Jasminrevolutionen på frimærker - når forandringer hyldes
I løbet af 2011 har Mellemøsten og Nordafrika været ramt af folkelige protester for personlig frihed og demokrati. Tunesien var med den såkaldte "Jasminrevolution" i januar måned det første land til få afsat en diktator i håbet om bedre leveforhold og større personlig frihed. Siden fulgte Algeriet og Egypten efter mens man i andre lande stadig kæmper for afskaffelse af diktaturer. I marts 2011 udgav Tunesien fire frimærker for at markere hvordan Jasminrevolutionen opstod.
Frimærker fortæller historie og i øjeblikket kan man på Post & Tele Museum opleve udstillingen "Ind i frimærket" der via frimærkernes mange billeder beretter om dansk kultur og natur. Der er ingen tekster ingen ord i selve præsentationen - frimærkerne og deres udseende fortæller selv historierne om et kongerige der har eksisteret i over 1000 år et land der har haft et demokratisk styre siden 1849 og som ikke har været præget af voldelige revolutioner eller store politiske omvæltninger. Det er altså en fredelig historie om Danmark der fortælles på frimærkerne. Måske fordi det er den fortælling vi foretrækker at fortælle omverdenen og os selv om vores land.
Ude omkring i verden fortæller frimærkerne også historier om landenes natur og kultur og langt de fleste steder også om deres stoltheder. Og det behøver såmænd ikke være særligt fredelige begivenheder der er baggrunden for frimærkernes udgivelse men fælles for dem er at de repræsenterer den siddende magts billede af sig selv og sit land. Derfor optræder der fra tid til anden nye motiver på frimærkerne som det ikke tidligere havde været muligt at vise. Et eksempel er Afghanistan der i 2002 begræd tabet af Bamayan Buddha-statuen som var blevet sprængt i stykker af Taliban i 1999. Taliban havde forbudt alle andre religioner end Islam og som den største statue af Buddha i verden blev den et symbolsk offer for Taliban. Frimærket blev udgivet ni måneder efter den internationale intervention i landet. Mærket blev dermed en repræsentant for en ny tid: Afghanistan er på vej mod demokrati og i et demokrati respekterer man alle religioner.
Det arabiske forår
Den 25. marts 2011 udgav Tunesien fire nye frimærker for at markere "Jasminrevolutionen" der fandt sted den 14. januar. Frimærkeserien kalder det tunesiske postvæsen for "Immortalizing the People's Revolution" (udødeliggørelsen af folkets revolution) og på frimærkerne bliver begivenhederne kaldt for "Révolution du Peuple" (Folkets Revolution) "La Révolution des Jeunes" (Ungdommens Revolution) "Révolution de Dignité" (Værdighedens Revolution) og "Révolution de la Liberté" (Frihedens Revolution). Urolighederne i Tunesien udsprang bl.a. af frustrationer over høj arbejdsløshed dårlige leveforhold og en meget begrænset ytringsfrihed. Resultatet blev at landets leder gennem mere end 23 år Zayn al-Abidin Ben-Ali flygtede til Saudi Arabien.
I en række andre mellemøstlige lande rejste en bølge af folkelige protester sig inspireret af Jasminrevolutionen. Især Egypten Bahrain Yemen Syrien Algeriet og Libyen har tiltrukket sig stor opmærksomhed verden over dels pga. den stædige kollektive kamp for bedre levevilkår og mere demokrati og dels pga. den voldsomme brutalitet som oprørerne mødte fra de forskellige statsledere. I Kina censurerede staten pressens dækning af oprørerne for at undgå lignende tilstande. I vesten kaldte man de folkelige protester og oprør for "Det arabiske forår" og man talte om håbet om en bølge af demokrati i Mellemøsten og Nordafrika. Indtil nu er det lykkedes Tunesien Algeriet og Egypten at afsætte deres diktatoriske ledere mens Kong Mohammed i Marokko har tilladt små forandringer i retning mod mere demokrati.
Oprørerne i Mellemøsten og Nordafrika har været drevet af en ungdom der med uddannelse og adgang til internettet har fået et stort globalt udsyn. Drømmen om øget velstand uddannelse og frihed tog fart via sociale medier som Facebook og YouTube der hjalp til med at samle kræfterne til protester mens arabiske tv-stationer som Al-Jazeera har været med til at vise den øvrige arabiske verden hvordan protesterne fandt sted og udviklede sig.
Frimærkerne og Jasminrevolutionen
Traditionelt set har frimærker også været et medie der rejser over grænser med budskaber om end de nok ikke kan betegnes som helt så effektive som internet og satellit-tv. Frimærkernes motiver er udvalgt af de officielle postale administrationer og repræsenterer officielt afsenderlandet overfor modtageren. Derfor har det også haft stor betydning hvilket budskab man har ønsket at sende når man har valgt hvad frimærkerne skal afspejle. I november 2010 udgav Tunesien således et frimærke i anledningen af 23-året for Ben-Alis magtovertagelse og så sent som i december udkom et frimærke i anledningen af 62-året for FN's menneskerettighedskonvention der bl.a. i artikel 19 giver alle borgere ytringsfrihed. Netop ytringsfrihed var noget af det som oprørerne savnede under Ben-Alis styre.
De tunesiske frimærker med Jasminrevolutionen er som nævnt udgivet ca. to måneder efter den fandt sted og de forskellige betegnelser for forandringerne på frimærkerne repræsenterer et håb for folket og ungdommen om fornyet stolthed og frihed.
