Indimellem er man bare heldig.

Også som forsker.

Og det var nok primært heldet, der styrede mig, da jeg for nogle uger siden nærmest bogstaveligt faldt over en arkivmappe med beslaglagt indhold fra ”de københavnske postbrevkasser” den 9. april 1943.

Altså post, der ikke er blevet befordret til adressaten, eftersom postvæsenet har vurderet den som mistænkelig, ulovlig eller decideret farlig.

Eller som der står på konvolutten:

”Illegale tryksager (12 forskellige udgaver) forefundet i de københavnske Postbrevkasser ved Omkarteringspostkontorets morgentømning den 9. april 1943.”

Pretty darn exiciting for en historiker med hang til hemmelig overvågning og gamle postkasser!

Hitler-karikaturer og kommunistiske modstandsblade

Hvad så med det ”illegale” indhold?

Hvad var det, som ”Omkarteringspostkontoret” havde fundet i postkasserne i den danske hovedstad en morgen midt under anden verdenskrig?

Samfundsfarlig politisk propaganda?

Suspekte medier med voldsforherligende og potentielt radikaliserende indhold?

Tja, måske – alt er jo afhængigt af de øjne, der ser.

Og der er ingen tvivl om, at de opsnappede tryksager var yderst fjendtligt indstillet overfor den nazityske besættelsesmagt i Danmark.

Der var Hitler-karikaturer, modstandsblade som det kommunistiske ”Land og Folk”, nazikritiske svenske avisudklip og banderoller med teksten ”Tysklands nederlag vor frihed”.

Stilhed som modstand

Et af de mere interessante dokumenter er et kædebrev, der ligesom mange af de konfiskerede tryksager fokuserede på dagens ladede dato, den 9. april – altså dagen for den tyske invasion af Danmark.

Ved det tidspunkt var der gået tre år siden den katastrofale begivenhed, og danskerne levede stadig i dens umiddelbare skygge.

Og det fremgår tydeligt fra postkassens indhold, at datoen ikke kun var et åbent, blødende sår, men at den 9. april allerede var blevet til et symbol eller ”erindringssted” for den antinazistiske modstand. Nævnte kædebrev startede med konstateringen, at der var gået ”3 aar siden, Hitler-Nazisterne trods ikke-angrebspagt voldeligt besatte vort land.”

Men trods alt det mørke og grumme, trods voldsmænd, materielle mangler og koncentrationslejre var der også noget positivt, der havde vokset frem under disse tre år, nemlig ”det danske folks bevidste modstand”.

Indeværende 9. april, altså i det herrens år 1943, skulle ”denne danske vilje til selvhævdelse manifesteres i en storstilet, landsomfattende demonstration”, ifølge kædebrevet.

Eksakt klokken 12 på dagen skulle alt arbejde standses, trafikken stoppes og ”al samtale forstumme”.

Om aftenen skulle danskerne afholde sig fra at besøge biografer, restaurationer og andre forlystelsessteder, men i stedet udfolde ”et stilfærdigt masseopbud af spadserende mennesker”.

Bryd ikke kæden!

Kædebrevet afsluttedes med en opfordring til de landsmænd, ”der modtager dette brev” om ikke at bryde kæden, men at afskrive det i mindst fem eksemplarer til familie og venner.

Hvor mange af disse kædebreve, der faktisk nåede frem til sine modtagere, er dog svært at sige.

Den aktuelle postkassetømning har åbenbart kun resulteret i seks kopier, som altså er blevet beslaglagt og videresendt til Generaldirektoratet for Post & Telegrafvæsenet.

Men noget som postkassetømningen tydeligt viser, er, at der hos dele af befolkningen under foråret 1943 var en artikuleret antinazistisk modstandsvilje, og at dette bekymrede aktører indenfor postetaten.

Derudover illustrerer den, hvor vigtig kampen om kommunikationen og de kommunikationsteknologiske kanaler var for besættelsestidens historie.

Og den hemmelige brev- og postkontrol var et vigtigt, men i dag nærmest forglemt våben, sammen med fx telefonaflytning, telegramcensur og kampagner mod private radiosendere.