En studietur til engelske arkiver viste at postspionage var en grundlæggende del af det engelske efterretningsvæsen siden postvæsenets opståen. En skandale om brevåbning rystede landet i 1844. Debatten der fulgte viser paralleller til nutidens terrordebat.

"Det hemmelige kontor" som The London Journal (15.3.1845) forestillede sig det: En sekretær kig-ger ind gennem et lukket brev for at få et glimt af mistænkeligt indhold herefter kopierer manden ved maskinen seglet (ved hammermetoden"). før det varmes op ved ovnen mens den sidste skriver en kopi.

I efteråret 1844 dukkede en ny type breve op på de engelske postkontorer forseglede med klistermær-ker med krokodiller knytnæver og stikkende bier rettet mod de uvedkommende pilfingre - "Paul Prys" - på postkontoret der kunne finde på at åbne brevet.

En politisk skandaleDet hele startede da den italienske politiske flygt-ning Guiseppe Mazzini havde fundet store mæng-der af sine breve åbnet og mistanken rettede sig straks mod det engelske postvæsen. Via det ven-streorienterede parlamentsmedlem T.S. Dun-combe fik han i juni 1844 rejst sagen i parlamentet og der rejste sig et ramaskrig i aviserne. England havde stolte traditioner for at huse politiske flygt-ninge uanset overbevisning og brevåbningen krænkede en dybtliggende værdi i den engelske selvfølelse. Bedre blev sagen ikke af den upopu-lære statssekretær James Grahams arrogante og afvisende optræden i salen. Efter et par uger måtte han nødtvungent nedsætte to undersøgelses-komiteer et i hvert af parlamentets kamre. Nu skulle den engelske postspionage kulegraves.

Paul Pry-konvolut. I midten ses Storbritannien allegorisk fremstillet med en lille slange med "Sir James" hoved på der bugter sig ved fødderne. I siderne ses Paul Pry i fuldt vigør.

KulegravningRapporterne kom allerede i starten af august. Overhusets var på tre sider og nøjedes med at fastslå at brevene var åbnet efter lovmæssigt gyl-dige kendelser fra Graham mens Underhuset i sin rapport undersøgte det historiske grundlag for den lov der tillod statssekretæren at udstede kendelser til hemmelig åbning af breve. Rapporten på over 100 sider dokumenterede at postspionage var mindst lige så gammelt som postvæsenet og i sine anbefalinger støttede den regeringen: I visse sager havde postspionagen hjulpet regeringen til at få et klarere indblik i konspirationernes virkelige omfang og det havde ført til en mere moderat magtudøvelse. En total afskaffelse ville give de kri-minelle og statens fjender et frit spillerum; omvendt ville en mere åbenlys censur af breve føre de kri-minelle til at kommunikere ad andre kanaler. Dilemmaet kender vi stadig. Komiteen anbefalede der-for moderat brug; "at lade det forblive et mysterium om denne magt stadig udøves" var den bedste måde beregnet til at afholde de ondsindede fra at misbruge postvæsenet mente komiteen lidt selv-modsigende.

Konspirationsteorier og vredeHverken regeringens kritikere i parlamentet eller i pressen var imponerede over komiteerne som de opfattede som Grahams hånddukker. Offentligheden var fascineret og frastødt. Konspirationsteori-erne tog over. Aviserne flød over med rekonstruerede beskrivelser af hvordan man forestillede sig postvæsenets hemmelige spioncentraler indrettede og af historier om misbrug. Nogle mente at brødkrummer dyppet i gummivand var midlet til at afstøbe segl andre hældte til teorien om en ham-mer der slog små blyplader ned over seglene og på den måde lavede signeter til nyforsegling. Der gik historier om brevbærere der havde fået lak på tøjet når de bar breve ud til folk fordi postspionerne ikke havde tid til at lade lakken tørre. Eller nyfigne postdamer på landet der havde hele samlinger af segl med hjerter og pile for at få del i "små hemmeligheder".

Lederskribenterne tordnede og i bulderet appellerede de til stolte forestillinger om de liberale værdi-er det engelske samfund hvilede på: Spionage var "ekstremt frastødende for engelske følelser" et fremmed (franskklingende) ord og det var en handling der hørte hjemme blandt "reptilerne" i Wien og St. Petersborg. Krænkelsen af den hellige privatkorrespondance var "en af de mest væmmelige be-skidte æreløse handlinger man kunne gøre sig skyldig i". Postspionage fordærvede sine udøvere - og hvem skal holde øje med dem? Det var som en "smitsom forurening" af moralen.

"Anti-graham-wafers". I midten af 1800-tallet var gummierede konvolutter stadig en sjældenhed og lak var dyrt. Derfor var det ikke usædvanligt at folk lukkede deres foldede breve med en slags oblater såkaldte "wafers". Punch's oblater var forsynet med effekter og små humoristiske tekster om hvad der ville ske med den der uretmæssigt åb-nede brevet.

Krokodiller hummere og andre ubehageligheder

Vittighedsmagasinet Punch gjorde dog om muligt endnu mere skade på regeringens flossede om-dømme da det lancerede den komiske "Paul Pry" en skrutrygget gentleman med høj hat der kigger i brevene. I juli lancerede bladet et ark med "anti-graham-klistermærker" der skulle bide eller klistre til omdømmet på den der forgreb sig på brevet og en tilhørende "anti-graham-konvolut" med billeder af Paul Pry. Med "antigrahamerede" breve skulle folk drukne postvæsenet i mistænkelig post og på den måde kortslutte systemet - helt i lighed med de internetaktioner der fandt sted for et par år si-den i kølvandet på rygterne om den amerikanske efterretningstjenestes snagen i folks private e-mails: Tusindvis af aktivister forsynede deres e-mails med så mange "suspekte" ord som muligt for på den måde at drukne amerikanernes søge-maskiner i irrelevant information.

I vinteren 1845 var presset på regeringen blevet så stort at "The Secret Office" under postvæsenet blev nedlagt. I mange år havde England modsat stor-magterne på kontinentet kun sporadisk adgang til at læse med i folks breve.

Mazzini og storpolitikkenHvad selve sagen om Mazzini drejede sig om kom kun delvist frem; måske havde detaljerne i sagen ændret opinionen for korrespondancer mellem Østrig-Ungarn og England viser at det var repræsentanter fra Wien der havde bedt Graham om hjælp til at opklare en invasion af Italien som Mazzini var med til at forberede. Man frygtede at en større op-stand ville udløse en storkrig mellem Østrig-Ungarn og Frankrig som kunne inddrage England. James Graham mente til sin død at han havde gjort sit land ære.

Dette er den tredje artikel i serien "Brudte segl". De forudgående artikler blev bragt i MuseumsPosten nr. 3 og 4 2005.