Cykellygten stavlygten dørklokken modeljernbanen og dukkehuset... Det er de ting der spontant dukker op i erindringen når man tænker på sin barndoms brug af batterier. Store tunge og ofte flade og røde - med den kraftfulde tiger på forsiden.

I dag hedder det "Duracell" og ikke "Hellesens" som i min barndom. I dag står displays med batterier lige inden kassen i snart sagt ethvert supermarked. De lander ugentligt i kurven for behovet er umætteligt i en børnerig familie. Vi bruger uanede mængder af lagret energi. Nu om dage synes alt at virke når blot der kobles små doser svag jævnstrøm til.

Et gevaldigt comeback

Kemisk lagret elektricitet i bærbare beholdere er et produkt med snart 200 år på bagen. Fra fremkomsten af offentlige elværker herhjemme i 1890erne og indtil et godt stykke tid efter anden verdenskrig var tendensen imidlertid at man hellere producerede apparater der kunne tilsluttes elstikket end satsede på batteristrøm. Men stort set hele 1800-tallet var batteriets glansperiode. Nu ser det ud til at opleve en gevaldig renæssance.

På Post & Tele Museum har vi en meget flot samling gamle batterier. De har alle tjent som strømforsyning til gennemførelsen af vore forfædres kommunikationsmirakel: ledningsbåren kontakt mellem mennesker over lange afstande via telegraf eller telefon. Samtidig dokumenterer de et stykke dansk industrihistorie.

Udstillingsmontre fra Post & Tele Museum indholdende bl.a. trug med Leclanché elementer

Volta og alle de andre

Længe før nogen drømte om elværker opdagede den italienske fysiker Alessandro Volta (1745 - 1827) muligheden for at skabe og lagre elektrisk energi ad kemisk vej. En glasbeholder med to forskellige metaller nedsænket i en svag syre var grundprincippet for Voltas "søjle" der fra år 1800 i forskellig udformning kom til at levere el til videnskabsmænds og opfinderes laboratorier og energi til et utal af formål heri blandt de første elektromagnetiske telegrafer og telefoner.

Kombinationen batteri-kobberledning-morsenøgle og -skriver gik sin sejrsgang over verden fra 1840erne. Museets ældste batterier har netop tjent dette formål. Glassene i det afbildede "Trug med Leclanché elementer" fra ca. 1895 var oprindelig fyldt med en koncentreret salmiakopløsning.

Produktudvikling påkrævet

Det vil være synd at kalde det et handy apparat. Tænk at tumle disse skøre glaskar fyldt med ætsende væske som ofte skulle skiftes. Lugten var heller ikke rar. Anvendelsen af den slags arrangementer måtte være begrænset. Med den hurtige udbredelse af telegrafien og ikke mindst med telefonens sejrsmarch over kloden fra 1880erne blev behovet for et mere håndterligt produkt åbenbart. De våde batterier kunne dog holdes på afstand af uforstandige brugere sålænge de blot var en nødvendighed på telegrafstationerne. Men den første generation af telefonapparater krævede el til lydforstærkning ved selve apparatet der var placeret hos kunden. Hvilke ubehagelige oplevelser kunne ikke forudses?

Hellesens Enke & V. Ludvigsen AS

Min barndoms "Hellesens" skylder netop imødekommelsen af dette behov sin succes. I 1887 grundlagde V. Ludvigsen sin fabrik på Frederiksberg. Eneste produkt var tør-elementet som han havde udviklet i samarbejde med W. Hellesen der imidlertid døde få år senere i 1892. Hellesens navn kom dog til at pryde det produkt hvis verdensomspændende succes han aldrig selv nåede at opleve. Hellesens tørelement fik et langt liv og konkurrence fra mange kopiprodukter. I tørelementet er den flydende elektrolyt bundet så den kan rummes i et helt lukket udvendigt tørt element der yderligere formgives så en anvendelse i langt flere apparater end telefonen var mulig.

I mellemkrigsårene oplevede den store fabrik der da lå i Aldersrogade 6 på Østerbro i København en international succes der ikke mindst skyldtes en slagkraftig markedsføring og professionel salgsorganisation. Det blev tigerens tid. I dag hedder virksomheden i øvrigt Duracell.

Batteriet og telefonen

De første telefoner var klart en spore til udvikling af det tørre element. Men hurtigt gennemførtes i takt med elværksteknologiens fremkomst en telefoncentraltype hvor den nødvendige forstærkning kunne foretages på centralerne - og hermed forsvandt batteriet fra kundens telefonapparat. Tørelementet fandt dog andre anvendelsesområder til tænding på automobiler til håndlygter radioapparater osv.

Men helt er historien med telefonen og batteriet ikke slut slet ikke. Det er den genopladelige slags der i dag sikrer vores ihærdige brug af mobiltelefoner - for slet ikke at tale om hukommelsen i telefoner og computere. De skøre glas og besværlige væsker er vi blevet af med men princippet "energi på flaske" har i sandhed fået et comeback - også på kommunikationsområdet.