Vi har netop lukket det vi kaldte museets ”permanente udstilling”. Det vil sige de kronologiske udstillinger som fortalte vores historie fra start til slut – sådan omtrent. Nu er de mange genstande som udgjorde udstillingen ved at blive pakket ned – i flyttekasser, arkivkasser, bobleplast og syrefrit papir; indpakket af hænder iført hvide handsker efter alle museumskunstens regler. Der skal telefonerne, postkasserne, morsenøglerne og uniformerne så vente end stund, mens der uden for kasserne udvikles og bygges et nyt museum og nye udstillinger.

Vi skal flytte - og kulturarven skal ned i kasser.

Post & Tele Museum åbnede i 1998 og siden da har udstillingen stort set uændret fortalt de danske kommunikationsmidlers historie. Altså en mildest talt langtidsholdbar udstilling – men dog ikke permanent! For nogle år siden opdaterede vi afsnittet om det 20. århundrede. Det gik ikke længere at have udstillingstekster, der satte ”webhandel” i anførselstegn og iPhonen var allerede gammel nok til at være historisk. Havde vi gjort det i dag havde vi haft en smartphone-generation eller to mere med og endnu en håndfuld sociale medier at vælge mellem. For historien går så pokkers hurtigt og der bliver, som bekendt, hele tiden mere og mere af den.

Når vi igen åbner kasserne med telefoner og postkasser skal genstandene finde sammen på nye måder. Til den tid skal de nemlig fortælle historier, som vil være påvirket af det der sker i vores verden og samfund fra nu af og til da. Vi har de store linjer på plads, men detaljerne er svære. For hvordan vi kommunikerer er i konstant og hastig forandring. Og det handler ikke bare om kanalerne vi kommunikerer igennem. Kommunikation er nemlig ikke bare postkasser, telefoner eller telegrafnøgler. Nej mest af alt handler det om menneskerne i hver deres ende af postruter og ledninger. Eller overfor hinanden, ansigt til ansigt: ordene de skriver og siger og tankerne bag.

På rejse gennem et øde museumslandskab. Post & Tele Museums "permanente udstilling" er lukket, men endnu ikke slukket.

Og det er her vi skal tænke os godt om. For museumsgenstande er én ting. I deres klimastyrede montrer er de næsten permanente og uforanderlige, men os mennesker og den verden vi går og laver til os selv er i konstant forandring. Så hvordan laver vi et museum og udstillinger, der er relevante for museumsgæster og samfund også om 5 eller 10 år? En ting er sikkert: den permanente udstilling skal nok vænne sig til at være den foranderlige udstilling.

Jeg vil i den kommende tid dele mine tanker om udviklingen af et nyt museum for kommunikation. Spørgsmålene er endnu mange og svarene få. Hvis du har et (spørgsmål eller svar), så tøv ikke med at skrive nedenfor. Jeg er også at finde på Twitter som @martinjohansen.