Midt om natten mellem d. 21. og 22. marts 1940 opfangende den store radiomodtager på Politigårdens Radiostation i København en ualmindeligt gådefuld ordveksling.

Det drejede sig ifølge politirapporten om en samtale på det såkaldte ”amatørbånd”, hvor den ene part kaldte sig ”14” og den anden ”15”.

Indholdet kredsede blandt andet om et ”apparat” som 14 skulle tage med til ”fabrikken”, men der blev også spillet musik fra grammofon – mere specifikt en plade hvis navn ifølge politiet ”var noget med Indigo”.

Ironisk nok blev også selve samtalen optaget på grammofonplade. Københavns Politi havde nemlig lånt et pladeskæringsapparat fra Post & Telegrafvæsenets Radioingeniørtjeneste for at effektivisere aflytningen af æteren over Danmark.

Dele af samtalen mellem 14 og 15 er således blevet gemt for eftertiden og grammofonpladerne med deres stadig mystificerende stemmer indgår i dag i ENIGMAs samlinger.

Fysiske lydminder fra ENIGMAs gemmer.

En digitaliseret smagsprøve kan nydes via museets hjemmeside: https://www.enigma.dk/fra-gemmerne-radioaflytning/

Ingen respekt for landegrænser

Men hvorfor aflyttede politiet overhovedet radiobølgerne?

Og hvorfor er en forvirrende samtale mellem to danske radioamatører i dag en integreret del af Danmarks kommunikationshistoriske kulturarv?

En del af svaret ligger i selve tidspunktet. I marts 1940 lå den tyske invasion stadig et par uger ind i fremtiden, men 2. verdenskrig var en realitet og Danmarks store sydlige naboland styredes af nazisternes aggressive forbryderregime.

På grund av denne truende, eskalerende sikkerhedssituation var den statslige kontrol over samfundets kommunikationskanaler successivt blevet skærpet i løbet af de urolige 1930’erne.

Det var en form for kontrol og overvågning, som ikke mindst ramte den radiobårne eller trådløse kommunikation, der nærmest per definition var grænseløs og global.

Siden udviklingen af kortbølgeradio i 1924-1925 var antallet af kortbølgeamatører – eller radio-hams som de blev kaldt på engelsk – vokset eksplosivt i hele verden. Det var mellemkrigstidens store teknologiske subkultur, primært bestående af yngre mænd, som via radiobølgerne kunne kommunikere frit og uhøjtideligt med ligesindede fra hele verden.

Så sent som i august 1939 kunne man fx læse i tidsskriftet OZ – husorgan for de danske radioamatører – at ”Radiobølgerne respekterer heldigvis ikke Landegrænser, og de korte bølger, som vi Amatører arbejder med, har jo særlig vidunderlige Egenskaber i Retning af at nå hele kloden rundt.”

Således, konkluderede OZ, havde radioamatørerne et særligt ansvar for ”at skabe mellemfolkelig Forståelse” i en ellers hadsk og konfliktfyldt tid.

Dødens tavshed

2. verdenskrig satte dog en stopper for den udvikling, i Danmark ligesom i resten af Europa.

Allerede d. 1. oktober 1939 udstedte P&T et forbud mod private radiosendere, ”som følge af verdenssituationen”. Samtlige danskere med ”amatørsendertilladelse” modtog bekendtgørelsen, inklusive en anmodning om snarest at meddele P&T om ”at senderen ved afmontering af væsentlige dele er sat ud af funktion.”

Forbuddet resulterede i et ramaskrig fra det danske kortbølgemiljø, især i Odense, hvor politiet gik temmelig håndfast til værks og forseglede eller tilmed beslaglagde de apparater, som blev brugt af de lokale amatører.

Pludseligt blev det altså meget stille på de frekvenser som ellers plejede at summe af radioamatørenes kaldesignaler og kække kommentarer.

Ifølge OZ var det som en ”Dødens Tavshed”, der lejrede sig over den europæiske æter.

Situationen var forfærdende for de kosmopolitiske radionørder ”som gennem hele vor Virksomhed har arbejdet for fredelig Forståelse mellem alle Nationer.”

Mystiske transmissioner

Men i begyndelsen af marts 1940 blev de danske radioamatører i stedet udstyret med en særlig opgave.

En tophemmelig opgave, som handlede om nationens sikkerhed.

Selvom alle private sendetilladelser var blevet suspenderet – og selvom OZ altså beklagede sig over en dødens tavshed – var krigsårenes radionet i sin helhed gennemsyret af konstante signaler og mystiske transmissioner af uklar oprindelse.

