I dag, onsdag d. 11. november 2015, rammes Danmark af en ulykke. En alvorlig atomulykke.

Katastrofen er faktisk allerede indtruffet. Det skete tidligt i morges, hvor det atomdrevne russiske skib Sevmorput kolliderede med et stort fragtskib i Kattegat. Dette satte gang i en kædereaktion af begivenheder, som i løbet af dagen, natten og igen i morgen vil skabe alvorlige problemer for hele samfundet.

I hvert fald på papiret.

Katastrofen har nemlig været planlagt på forhånd, og der er heldigvis tale om en øvelse. Hvert andet år afholdes nationale kriseøvelser for at teste det danske katastrofeberedskab. Under årets øvelse,

DR er klar til at deltage i KRISØV2015, hvor en væsentlig udfordring bliver at få kommunikeret omfanget af atomkatastrofen klart ud til befolkningen.

KRISØV2015, vil en lang række af samfundets vigtige funktioner blive sat under pres – blandt andet vil fødevaresikkerheden, civilbefolkningens sundhed og energiforsyningen blive bragt i fare i takt med, at den nukleare ulykke udfolder sig. Mere end 30 forskellige myndigheder og organisationer vil blive involveret i katastrofen og håndteringen heraf, heriblandt regeringens krisestyringsorganisation, udenlandske ambassader, forskellige ministerier, private virksomheder, miljøorganisationer og medier.

En af de ’samfundskritiske funktioner’, som kan komme under pres i en krisesituation, er vores kommunikationskanaler. Beredskabet på kommunikationsområdet blev for alvor testet ved kriseøvelsen for to år siden, hvor scenariet var et cyberangreb. Kun ’dukkeførerne’ – øvelsescheferne hos Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet, som længe har været i gang med at planlægge dagens katastrofe – ved, i hvor høj grad den nationale kommunikationsinfrastruktur sættes på prøve i dag og i morgen.

Kommunikationsberedskabet er blevet testet mange gange i årenes løb. Ikke mindst under den kolde krig, hvor trusselsscenariet lød på en atomkrig, og hvor beredskabet hovedsageligt var orienteret mod at udbedre skaderne efter et eventuelt atomangreb. Her på museet er vi ved at dykke ned i materiale om kommunikationsberedskabet under den kolde krig. Vi ser blandt andet nærmere på planerne for at ”atomsikre” kommunikationsinfrastrukturen og på de utallige øvelser, der blev afholdt for at afprøve beredskabet. Alt dette vil vi gerne fortælle meget mere om – og lade jer opleve på egen krop, når vi slår dørene op for det nye kommunikationsmuseum på Østerbro.

Når vi nærstuderer datidens forberedelser på en krise eller krig, kan vi blandt andet blive klogere på, hvordan trusselsbilledet så ud. Hvordan forventede man, at en krig ville ramme vores kommunikationskanaler? Forud for en øvelse – ligesom det er tilfældet med dagens øvelse – er der skrevet en drejebog med en række hændelser, som øvelsesdeltagerne bliver præsenteret for undervejs og skal reagere på. I koldkrigsøvelserne kunne en hændelse for eksempel være, at der opstod en skade på telefonnettet. Måske var det en omstillingscentral, der blev sat ud af spil. Og måske var der forinden indgået efterretninger om, at mistænkelige personer var set i nærheden af centralen eller havde vist ”unormal interesse” i de tekniske installationer.

Informationer om sådanne hændelser blev drøftet i National Long Lines Agency (NALLA), et krisestyringsorgan oprettet på foranledning af NATO, som fra en sikker bunker under jorden skulle overtage ansvaret for hele landets kommunikationsinfrastruktur i tilfælde af en krise eller en krig. Her diskuterede repræsentanter fra telefonselskaberne, Post- og Telegrafvæsenet og Forsvaret, hvordan hændelserne skulle håndteres. Og ved at se nærmere på disse diskussioner kan vi få et indtryk af den balancegang, som øvelsesdeltagerne måtte mestre. Det kunne ofte være nødvending at omdirigere teletrafikken, men også at prioritere nogle opkald frem for andre eller måske endda helt at afbryde den almindelige telefonforbindelse.

Når dagens og morgendagens øvelse er overstået, går den væsentligste del af arbejdet i gang: Evalueringen. Formålet med en øvelse må jo være at lære noget af den. Og når man studerer fortidens øvelsesevalueringer, synes de væsentligste udfordringer da også at være overkommet – om ikke andet så på grund af den teknologiske udvikling.

Dagens atomkatastrofe kredser sig om et russisk, atomdrevet skib, hvilket sender tankerne tilbage til den kolde krigs tid.

I en evaluering af en øvelse afholdt i 1967 handlede det svage punkt om kartotekskort. På daværende tidspunkt var alle landets teleforbindelser nedskrevet på kartotekskort, og når der kom en melding om et afbrudt kredsløb, måtte øvelsesdeltagerne manuelt frasortere det pågældende kort for at ajourføre systemet. Det var en tidskrævende arbejdsgang. I evalueringen blev det overvejet, om man kunne indføre et hulkortsystem for at spare tid. Problemet var bare lige det, at et EDB-anlæg til drive hulkortsystemet næppe kunne klemmes ned i en bunker.

To årtier senere, i en evaluering af en øvelse afholdt i 1985, var det derimod systemet til at sende sikre tekstmeddelelser over Atlanten, som den var gal med. Via telex-forbindelsen til USA havde selv meddelelser med klassifikationen ”urgent” været 6-7 timer undervejs!

I modsætning til øvelserne under den kolde krig, som vi må i arkivmateriale for at genopleve, kan du i dag og i morgen følge med i kriseøvelsen på Twitter via #KRISØV2015.