De imponerende luftskibe fra første halvdel af det 20. århundrede var blandt meget andet enestående ingeniørbedrifter. Et eksempel herpå er den banebrydende anvendelse af aluminium til konstruktion af deres skrog. Men bag al pragten og medieopmærksomheden var luftskibene også en mærkelig blanding af noget splinternyt og noget meget gammeldags.

Et sjældent billede fra o. år 1900 viser produktio-nen af guldslagerhud. Foto: Royal Engineers Library UK

Udvendigt skeletDe luftskibe som forbindes med luftskibsrejsernes guldalder fra ca. 1910 til 1940 blev grundlæggende konstrueret ud fra én stor ramme. Luftskibenes nu klassiske cigarform var formen på denne store ramme som kaldtes skroget. Skroget og alt inde i det blev beskyttet mod vind og vejr af groft lærred som blev spændt ud over skroget og malet med aluminiummaling for ekstra beskyttelse. Dette var zeppelinerens ydre kendetegn dens ansigt udadtil og da den var 245 meter lang var dette ansigt (som et sådant bør være) imponerende. Det enorme skrog var imidlertid blot en ramme omkring gas-sækkene for det var dem som rent faktisk fik zep-pelineren til at svæve.

Et flygtigt opdriftsmiddel

Som regel brugte man i et enkelt luftskib 17-20 gassække som alle var ophængt i skroget. Når disse var fyldt med brint fik de luftskibet til at svæve. Det kan synes umuligt at en 245 meter lang konstruk-tion med en vægt på op til 230 tons kunne gøres lettere end luft. Men det var brintens enestående og ekstraordinære egenskaber som det letteste element i universet samt selve gassækkenes ligeledes enestående og ekstraordinære kvalitet der gjorde det muligt.

Brint er det letteste grundstof i verden fordi den har det laveste antal kernepartikler i atomet; faktisk kun ét enkelt. Selv om der teknisk set findes bittesmå spor af en masse grundstoffer i luft består den hovedsageligt af to grundstoffer kvælstof og ilt. Et kvælstofatom har 7 protoner og 7 neutroner og et iltatom har 8 protoner og 8 neutroner. Dette betyder simpelthen at brint har en vægtfylde som er mindst 15 gange mindre end luft! Anvendt som løftekomponent er dens lethed stærk nok til at løfte et flere hundrede tons tungt luftskib op i luften. Men fordi brint kun har ét proton har den tendens til at sive ud af alt hvad man forsøger at opbevare den i. Derfor var konstruktionen af gassækkene i luft-skibene en af de mest komplicerede processer i hele luftskibsproduktionen.

Fra bygningen af luftskibet "Bodensee" 1919. De tomme gassække ses tydeligt hængende fra rammen i luftskibets skrog. Foto: Archiv der Luftschiffbau Zeppelin GmbH.

Flyvende blindtarmeSelve gassækkene blev lavet af et materiale som kaldes guldslagerhud. Det er et mærkeligt materi-ale som er et resultat af en lang mystisk og en-gang hemmelig forarbejdningsproces. Anvendel-sen af bladguld går langt tilbage i tiden. Nogle af de tidligste eksempler på bladguld er fundet på de egyptiske faraoners glitrende sarkofager og på græsk lertøj fra det 4. århundrede f. Kr. Fremstillin-gen af bladguld foregår i dag på præcisionsrulle-maskiner men det er noget forholdsvis nyt. Indtil 1960erne blev bladguld udelukkende lavet i hån-den. Selv om der ikke er vidnesbyrd om teknikken tidligere end i det 15. århundrede mener man at teknikkerne der anvendtes i forbindelse med ud-smykningen af faraonernes sarkofager er meget lig dem der anvendtes til op i det 20. århundrede. Bladguldet blev slået af en lille råblok af guld. Dette indebar at man klemte guldet inde mellem en slags fin vellum eller hud som passende kaldtes guldslagerhud. Processen fortsatte indtil 500 guldblade var frembragt. Hvert blad blev adskilt fra hinanden af den beskyttende guldslagerhud. Det færdige bladguld var hvor utroligt det end lyder kun 0000125 mm tykt! At fremstille et stykke bladguld på denne måde er et umådeligt krævende håndværk og en guldslagers højt skattede færdigheder gik i arv fra far til søn. Kun guldslagerne selv kendte den hemmelige og eftertragtede teknik hvormed man forarbejdede huden. Fremgangsmåden og de nødvendige ingredienser blev sjældent skrevet ned.

