De ældste dele af museumsbygningen på Købmagergade – som vi snart skal forlade – stammer helt tilbage fra 1729, hvor bygningen blev opført efter Københavns brand. Men historier om stedet og de nærliggende områder går endnu længere tilbage.

Når man har til huse i en så gammel bygning, der er beliggende i en endnu ældre by, så kan man være sikker på at der gennem tiden er sket lidt af hvert på adressen. Myter og rygter er der i hvert fald

Indpakket mannequin eller en slumrende mumie? Eller noget helt andet? Det kræver stærke nerver at pakke en udstilling ned.

nok af. Da halloween er lige på trapperne, vil vi servere et par af de bedste såkaldte urban legends og andre gode historier, som passer til efterårsmørket, og som måske kan give myrekryb og gåsehud næste gang man passerer museet en mørk, blæsende efterårsnat.

I middelalderen var de sanitære forhold ikke på højde med dem, vi ser i dag. København var fyldt med render og åbne kloaker. Netop sådan en åben kloak løb igennem Købmagergade. Indbyggerne kaldte den for Rosenåen, og det var med god grund – vandet i den åbne kloak var altid rødt af blod. Det var nemlig i Købmagergade, eller Kjødmangergade som de lokale kaldte den, at de københavnske slagtere holdt til, og når de skulle gøre rent i deres slagteboder smed de alt affaldet fra slagteriet i rendestenen. Således flød en lind strøm af blod og indvolde ned gennem gaden. Et syn som man næsten ikke kan forestille sig i dag.

I kælderen under museet er der mange rum og gange, som man nemt kan blive væk i, og der er tilsyneladende sket lidt af hvert i kælderen. Nede i mørket findes der bl.a. et sted som kaldes for ’Griffenfelds kælder’. Det siges at være resterne af Peder Schumachers (Griffenfelds borgelige navn) faders vinkælder. Historierne er mange, og hvad der præcist er sket dernede ved ingen med sikkerhed. Men rygterne siger, at kælderrummet engang har været brugt til fangekælder, og at de fortabte sjæle stadig spøger dernede. Andre fortæller at det er Griffenfeld selv der er vendt tilbage fra eksilet i Trondheim, og nu sidder han dernede og drikker vin. Men vores kælder rummer flere historier.

Den 19. september 1944 blev de danske politikorps arresteret og deporteret af den tyske besættelsesmagt. Knap 1900 ud af de godt 10.000 politimænd, der var i Danmark, blev fanget og sendt i koncentrationslejre. Men mange slap væk fordi aflytningscentralen i Helsingør havde opsnappet tyskernes planer, og derved var mange blevet advaret på forhånd. Men ikke alle blev advaret i god nok tid, så snart blev gode råd dyre. Rygterne vil vide, at en håndfuld betjente befandt sig på Købmagergade da de modtog beskeden om at tyskerne var i gang med at arrestere politiet. Straks fik de den idé at søge ind på postgården, hvor de snuppede flere postuniformer, og herefter bevægede de sig ned i kælderen, hvor de smed politiuniformen og byttede den ud med postuniformen. Nu kunne de snige sig ud og falde i et med dagligdagens omgivelser. Men de gamle politiuniformer har man aldrig fundet. Så måske ligger de et sted i kælderen endnu.

De seneste år har vi nu ikke oplevet så meget drama på museet, men uhyggeligt kan der stadig være i den gamle bygning. Det er let at blive opskræmt, når man bevæger sig rundt ad de mange gange

og trapper, der forbinder hele huset i en labyrint, der ikke altid er let at finde ud af. Går man alene rundt kan man tit høre lyde, som ellers ikke høres i museets åbningstid. Der er små figurer, som vandrer rundt i deres aflåste montre, og ingen ved hvorfor de tilsyneladende går i cirkler, når dem i montren ved siden af ikke har flyttet på sig. De fleste gange kan episoderne forklares med lidt god logik. F.eks. kan man let komme til at tro, at der stadig er glade børn tilstede i enkelte dele af udstillingen på 3. sal. I et kort øjeblik bliver man nervøs for om man har overset nogle gæster. Men døren er jo låst. Da går det op for en, at det blot er udstillingens lydkulisse, der bidrager til stemningen med livagtig børnelatter.

Men når man midt i nedpakningen af museets udstilling er ved at falde over en kasse med et meget livagtigt vokshoved i, eller må opgive at vriste merskumspiben fra den blege og senede mannequinhånd, ligeledes i voks, der holder fast på den; ja, så begynder man unægtelig at se museet som mere skummelt og hemmelighedsfuldt end før. Og selv uskyldige genstande som en pressemodtager fra 1923 bliver decideret uhyggelig når den er pakket ind i silkepapir, bølgepap og bobleplast, og er i selskab med en ligeledes indpakket mannequin, hvis ben og arme ikke kan rettes ud, da den er bygget til at sidde ved et skrivebord