinde i 1914.

Ni år i byggerod

Telegrafpersonalet var ikke i tvivl om årsagen til de mange sygedage: Lokalerne i postgården var for trange uhygiejniske og mørke og luften blev for-pestet af gas- og petroleumslamperne. I 30 år havde man kæmpet for nye lokaler. I 1915 kom der endelig fokus på problemet og arkitekt Andreas Clemmensen (1852-1928) fik i opdrag at skabe nye lokaler til Statstelegrafen. Han er ophavsmanden til postgårdens nabo den musegrå „barok"-bygning med side- mellem- og forbindelsesfløje der forbandt postlokalerne med de nye telegraflokaler.

Over indgangen til Købmagergade 37står i sandsten: DST.(Danmarks Stats-Telegraf).

Byggeriet påbegyndtes 1917 indviedes 11. april 1923 og var færdigt i 1925. Det tog ni år at opføre hen over hove-derne på de arbejdende telegrafister og postfolk. Kom-mentarerne var mange og spydige undervejs; statsrevi-sorerne konkluderede: Det havde uden tvivl været hurti-gere billigere og bedre at bygge nyt.

Bag låste døre

To gamle gavlhuse (Købmagergade 35 og 37) var faldet for det ny barokhus. I det ene (nr. 37) havde publikums adgang til telegramindleveringen været. Det blev også tilfældet i Clemmensens hus blot var indleveringen nu placeret i en indre overdækket gård der modsvarede postgårdens nye ekspeditionslokale: Køreporten i pos-tens røde palæ var blevet til en trappe op til en overdæk-ket indre gård hvor ovenlys og søjler på murværket tog vel imod publikum.

På indvielsesdagen i 1923 kunne overtelegrafist Abrahamsen understrege over for den indbudte presse at den som offentlighedens repræsentanter for første gang i etatens historie nu ville blive budt på en rundvisning BAG indleveringen - bag de døre der på grund af telegramhemmeligheden altid havde været låste „det lukkede Land" for publikum. Vi går med.

Wheatstonesalen en travl konfirmations-søndag i 1936.

Automat-telegrafi

Statstelegrafens nye hovedsæde rummede tre afdelin-ger: Telegrafen Telefonen og Regnskabsafdelingen. Telegrafen var storebror og indtog de to nederste etager i den nyopførte tværbygning der strakte sig fra Valken-dorfsgade til Løvstræde og lå bagved og parallelt med postgård og barokhus. Huset er opført i ren jernbeton og det mærkes på akustikken den dag i dag. Personalet var heller ikke begejstrede dengang for larmen fra de auto-matiske telegrafiapparater var øredøvendemen pressen var imponeret.

Den elektriske telegrafi havde for længst omspændt kloden og fingeren på morsenøglen havde fået hjælp. Allerede fra begyndelsen af århundredet havde man gradvist ladet „Wheatstones automatiske tele-grafsystem" afløse det langsommere håndarbejde ved morsenøglerne. Nu hulledes („punchedes") en papirstrimmel der både kunne afsendes og gengives hos modtageren per automatik. Og endnu en maskine kunne skrive hullerne ud som klartekst.

Telex i svøbStørre firmaer havde siden 1908 kunnet få direkte telegrafforbindelse med Købmagergade og via „ty-petryk-apparatet" kunne de udveksle læselige telegrammer med Hovedtelegrafstationen. En lang-sommelig - og bestemt ikke lydløs - teknologi der i 1932 måtte vige pladsen for „fjernskriveren" hvis enkle funktionalitet blev en sand revolution: Telegrafpersonalets væsentligste kvalifikation blev evnen til hurtig blindskrift - og fjernskriverabonnenter kunne via de første telexnet kommunikere direkte med hinanden.

Stats- eller Rigstelefon

I husets øverste etager fik Statstelefonen nye faciliteter. Først under 2. verdenskrig ændredes navnet til Rigstelefonen men funktionen var den samme: Etablering af telefonsamtaler mellem de regionale telefonselskabers områder samt med udlandet. Her imponerede især „Interurbansalen" på 4. etage. Fra et hævet podium midt i den lange sal overvågedes de mange damer der styrede den regionale og internationale samtaletrafik. Den smukke sal anvendes i dag til særudstillinger.

Kammersanger Emil Holm synger Mus-sorgskijs "Humlebien" i 1924. Pianisten er Viktor Fischer. Studiet blev kaldt "den om-vendte flødebolle" og lå i stueetagen på hjørnet af Købmagergade og Løvstræde. Lokalet er i dag indrettet til kontor.Fotograf: Tage Christensen Politiken

Her fødtes Danmarks Radio

Det nye hus i daglig tale Hovedtelegrafstationen havde plads til eksperimenter. Radiokommunikation var belagt med strikte statslige begrænsninger men da man i Eng-land lagde ud med at anvende radioen til underholdning i 1920 blev radiofoni hurtigt det hotteste en udbyder af teletjenester kunne tilbyde publikum. Derfor fik dansk ra-diofoni studier forstærkerrum og administration i Stats-telegrafens nye hus. Med Radioordningen af 1925 blev tjenesten lagt under Statstelegrafen og et programan-svarligt Radioråd og radiomodtageren blev den tekniske nyskabelse der til dato har fået den hurtigste udbredelse i Danmark - i tæt konkurrence med mobiltelefonen.

Radioen flyttede i løbet af få år til andre og større lokaler men endnu kan vi i Købmagergade 37 bese de tidligste radiofoniske relikter og de lokaler hvorfra kammersan-ger Emil Holm m.fl. underholdt de danske radiolyttere. Som et af tidens blade bemærkede: Gullashtiden var ble-vet afløst af Radiotiden - og det skete selvfølgelig fra kom-munikationens hjertekammer i Købmagergade.