Forleden agerede museet location for en filosofisk debat om fremtidens teknologier i samarbejde med Radio24syv. Omdrejningspunktet var debatbogen Forstå Fremtiden: et opus om digitaliseringen og fremtidens samfund, som den ene af debattens to kombattanter, Anders Hvid fra Dare Disrupt og Singularity University, har forfattet sammen med kollegaen Jannick B Pedersen. Vores anden gæst var Jesper Balslev, lektor ved KEA og ph.d.-stipendiat på RUC, som i en kritisk boganmeldelse har anklaget Hvid og hans medforfatter for at levere et skønmalet billede af den teknologiske udvikling, hvor menneskerne bliver reduceret til ”flade teknologikonsumenter i en problemfri verden”.

Banen var således godt kridtet op for en heftig dyst om digitaliseringens løfter og truende afgrunde, men tonen i debatten var afdæmpet og ræsonnerende. Ganske vist insisterede Balslev på, at

Hjernernes kamp på Post & Tele Museum: Jesper Balslev (midten) og Anders Hvid (højre). Manden til venstre er Anders Kjærulff fra Radio24syv.

modpartens forhold til de nye teknologier grundlæggende var alt for ukritisk, men Hvid var nuanceret og overraskende imødekommende i sin håndtering af de kritiske kommentarer. Lyttere der havde forventet sig flammende prædikener om AI, cyborgs og den mystiske singularitet – ”singularity-guruen” Ray Kurzweil er en af stifterne bag det privatejede Singularity University – blev sandsynligvis en anelse skuffet.

Alligevel var der noget i Hvids argumentation – om en teknologibåren samfundsudvikling der ikke bare er hurtig, men ”eksponentielt accelererende” – der fik mig som historiker til at nikke genkendende. Ja, ironisk nok var der elementer i hans hypermoderne fremtidsvision, som sendte mine tanker bagud i tiden; til dampmaskiner, jernbaner og elektriske telegrafer, og til den måbende, ofte nærmest religiøse begejstring som disse teknologier skabte hos samtiden. H.C. Andersen anede fx tilstedeværelsen af ”en uendeligt mægtig ånd”, da han første gang oplevede en telegraf i arbejde. Og han var overbevist om at denne nye, lynhurtige kommunikationsteknologi ville få menneskeden til at ”rykke nærmere sammen” og successivt blive til ”ét Folk, en åndens stat. ”

Et andet eksempel er de franske saint-simonister: en teknologibegejstret utopistisk bevægelse i 1800-tallet, der mente at jernbanerne, telegraferne og dampskibene ville samvirke til udviklingen af et nyt og mere civiliseret Europa, uden krig og fattigdom. Den saint-simonistiske ingeniør og tænker Michel Chevalier – som blandt andet var rådgiver for den franske regering – drog udtrykkelige paralleller mellem de hurtigt fremvoksende, europæiske jernbanenetværk og det han kaldte ”den religiøse ånd”, eftersom jernbanerne havde en evne til at ”lænke sammen splittede befolkninger. ”

Altså: selvom vi i nutiden unægtelig er omgivet af mange nye og inspirerende innovationer, er selve tanken om at teknologierne besidder en iboende evne til at føre menneskeden ind i en ny og bedre

Teknologibegejstret vision fra en svunden æra: telegrafen og jernbanen bringer "civilisationens lys" til den amerikanske prærie, sammen med diligencen og nybyggerne. John Gast, American Progress, 1872. (Wikimedia Commons.)

tidsalder ikke særligt ny. Det samme gælder idéen om at resten af samfundet ikke følger med i den teknologiske udvikling. Også i 1800-tallet var der en udbredt forestilling om, at opfindere og entreprenører var ”ahead of their time”, som den britiske teknologihistoriker David Edgerton har påpeget.

Men det er ikke kun den utopistiske teknologibegejstring som historisk set kan føles noget repetitiv. Også frygten for konsekvenserne af de ”nye” teknologier – menneskehedens dehumanisering, tilværelsens fragmentering, fartrelaterede stress- og nervesygdomme – udgør en temmelig gammel historie. I mit eget gamle hjemland Sverige var der fx et stærkt modstand mod jernbaner, blandt andet fordi man frygtede for de sundhedsmæssige bivirkninger af de udlovede hastigheder på 20-30 kilometer i timen. Ved et rigsdagsmøde i 1848 var der en rigsdagsmand, der advarede om at ”dampvognens flygt” ville passivisere svenskerne, såvel fysisk som mentalt, ved at forvandle dem til en form for ”pakkegods”. Der var også dem, der bekymrede sig over telegrafforbindelsernes udbredelse, idet man frygtede at den anonyme og indirekte form for kommunikation – der hverken indeholdt ansigtskontakt eller identificerbare underskrifter – ville stimulere til bedrageri, alskøns kriminalitet og spredning af politisk subversive idéer. I pulpromaner og satireblade blev de nye telekommunikationsnetværk ofte fremstillet som enorme spindelnet, der slingrende sig truende om det moderne menneske og tømte hende for tid, energi og morale.

Men hvad kan vi lære af disse historiske eksempler? Er der noget vi kun bruge i forhold til digitaliseringen og nutidens malstrøm af mulige fremtider? Et ydmygt forslag er vægten af besindelse når vi reflekter over fremtiden og den teknologiske udvikling. Jernbanerne gjorde ikke svenskerne til tanketomme transporteffekter, men de indfriede heller ikke de saint-simonistiske fredsvisioner. De bidrog uden tvivl til mange af de elementer som vi sammenkobler med ”moderniteten” såsom sammenhængende nationalstater, standardiseret tid og landsdækkende – ligesom daglige – aviser, men jernbanerne er også flittigt blevet brugt til krigeriske og hvad vi nok kan kalde ”destruktive” formål, fx i den hurtige og nærmest urværksagtige mobilisering under optakten til første verdenskrig. Og de spillede en uhyggeligt vigtig rolle for udfoldelsen af det mørkeste kapitel i Europas historie: deportationen af de europæiske jøder til dødslejrene i Hitlers Tredje Rige.

Den stadige udvikling af nye teknologier er et grundvilkår i det moderne og senmoderne samfund. I de sidste 200 år har næsten hver generation oplevet en teknologisk udvikling, som i forhold til de nærmest foregående kan beskrives som ”eksponentiel”. Spørgsmålet er hvad vi kan bruge en sådan kvantitativt baseret viden til? At vi har flere gadgets i dag end vi havde for 5, 50 og 100 år siden – og at der sandsynligvis ville være endnu flere om 5, 15 eller 20 år? Er det en indsigt der også gør os klogere på samfundet? Og bedre rustede til at møde fremtiden? Det er der åbenbart mange der synes, fx den britiske teknologijournalist Tom Chatfield, som indleder sin digitale overlevelsesguide How to Thrive in the Digital Age (2012) med konstateringen, at vi lever ”in age of miracles so commonplace that it can be difficult to see them as anything other than part of the daily texture of living.” Selv vil jeg dog tro, at vi bliver skarpere til at navigere på vejen mod fremtiden, hvis vi tøjler vores tilsyneladende stærke automatreaktion at se enten mirakler eller apokalyptiske varsler når vi konfronteres med ”nye” teknologier eller applikationer.

Her kan du podcaste eller downloade udsendelsen.