De fire frimærker viser vejen til Jasminrevolutionen. På et af dem ses den unge tunesiske mand Mohamed Bouazizi og hans frugtvogn. Bouazizi satte i december 2010 ild til sig selv formentlig i frustration over at myndighederne ikke ville lade ham drive den frugtbod han havde etableret fordi han ikke kunne bruge sin universitetsuddannelse til noget. Den 26-årige mand døde den 4. januar 2011 og hans død er blevet betegnet som den hændelse der satte gang i protesterne i Tunesien.
Bouazizi var eneforsørger til en familie på syv og da hans ulovlige frugtvogn blev konfiskeret og han ville betale sin bøde blev han slået spyttet i ansigtet og fik fornærmet sin afdøde far. Der var ingen hjælp at hente hos myndighederne og samme dag satte Bouazizi ild til sig selv. På frimærket omtales han som Martyr Mohammed Bouazizi og dermed er der fra officiel side tillagt Bouazizis selvmord afgørende betydning for landets udvikling og afskeden med diktatoren Ben-Ali. På frimærket knyttes Bouazizis portræt til navnet "Stolthedens Revolution".
Et andet frimærke med teksten "Ungdommens Revolution" viser nogle af de midler der blev brugt for at organisere oprøret. Et @ og en spiral af binære tal (det er de 0'er og 1-taller som udgør computeres programmeringssprog) repræsenterer internettet og dets betydning for revolutionen. Som nævnt organiseredes protesterne via de sociale medier ligesom internettet var en vigtig kilde til viden om oprørets forløb andre steder. Vægtskålen i hånden på en udstrakt arm symboliserer kravet om retfærdighed og lighed for loven mens en pen der rækkes frem som var det et gevær med bajonet sammen med en megafon repræsenter det skrevne og talte ords magt i kampen for frihed.
I maj 2011 udgav Tunesien et frimærke i anledning af den årlige internationale dag for presse- og ytringsfrihed. Ytringsfrihed som en rettighed er nu blevet en del af Tunesiens nye liv og noget man med stolthed viser frem.
Tjekkoslovakiet og Polen efter Sovjetunionen
Det er ikke nyt at lade frimærker markere forandringer. Således tillader nogle regimer ikke at dele af fortiden nævnes hvorfor følelserne får frit løb når først det undertrykkende styre væltes omkuld. Bamayan Buddha-statuen i Afghanistan er et typisk eksempel herpå andre findes i bl.a. Østeuropa efter Sovjetunionens fald.
I 1991 markerede Tjekkoslovakiet den unge student Jan Palach der i januar 1969 - ligesom tunesiske Bouazizi - havde sat ild til sig selv i frustration over Warszawapagtslandenes brutale opgør med "foråret i Prag" året forinden. Tjekkoslovakkerne havde fået en ny regeringsleder hvilket betød reformer og større ytringsfrihed men nabolandene med Sovjet i spidsen slog hårdt ned på det nye styres reformer. Palachs selvmord blev som det ser ud til at ske med Bouazizi et symbol på kampen for frihed for mange tjekkoslovakker men det var først efter "fløjsrevolutionen" i 1989 at Palach fra officielt hold kunne hyldes som den nationale folkehelt han var.
Et andet østeuropæisk eksempel er Katyn-massakren i Polen hvor tusindvis af polske officerer blev dræbt af sovjetiske styrker under 2. verdenskrig. Helt frem til 1990 blev Tyskland fra officiel side beskyldt for massakren. Men en del af den Sovjetiske præsident Gorbatjovs "glasnost" medførte en indrømmelse af den sovjetiske indblanding og allerede i foråret 1990 udkom det første polske frimærke der erindrede massakren. Først 50 år efter begivenheden kunne Polen åbne op for en bearbejdning af fortidens ulykker og alle de traumer der fulgte med. Frimærket var det første officielle bevis på dette.
Udtryk for håb
Revolutioner og systemskifter voldelige eller fredelige folkelige militære eller politiske er fyldt med symboler. Det samme er frimærker.
Da Ukraine i 2004 fik sin "Orange revolution" var gaderne fyldt med orange flag og klæder. Det blev markeret med et orange frimærke i januar 2005 kun en måned efter revolutionens afslutning. Revolutionen var i virkeligheden et jordskredsvalg til oppositionen og som sådan kan det synes mærkeligt at markere en valgsejr med et frimærke. Her seks år senere har de der stod bag revolutionen mistet magten. De kunne ikke holde hvad de havde lovet om bl.a. at gøre op med udbredt korruption. Frimærket var et billede på en optimisme i Ukraine en optimisme som også kan ses i frimærkerne fra Tunesien.
Frimærkerne griber det euforiske øjeblik fuld af glæde og håb som gør sig gældende for befolkningen. De repræsenterer en umiddelbar glæde og stolthed over at have opnået sit mål nemlig at omstyrte et diktatur til fordel for et nyt styre baseret på personlig frihed og demokrati. Lige nu lever drømmen; lad os håbe den går i opfyldelse.
Links Det tunesiske postvæsens hjemmeside om tunesiske frimærker (på engelsk)
Kunstneren Leila Allagui der har tegnet to af de fire frimærker er på Facebook
Den franske blogger Eric Contesse om de tunesiske frimærker (på fransk og engelsk)
FN's menneskerettigheds konvention
UNESCO om Bamayan Buddha-statuen i Afghanistan (på engelsk)
Wikipedia om Orange Revolutionen i Ukraine 2004 (på engelsk)
Om Tyrkiets frimærker se "Tyrkiet og frimærkerne - Træk af et lands historie"