Det var noget som bekymrede regeringen og de sikkerhedsansvarlige myndigheder. Således blev der oprettet en særlig kontroltjeneste ved P&T som skulle aflytte æteren over Danmark for at ”forhindre ulovlige og for Landets Neutralitet skadelige udsendelser pr. radio”.

Det viste sig imidlertid at være en enorm teknisk opgave og P&T fandt sig nødt til at indhente ekstern ekspertise.

Og hvilke kunne være mere kvalificerede end de licenserede danske radioamatører?

Aflytning i alle døgnets timer

I løbet af marts 1940 blev der oprettet et landsdækkende system af lytteposter i Danmark, hvor radiokyndige privatpersoner med modtagere i hjemmet assisterede P&T’s Kontroltjeneste med overvågning af radionettet ” i alle døgnets timer”.

I opdraget indgik dels ”almindelig aflytning af Kortbølgeområdet” med det formål at indfange suspekte og neutralitetsstridende udsendelser, dels en mere målrettet ”Aflytning af bestemte Udsendelser efter nærmere Oplysning fra Generaldirektoratet.”

En af de indrullerede var en ung ingeniørudannet radioamatør i Hellerup som i æteren benyttede sig af kaldesignalet OZ7XA.

OZ7XA blev udstyret med skriftlige instrukser samt 15 stk. formularer som skulle bruges til overvågningsrapporter.

Unge OZ7XA ved sin kortbølgeradio i slutningen af 1930'erne. ENIGMA - Museum for post, tele og kommunikation (med et stort tak til familien!)

Han fik også et særligt vagtskema. Hver mandag kl. 21:00-23:00, tirsdag kl. 21:00-24:00 samt torsdag kl. 21.00-23.00 skulle OZ7XA sidde på vagt ved sit radioapparat i Hellerup.

Den trådløse detektiv

Den systematiske brug af teknikkyndige privatpersoner til statslig overvågning af trådløs kommunikation var en direkte konsekvens af den tidligere nævnte kortbølgerevolution i ”de brølende 20’erne”, hvor adgangen til det højteknologiske radiomedium for alvor begyndte at demokratiseres.

Men der var fortilfælde.

Allerede under 1. verdenskrig havde den amerikanske radioentusiast Charles E Apgar hjulpet landets efterretningstjeneste med at afsløre en radiosender på Long Island ved den amerikanske østkyst, som sendte krypterede beskeder om amerikansk og allieret søfart til den store tyske radiomodtager i Nauen udenfor Berlin.

Denne Apgar var på mange måder en pioner i radioens og ikke mindst radiolytningens historie. Allerede i 1913 var han begyndt at optage interessante radioudsendelser på voksruller med hjælp af en modificeret version af Thomas Edisons såkaldte fonograf: en tidlig forgænger til grammofonen, som var blevet opfundet allerede i 1877.

Charles Apgar i aktion, "canning messages", cirka 1915. (Wikimedia Commons)

Her bør vi nok også minde os selv om, at radiokommunikation i tiden omkring 1. verdenskrig ikke var talebaseret, men primært blev udsendt i form af morsesignaler.

Og det var også krypteret morsekommunikation, som Apgar begyndte at opsnappe i 1915 fra radiotrafikken mellem Long Island og Berlin.

De besynderlige beskeder blev gemt på voksroller, som efterfølgende blev overleveret til agenterne i Secret Service for dekryptering og analyse.

Begivenheden fik stor opmærksomhed i amerikanske medier og Apgar blev udråbt som ”trådløs detektiv” og ”the Eagle’s Eye” i den mystiske æter.

En kort mission

Hvad så med de danske radioamatører og deres detektivarbejde under 2. verdenskrig?

Jo, den hemmelige mission fik en hurtig og effektiv afslutning i forbindelse med den tyske besættelse.

Allerede den 13. april 1940 fik vores ven OZ7XA i Hellerup besked om at aflytningen var aflyst indtil videre ”under de forhåndenværende omstændigheder”.

Forside af amerikansk radiomagasin, der hylder Apgar som "trådløs detektiv". (Wikimedia Commons)

Tre dage senere modtog han et eksprestelegram fra P&T om at radioudstyret ”med samtlige tilhørende dele” snarest muligt skulle deponeres på nærmeste politistation.

Det var en skæbne som han delte med hundredvis af andre danske radioamatører.

Æterens detektiver var atter blevet til potentielle trusler, ligesom de mystiske, musikglade radiostemmer som d. 23. marts 1940 var blevet optaget på grammofonplade af Københavns Politi.

Blogposten er også bragt som artikel i onlinemagasinet "Forskerzonen" på videnskab.dk, den 27. februar 2020.