I midten af 1800-tallet var postbude ikke noget som den danske landbefolkning så meget til. Men i takt med udviklingen på landet voksede behovet for bedre adgang til kommunikation og med tiden blev der ansat bude i selv de mest tyndtbefolkede egne af landet. Snart blev landposten en velkendt og folkekær figur i landdistrikterne.

Den store del af Danmarks befolkning der boede på landet måtte frem til midten af 1800-tallet selv sørge for at bringe breve og pakker til og fra posthuset i den nærmeste købstad. Men med en selvforsynende levemåde og en begrænset læsefærdighed var afsavnet heller ikke nødvendigvis så stort. I nogle tilfælde gik beboerne i et landdistrikt sammen om at aflønne et sognebud der kunne gå til byen for at ordne mindre ærinder og hente og bringe forsendelser. Sognebuddet var ofte en ældre eller invalid beboer der ikke længere kunne klare hårdt fysisk arbejde og understøtte sig selv. Sognet kunne derfor spare på fattighjælpen ved at sætte vedkommende i arbejde. En form for nyttejob ville vi vel kalde det i dag.

Sognebud Grethe Hugge Stubbekøbing o. 1870. Her på besøg i et fotostudie. (Post & Tele Museum)

De første landpostbude

Men i 1848 blev der på Generalpostdirektørens initiativ lavet et forslag om også at gøre Postvæsenet tilgængeligt for landdistrikterne. Forslaget var baseret på et forsøg som postmesteren i Haderslev Nicolai Nissen to år forinden havde fået lov til at lave. Han måtte selv flygte under det slesvig-holstenske oprør men hans forsøg havde fanget Postvæsenets interesse. Forslaget i 1848 sigtede mod at "gjøre Postvæsenet saa tilgængeligt som muligt for Alle" og blev sendt ud til amtsråd og sogneforstanderskaber i hele landet. Det blev foreslået at oprette brevindleveringssteder langs med de eksisterende postruter hvis der var mere end fire mil (30 km.) mellem posthusene. Her kunne de postbude der kom forbi aflevere og modtage forsendelser til de folk der boede i nærheden. Derudover blev det foreslået at ansætte landpostbude til et gå en rute omkring brevindleveringsstederne for at udveksle forsendelserne. Budene skulle opkræve en mindre landporto for dette.

Det første forslag blev mødt med nogenlunde velvilje rundt omkring i landet. Idéen om landpostbude var der imidlertid en vis modstand imod. Mange steder var man godt tilfredse med sognebudene som jo også ordnede andre ærinder end blot postbefordring. Derfor blev det også foreslået at landpostbudene skulle yde andre tjenester men dette afviste Postvæsenet blankt!

Konklusionen på debatten blev derfor at man i 1852 i første omgang kun indførte brevindleveringssteder. Blot 8 år efter i 1860 blev postbetjeningen imidlertid med landpostruter. Der blev ansat landpostbude til at bringe breve og små pakker mellem brevindleveringsstederne og nogle mindre udvekslingssteder rundt omkring i lokalområdet. Uddeling til privatadresser måtte man vente endnu en stund med.

Landpostbud S.P. Pedersen på ruten Horsens - Rådvad iført en hue som blev fremsendt som model i 1891. To år senere fik landpostbudene fuld uniform.

Adgang til postens benyttelse

Formålet med landpostvæsenet blev beskrevet i en vejledning som Generalpostdirektøren udsendte i 1865: "Øjemedet med Landposten er for offentlig Regning saavidt muligt at skaffe Landbeboere en lettere Adgang til Postens benyttelse." I Folketinget var der stor opbakning til udviklingen af et landpostvæsen. Mange folketingsmænd var valgt på landet og ønskede at sørge for at deres lokale egn fik adgang til effektiv kommunikation. Af både Postvæsen og politikere blev det således opfattet som en væsentlig opgave for samfundet at få bundet land og by bedre sammen. I det hele taget voksede landdistrikternes betydning i denne periode med andelsforetagenderne brugsforeningerne og højskolebevægelsen.

En væsentlig udvikling begyndte fra 1876 hvor der blev etableret egentlige omdelingsruter hele vejen til landbefolkningens privatadresse. Med tiden blev stadig flere af udvekslingsruterne erstattet af omdelingsruter - også i de mest tyndtbefolkede egne af landet. Af Ministeret for offentlige Arbejders "Beretning om Postvæsenet og dets Virksomhed" (1919) fremgår det at de sidste udvekslingsruter i løbet af finansåret 19078 er blevet erstattet med omdelingsruter. Med andre ord var der fra dette år altså daglig omdeling af post til hele den danske befolkning!

Hverdagens gode budbringere

Landposten blev med tiden en uundværlig del af hverdagen i landdistrikterne. Han var det omvandrende postkontor der sørgede for åbne kommunikationslinjer til resten af landet. Hos landpostbuddet kunne kunderne både købe frimærker tegne abonnenter på aviser og blade bestille penge fra deres postgirokonto og betale regninger. Ofte var der mange penge med rundt på ruten - heriblandt "grisepenge" som var kontanter til landmændene fra slagteriet.

Landpostbudenes jobbeskrivelser nævnte dog intet om udførelsen af forefaldende arbejde for beboere på postruten. Men kulturen fra tiden med sognebuddene fik alligevel lov at overleve langt op i tiden. Landposten skulle ikke blot have tid til kaffe og kage; det kunne også ske at han måtte give en hånd hvis grisene skulle fodres eller et godt råd skulle gives. Intet under at en Gallupundersøgelse i 1979 kunne fortælle at i landdistrikterne mente hele 97 % af befolkningen at postbudene var "flinke og venlige"!

I vores særudstilling "Min farfars posthus" kan du høre mere om landpostens historie. Særligt om ét landpostbud ved navn Johannes Rasmussen. Gennem hans barnebarns erindringer fortæller vi i udstillingen historien om et lille hus i Lime på Djursland der ikke bare var farfars hjem men også hele landsbyens posthus.

Litteratur og Kilder

Jørstad Kim: "Landposten". Skalk nr. 6 1983.

Thestrup Poul: P&T's historie 1850-1927

"Forsalg sigtende til at gjøre Postvæsenet mere tilgængeligt for Landdistricterne" 1848. Post & Tele Museum.

Ministeret for offentlige Arbejder: "Beretning om Postvæsenet og dets Virksomhed" 1919. Post & Tele Museum

Veiledning for Landpostbud Generalpostdirektøren 1865 Post & Tele Museum

Ekstra Bladet 22.10.1979