Overvågning af ekstremister og radikaliserede individer gennem deres brug af moderne kommunikationsteknologier er ikke noget unikt for vores egen tid. Den 30. august 1939 modtog ledelsen af Jydsk Telefon Aktieselskab, JTAS, et oprørt brev fra en lokal abonnent, som havde mistanke om, at hans telefon blev aflyttet. Apparatet havde opført sig mærkeligt de seneste dage. Først og fremmest blev signalet yderst "svagt", når abonnenten forsøgte at ringe til Sønderjylland. Hans venner og bekendte havde oplevet det samme. En ven i Kolding var tilmed havnet hos Aalborgs kriminalpoliti, da han løftede røret, hvorefter stemmen i den anden ende havde stillet det forbløffende spørgsmål: "Er det Kolding Politistation?"

Telefonovervågning anno 1945. (Post & Tele Museum)

Abonnenten var landsretssagfører og skrev med myndig pen. Han afkrævede telefonselskabet et klart svar: Havde hans telefon i løbet af det seneste år været "kontrolleret af Politiet eller andre, enten i Henhold til Dommerkendelse eller i Henhold til det vedtagne Reglement for Telefonaflytningen eller uden videre"? Som "god dansk Borger" følte han sig krænket og overvejede via sine politiske kontakter at gøre sagen til et anliggende for Rigsdagen.

JTAS svarede allerede den 1. september. To dage forinden havde direktøren været i samråd med departementschef Finn Hoskiær fra Ministeriet for Offentlige Arbejder. Emnet var følsomt, og direktøren ville ikke stå alene med ansvaret:

Da der tidligere har været en Del Røre om Aflytningsspørgsmaalet, vilde jeg være taknemmelig, om De vil overveje, hvad der er det rette, saaledes at jeg i Løbet af Dagen i Morgen kunde ringe op for at høre Deres Synspunkt.

I svarbrevet meddelte JTAS, at det var "Selskabet ganske ubekendt", at der skulle være foregået hemmelig aflytning af den aktuelle telefonlinje. Man anbefalede derfor abonnenten at henvende sig til politiet. Formuleringerne var nøje overvejet. På den interne kopi i JTAS' arkiv er det noteret, at brevet affattes "som ovenstaaende efter Aftale med Departementschef Hoskiær" den 30. august 1939.

Farlige for landets sikkerhed

Sagen kan forekomme ejendommelig i dag, men der mangler en vigtig brik, som kan kaste et delvis forklarende lys over den. Abonnenten, hvis fulde navn var Hans Carl Bryld, var nemlig ikke bare advokat, han var også en kendt nazist. Som han selv formulerede det i sit klagebrev, var han "Medlem af Partifører Fritz Clausens Stab i Danmarks National-Socialistiske Arbejderparti". Desuden var han ansvarshavende redaktør på det nationalsocialistiske partiorgan Fædrelandet.

Det er derfor ikke usandsynligt, at abonnenten havde ret - at hans private telefonlinje faktisk blev aflyttet. Mændene bag svarbrevet kendte sandsynligvis til dette; i hvert fald gjorde den adspurgte departementschef. Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet havde i august 1934 udfærdiget et fortroligt cirkulære om overvågning af telegrammer og telefonsamtaler, som "maa antages at være farlige for Statens Sikkerhed eller at forvolde Uroligheder her i Landet". Kategorien omfattede al teletrafik, "der maa antages at vedrøre den kommunistiske eller nazistiske Bevægelse her i Landet". Mistænkelige telegrammer skulle sendes til myndighederne i fire kopier, og telefonsamtaler skulle refereres skriftligt. I separate skrivelser til lokalkontorerne udpegede man specifikke kunder, som personalet skulle holde øje med, heriblandt Fritz Clausen og formanden for "Sovjetunionens Venner", men også kommunistiske og nazistiske tidsskriftsredaktioner.

Europa i flammer

Den bekymrede telefonabonnent tilhørte altså et ekstremistisk parti, som myndighederne anså for en trussel mod statens sikkerhed. Tidspunktet for klagen er også væsentligt. Den 1. september 1939

Fortrolig instruks fra 1934 om opsnapning af samfundsskadelige telegrammer. Beskeder til og fra Fritz Clausen, de danske nazisters "fører", fremhæves som særligt kritiske. (Post & Tele Museum)

– samme dag, som JTAS sendte sit svarbrev af sted – rullede tyske panservogne ind i Polen. To dage senere var anden verdenskrig en realitet, da Frankrig og Storbritannien erklærede Tyskland krig.

Krigen blussede op i Europa, og røgen blæste farligt tæt på den danske grænse. Set fra et sikkerhedspolitisk perspektiv ville det derfor have været nærmest uansvarligt ikke at holde ledelsen af det danske nazistparti under ekstra nøje opsyn. Samtidig bør man tage i betragtning, at DNSAP var et lovligt parti med parlamentarisk repræsentation. Det var ikke noget stort parti, men ved valget i 1939 fik Fritz Clausens danske nazister trods alt 31.032 stemmer og tre pladser i Rigsdagen; det vil sige, at det var folkevalgte politikere og deres partimedarbejdere, som myndighederne spionerede imod - ved hjælp af personalet på landets telegrafer og telefoncentraler.

Aflytningen repræsenterede altså, dengang som nu, et alvorligt demokratisk dilemma.

Overvågning før og nu

Historien har mange paralleller til den overvågningsdebat der successivt har udviklet sig efter ”Nine-Eleven” og Edward Snowdens afsløringer i 2013 af de digitale masseovervågningsprogrammer. Der er individer, som føler sig krænket og tromlet af statslige myndigheder; der er frygten for ekstremistiske grupper og ”radikaliserede individer"; og der er den nationale sikkerhedsinteresse, som skal vejes op mod retsstatens principper og borgernes demokratiske rettigheder.

Det er også værd at bemærke den helt centrale rolle, som kommunikationsteknologierne spiller i forbindelse med overvågning og spionage i det moderne samfund. Og som det fremgår af kontakten mellem JTAS og Ministeriet for Offentlige Arbejder, er dette noget som indimellem kan sætte teleoperatørerne i temmeligt prekære situationer. Beskyldninger om aflytning eller smugkiggeri har altid været alvorlige i kommunikationsbranchen, ikke mindst fordi de forringer kundernes tillid. Således er der også mange nutidige eksempler på teleoperatører og kommunikationsudbydere, fra TDC til Facebook, som protesterer mod kravene fra regeringer og efterretningstjenester om indgreb i internet- og teletrafikken.

En ældre version af teksten er tidligere blevet publiceret i Museum-Posten, den 22 december 2009.