Vi hører om dem dagligt: falske nyheder, der spredes over hele verden via digitale platforme og bidrager til at skabe politisk polarisering, mistillid til demokratiet og kaos i al almindelighed.

Meget tyder på, at falske nyheder er en vigtig drivkraft bag den voksende uforudsigelighed og de voldsomme følelser, der præger nutidens politiske processer, fx i balladen omkring Brexit, fremgangen for de gule veste i Frankrig og udviklingen af det nye kosmologiske fænomen ’Trump’.

Med det kommende danske folketingsvalg in mente, ligesom valget til EU-parlamentet i maj i år, er dette noget, der vækker bekymring, både blandt politikere og almindelige dødelige.

Hvordan forholder vi os til eksistensen af falske nyheder i vores daglige medieforbrug? Hvordan påvirker denne forræderiske digitale foreteelse vores verdensbillede og holdninger?

Og ikke mindst: hvordan beskytter vi os selv og demokratiet med de falske nyheders negative indvirkning?

Magistra Vitae – historien som livets læremester

I denne korte blogpostserie vil jeg, i al ydmyghed, prøve at bruge historien til at sige noget klogt om hvordan vi kan bekæmpe falske nyheder og andre former for desinformation.

Dette er ikke så unikt og originalt, som det måske lyder. Allerede oldtidens romerske historikere mente, at vores viden om fortiden skulle bruges som en form for moralsk kompas der viste vejen til et godt og harmonisk liv.

Jeg er desuden inspirereret, de facto galvaniseret, af den amerikanske historiker Timothy Snyder, der efter det amerikanske præsidentvalg i 2016 skrev en eminent lille bog med 20 teser om, hvordan erfaringerne fra Europas mørke 20. århundrede kan bruges till at bekæmpe nutidens autoritære strømninger.

Snyder er ekspert i netop autoritære strømninger og totalitarisme. Det er jeg ikke. Jeg forsker i overvågningens, propagandaens og kommunikationsteknologiernes historie. Og det er derfra jeg vil hente mine eksempler og konkrete overlevelsestips i forhold til truslen fra de falske nyheder.

Wonder of the age

Desværre er jeg dog nødt til at starte med 1930’erne og den klassiske totalitarisme.

Jeg er pinligt bevidst om, at det nærmest er en kliché for en historiker at drage paralleller mellem 30’erne og i dag. Og jeg vil understrege, at der fra mit perspektiv er enorm forskel mellem nutidens højre- og venstrepopulisme på den ene side og mellemkrigstidens totalitarisme på den anden.

Men der er også ligheder, fx hvad gælder den politiske polarisering og brugen af propaganda – et ældre udtryk for fake news – til at opildne stærke, polariserende følelser.

I mellemkrigstiden var det imidlertid ikke Facebook og det grænseløse internet, der blev brugt til at sprede had og misinformation, men radioen og de grænseløse radiobølger.

Mange af periodens statschefer og politikere, brugte radioen – mellemkrigstidens wonder of the age – til at tale direkte til almindelige mennesker i deres egne dagligstuer. Det gjorde fx Franklin D. Roosevelt i USA, Winston Churchill i Storbritannien og Christian X og Thorvald Stauning i Danmark.

Ligesom også Hitler, Stalin og Mussolini.

Som propagandamiddel havde radioen to store fordele. For det første var den kort og godt moderne og state-of-the-art, med en aura af fremtid og ”virtual reality” over sig. For det andet gjorde den det muligt for politikere og folkeforførere at snige sig uden om uforudsigelige redaktionelle processer og kritiske journalister med besværlige spørgsmål.

Desuden er det naturligvis ikke uvæsentligt, at radiobølgerne uhindret krydsede de nationale grænser. Gennem radioen kunne den politiske propaganda gøres global, i ordets bogstaveligste forstand.

Joseph Goebbels og Volksempfängeren

En af dem, som hyldede radioens muligheder, var Hitlers propagandaminister Joseph Goebbels. Kort efter den nazistiske magtovertagelse i 1933 lancerede han en ny, lækker og ualmindeligt billig radiomodel for det tyske folk, som han kaldte for Volksempfänger.

Fra ENIGMAs samlinger: Volksempfänger (VE 301), 1933.

Gennem denne folkemodtager skulle også ”de brede masser” få adgang til tidens hotteste højteknologi. Og gennem folkemodtageren skulle også den almindelige tysker eksponeres for Hitlers stemme hjemme i dagligstuen, sammen med de mere subtile former for nationalsocialistisk propaganda, der strømmede ud af radioen.

For Goebbels var der ingen tvivl om sagen – radioen udgjorde en ny politisk ”stormagt” og det vigtigste bindeled mellem regeringen og nationen.

Mellem det nazistiske regime og befolkningen i Tyskland.

Den farlige teknologiske determinisme

Men hvorfor er dette relevant for nutidens diskussioner om falske nyheder og digital desinformation?

Jo, med udgangspunkt i radioen og Goebbels Volksempfänger synes jeg, at man kan uddrage en historisk morale, som jeg hermed kanoniserer som overlevelsestips #1 i forhold til truslen fra de falske nyheder:

Undgå defaitistisk teknologisk determinisme – indse at det er os, der styrer teknologierne (ikke teknologierne – ”digitaliseringen” – der styrer os)

Men hvordan, mand? Hvad mener jeg egentlig?

Jo, jeg synes altså at Volksempfängeren – i al sin hedengangne gru og fortidighed – minder os om, at vi har været her før. Og at det med falske nyheder – ligesom påvirkningskampagner, virale rygter og bevidst plantet, antidemokratisk desinformation – ikke er et produkt af ”digitaliseringen” eller ustyrlige, algoritmiske ”digitale teknologier”, som vi bare er nødt til at tilpasse os. (I ved, ”disrupt or be disrupted” – den type af deterministiske slogans.)

Altså: teknologien er absolut en vigtig faktor i samfundsviklingen, men den styrer hverken os eller historiens gang. Selvom radioen var en vigtig del af nazisternes propagandaapparat, ville det være absurd at sige, at det var den som gjorde tyskerne til nazister – eller at det var Volksemfängeren, der førte til 2. verdenskrig.

Hvis vi vil forstå hvordan truslerne imod demokratiet og verdensfreden udviklede sig i 1930’erne, er der et væld af politiske, økonomiske og kulturelle faktorer, som den seriøse historiker må inddrage i analysen (børskrakket og den store depression, fx; og traumet efter 1. verdenskrig). Og det samme gælder naturligvis også for truslerne imod demokratiet i vores egen tid. Facebook og de andre digitale medier er vigtige faktorer i den sammenhæng – og de er IKKE politisk neutrale, men de styrer heller ikke udviklingen.

Hvis det altså ikke er os, der vælger at lade dem styre os.

Forsættelse følger.