Guldslagerhud fremstilles af en del af tarmene fra en ko nærmere bestemt det ydre lag af coecum også kaldet blindtarmen eller appendix. De ydre lag af blindtarmen skrælles forsigtigt af i tynde styk-ker ca. 60 cm lange og 25 cm brede. Tarmen dyppes i en mild alkalisk opløsning og fedtet skrabes af med en sløv kniv. Derefter strækkes den rensede tarm ud over en ramme. En bemærkelsesværdig egenskab ved dette materiale er at stykkerne kan føjes sammen mens de er våde ved omhyggeligt at gnide overlapningen mellem to stykker. Mange lag kan laves på denne måde. F.eks. bestod luftski-benes gassække normalt af op til syv lag hud. Det levende væv i stykkerne voksede sammen til en sømløs og brinttæt sammenføjning. At de ud over at være uigennemtrængelige for brint også var lette og meget stærke gjorde dem til det perfekte materiale at fremstille gassække af! Det var imidlertid en meget tids- og arbejdskrævende produktion.

Forsyningen af guldslagerhud ophørte under første verdenskrig og tvang Zeppelin-selskabet til at genbruge materiale fra ældre luftskibe samt anvende en ringere kunstig erstatning til konstruktion af gassækkene. Man antager at mange luftskibe og deres besætning gik tabt under krigen pga. gas-sækkenes dårlige kvalitet.

Utrolige mængderLuftskibenes gassække var store sager! For eksempel havde Hindenburg en gaskapacitet på næsten 212.000 kubikmeter. Så det siger sig selv at man behøvede utrolige mængder guldslagerhud hver især møjsommeligt fremstillet i hånden og sat sammen. Da man desuden kun kan lave to stykker guldslagerhud af blindtarmen fra en ko er det klart at der krævedes en ufattelig masse køer for at imødekomme efterspørgselen fra luftskibsindustrien!

Man fik tarmen som et biprodukt fra kødindustrien. Der var behov for mere end 200.000 stykker guld-slagerhud til fremstilling af gassække til et tysk standard marineluftskib af den slags der anvendtes under 1. verdenskrig. Og denne type luftskib var lille sammenlignet med senere modeller. Til gas-sækkene på det amerikanske militærluftskib U.S.S. Shenandoah blev der brugt 750.000 stykker guldslagerhud. Det er helt utrolige mængder. Og i samme forbindelse kan det tilføjes at Hindenburgs gassække havde over tre gange så stor kapacitet som U.S.S. Shenandoahs!

Det kan forekomme fornuftsstridigt at guldslagerhud er så tæt forbundet med luftskibe som var så moderne og symbolske for fremtid videnskab og teknologiske fremskridt. Den mystikomspundne teknik og kultur som er forbundet med fremstillingen af dette materiale der i sig selv har mærkelige karakteregenskaber synes snarere at være beslægtet med sort magi og hokuspokus end med det nyeste inden for den teknologiske udvikling og fremstår nærmest primitiv i forhold til den afgørende betydning den havde for luftskibene. Men den spændende historie om guldslagerhuden kan måske i sig selv medvirke til at gøre mysteriet og fascinationen som luftskibene fortsat vækker endnu større. Det forekommer i hvert fald nærmest absurd at det som i virkeligheden holdt fremtidsvisionen svæ-vende var en teknik fra før Kristi fødsel.