"Danmarks skøreste kunstner" bliver han ofte kaldt. Mogens Egil objektmageren happeningkunstneren skulptøren maleren grafikeren skribenten og manden bag tre malerier som Post & Tele Museum har erhvervet.

Legebarn

Mogens Egil f.1940 holder af at skubbe til vores vante forestillinger om hvordan virkeligheden hænger sammen. Siden han som autodidakt debuterede på Kunstnernes Forårsudstilling i 1962 har han markeret sig som en utraditionel kunstner på både den danske og internationale kunstscene der bevæger sig mellem det surreelle symbolistiske og meget virkelige. Han elsker at lege med begreberne - som i Picnictasken der indeholder fem stykker maleri med sky(er) - og som det ses i museets malerier. De blev til i 1981 og viser hver et frimærkeark med fire forskellige felter. På Luftpost ses drivende skyer på en blå himmel og på Rørpost ses det bøjede rør. I Kunstnerfirblok går kunstneren i dialog med kollegerne i Cobra og Buster Bruun med Per Kirkeby og Troels Wörtzel og med Per Arnoldi og Bent Karl Jacobsen for til sidst at parafrasere over sig selv.

Mellem virkelighed og illusion

De tre oliemalerier er udført med den akkuratesse der er så karakteristisk for Mogens Egils værker. Alle er de holdt i en stram konstruktion og udført i en forenklet realistisk form. Primærfarverne blå rød og gul er rigt brugt - også blandet i stærke farver. Det gør billederne meget pågående.

På malerierne ses karakteristiske elementer: landskaber arkitektur himmel og rum. Det er typisk for kunstneren at sætte velkendte ting sammen - og at give dem et gådefuldt twist. Ved bl.a. at forskyde afstande og perspektiv manipulerer han med ting og omgivelser; som når papiret revner og skyerne flyder florlet gennem hullerne i Luftpost eller når det håndgribelige metalhængsel påsættes den minutiøst gengivede træramme i Kunstnerfirblok. Det usandsynlige gøres sandsynligt - eller det sandsynlige synes absurd.

Frimærkearkenes takker danner et gitterværk hen over billedfladerne og opdeler dem i lige store felter. Takkerne er med til at skabe et egentlig billedrum på lærrederne. På en gang befinder de sig både foran og bag motiverne. I Rørpost løber det hårde metalrør hen over og under takkede linjer eller omvendt uden at nogen af delene synes at flyttes en tøddel. Det er sådan et Egilsk træk der placerer billederne et sted mellem virkelighed og illusion - et træk der skaber dialog mellem billede og betragter.