De seneste fire uger har mediebilledet været stærkt præget af historier fra den thailandske grotte Tham Luang, hvor 12 fodbolddrenge og deres træner blev spærret inde pga. heftig monsunregn. Alene i danske medier har der været skrevet flere end 3.000 artikler om drengene og ikke mindst redningsaktionen, som har fyldt nyhedsfladen time for time, indtil drengene en ad gangen blev reddet ud af et heltemodigt team af dykkere og læger. En god historie, kalder medierne det selv. Men hvorfor? Hvorfor fylder historien om 13 liv så meget mere end historier om alle de tusindvis af mennesker i hele verden, som har mistet livet i de uger, hvor drengene sad indespærret i grotten?

Mandskab og udstyr ved indgangen til Tham Luang under redningsoperationen i slutningen av juni 2018.

Det enkle svar er, at historien rummer alle de komponenter, vi kender fra fx eventyrgenren eller en rigtig god spændingsfilm. For at forstå, hvorfor en historie som denne lægger beslag på et globalt mediebillede i flere uger, hjælper det at tænke den som en film. Og ved at bruge den klassiske aktantmodel som forståelsesramme, vil rollefordelingen se således ud:

Subjektet – eller hovedpersonerne: udgøres af fodbolddrengene og deres træner. De har et fælles mål: De vil gerne ud af grotten.

Objektet – eller det, subjektet gerne vil opnå: de indespærrede drenge vil reddes for at vende tilbage til deres vante liv.

Giver – er den eller de som til slut giver drengene friheden: denne rolle spilles af redningsholdet, som med deres egne liv som indsats forsøger at give drengene friheden tilbage.

Modstander – eller de kræfter som er hindringen for, at målet nås: for det første truslen om monsunregnen som i hele redningsperioden lå som en tung sky over redningsprocessen, og dernæst tiden; for hvor længe ville drengene kunne overleve i grottens dyb?

Hjælper – dem som hjælper hovedpersoner til at opnå deres mål: her er mange roller og dermed rig mulighed for identifikation hos dem, som følger historien. Fx den danske dykker som var taget til Thailand for at hjælpe, eller den dykker som mistede livet under redningsaktionen, eller lægen som i flere dage blev inde hos drengene i grottens dyb.

Historien er fyldt med konflikter, modstand fra en vild og utæmmelig natur og toppet med et tidsaspekt, der gør den så utrolig velegnet til et medielandskab, hvor en hel verden sidder med mobiltelefonen fremme og venter på nyt fra grottens dyb.

Troels Donnerborg, der er journalist hos Røde Kors, skrev undervejs en tankevækkende opdatering på Facebook, som han indledte med ordene:

”Hey korrespondenter ude ved grotten i Thailand. Kan I ikke lige slå forbi Bangladesh på vejen hjem, når nu i er så glade for at dække børn, der er blevet spærret inde. I Bangladesh sidder 32.727 børne-fodboldhold fast i verdens største flygtningelejr, hvis vi antager, at alle børnene har meldt sig til træning i år, og de har fordelt sig på 11-mands-hold.”

De 32.727 fodboldhold fra Bangladesh bliver aldrig til en global mediehistorie som de 12 drenge fra Thailand. Nok mest fordi deres historie ikke ender lykkeligt. Og mon ikke at vi om kort tid står i kø til biograffilmen om Drengene i grotten. Blot for at opleve den gode historie en gang til.

Museumsdirektør Jane Sandberg, ENIGMA – Museum for post, tele og kommunikation