Opening October 1st 2022
Buy the annual pass
info
Køb billet
Pia Lysgaard
30
/
09
/
2019

Posthistorien bringer os tættere sammen

ENIGMA museet rummer et bibliotek, som inddrager brugerne og danner rammen om fællesskaber på kryds og tværs af posthistorisk interesse.

ENIGMA museet rummer et bibliotek, som inddrager brugerne og danner rammen om fællesskaber på kryds og tværs af posthistorisk interesse.

Pensionisten Jacob Helms er en af de ivrige brugere på museet. Jeg møder ham for første gang på ENIGMAs bibliotek, da han er vel ankommet fra Sønderjylland samme morgen. Som dreng samlede han på frimærker, men de sidste mange år har det været jagten på aftryk af de københavnske girostempler, der har fanget hans interesse.

Jacob Helms deler passionen for posthistorie med andre besøgende på ENIGMA og sammen får de mange timer til at gå.

”Vi har det hyggeligt – det er også en af grundene til, at jeg kører fra Sønderborg til København hver måned. Det er meget sjovt, når vi deler den samme interesse,” beretter han.

Kom og snus i samlingerne

Jacob Helms forklarer mig over kaffen, at ENIGMAs museumsinspektør Eva Wistoft Andersen har holdt et oplæg i Danmarks Stempelsamler Forening med cirka 30 medlemmer på landsplan. Her fortalte hun om kommunikationsmuseets mange muligheder.

Jacob Helms har samlet mere end 500 ringbind med aftryk af girostempler fra de københavnske posthuse. Der findes mere end 10.000 stempler og han vil gerne finde dem alle sammen.

”Så spurgte jeg hende, om hun havde noget materiale og om jeg måtte komme herover. Biblioteket holder jo åbent den sidste onsdag i måneden – der kan man komme og få lov til at snuse,” påpeger Jacob Helms.

Posthistorisk interesse spænder vidt

Biblioteket tiltrækker ligesindede –ofte med hver deres specielle interesse. Fælles for de fremmødte er, at de brænder for posthistorisk materiale og oplever en samhørighed på museet.

Én er betaget af underlagte posthuse, som tilhørte en større central og derved ikke var selvstændigt regnskabsførende. En anden opstøver gamle telefonbøger. Nogle læser fortællinger om de rullende postkontorer, som var Telegrafvæsenets gule busser med indbygget radiostation. Andre interesserer sig for udsendelsen af de færøske provisorier i januar 1919.

I kraft af deres sammenhold deler de gerne research med hinanden.

”Det er ikke sådan noget med at sidde og holde kortene tæt ind til kroppen – hvis man har noget, så vil man gerne fortælle om det og vise det,” forklarer Jacob Helms.

Frivillige finder fællesskab

Hverken hans hustru Marianne, deres otte børn eller elleve børnebørn deler interessen for stempelaftryk, så Jacob Helms glæder sig over fællesskaberne i Stempelsamlernes Forening, Dansk Posthistorisk Selskab og på ENIGMAs bibliotek.

”Jeg stødte på en anden pensionist, der er her som frivillig og hjælper med at registrere og der sagde jeg jo også, at hvis jeg havde boet her, så ville jeg sandelig også komme.

Så ville jeg prøve at snuse op, hvad der gemmer sig i krogene. Jo, det er rigtig spændende som samler at få lov til at lede selv,” pointerer han.

Historierne venter på at blive delt

Jacob Helms bringer sin viden med ud i andre fællesskaber og deler sin research fra ENIGMA museet videre ud i verden. Han skriver for eksempel artikler til Posthistorisk Tidsskrift og mener, at der er meget mere at komme efter.

”Jeg tror, at der ligger så mange historier herinde, som venter på at blive fundet – måske ved en tilfældighed,” afslutter Jacob Helms smilende månedens besøg.

------------------------------------------------------------------------

OPDATERET 27.11.23: Der er aktuelt ikke offentlig adgang til museets bibliotek. Når museet igen inviterer til åbent bibliotek, vil det fremgå under praktisk information.

Læs også

No items found.
Til Bloggen

Mere

Til Bloggen

Nyheder