Mail art er en nu næsten glemt kunstform fra 1950'erne og frem som brugte og misbrugte postsystemet. Den gamle netværkskunst får nu fornyet opmærksomhed på kunstmuseerne blandt andet fordi den fortæller en del af forhistorien til nutidens netværkskultur med fildeling deleøkonomi og lignende fænomener. Under den kolde krig kunne mail art-kunstnerne samarbejde på tværs af grænserne og uden om staten museerne og gallerierne.

Idéen var at skabe kunst der kunne cirkulere ændre sig og sprede sig. Mail art-kunstnerne udvekslede collager tegninger breve fotos små genstande lyd og meget mere i pakker og som breve men de kunne også "hacke" postvæsnet ved at bøje bryde eller overfortolke reglerne.

Mogens Otto Nielsen: "Supertanker"

Begyndte i 1950'erne

Mail art-bevægelsen begyndte i New York i slutningen af 1950'erne som et forsøg på at ændre den måde som kunst blev skabt og distribueret på. En gruppe eksperimenterende kunstnere ville skabe et ikke-kommercielt system for kunst som fungerede uden for museerne og gallerierne. Mail art-bevægelsen var en modreaktion mod det lukkede kredsløb af kunst hvor den enkelte kunstner lavede kunstværker til et galleri der herefter solgte det til en kunstsamler eller et museum hvor det efterfølgende blev hængt op eller gemt væk. Mail art sendes med posten og derved var kunstværkerne underlagt postvæsnets regler og standarder. Udvekslingen involverede mindst to kunstnere en afsender og en modtager men der var ofte flere modtagere og et stykke mail art kunne begynde ét sted blive modificeret om et andet sted for så at ende et tredje sted. Der var ikke noget publikum kun deltagere der kunne udvide udvikle videresende - endda ødelægge - de værker han eller hun fik med posten. Den danske mail art-kunstner Mogens Otto Nielsen (f. 1945) stemplede f.eks. flere mail art-ting med et gummistempel hvor der står: "ALL REPRODUCTION • MODIFICATION • DERIVATION AND TRANSFORMATION OF THIS OBJECT IS PERMITTED".

"Pocket Museum"

Aldrig afsluttede værker

Det var en central pointe at kunstværkerne ikke var afsluttede unikke genstande men uafsluttede værker der kunne forandre sig og flytte sig. Det var en svampekultur hvor værkerne skulle give associationer og inspiration til andre værker. Derfor kaldte mail art-kunstnerne også deres værker for "pieces" hvilket signalerede at selve netværket var vigtigere end det enkelte stykke mail art. Netværket var et kredsløb af "mail art pieces" ikke "masterpieces".

Et mail art-værk som Mogens Otto Nielsens "Supertanker" er et lille løsrevet værk sendt fra en enkelt kunstner til en anden. Men et mail art-værk kunne også være et større konceptuelt værk der bestod af flere dele f.eks. "Pocket Museum" fra 1983-85. Mogens Otto Nielsen inviterede kunstnere i mail art-netværket til at sende ham hvad de havde i deres lommer og omkring hundrede kunstnere svarede ved at sende små lomme-objekter i dertil hørende pergamentkuverter. Nielsen samlede efterfølgende bidragene - småmønter lightere små tegninger fotos skrald lommeuld og meget mere - til et samlet værk inkl. inventarnumre protokol og forstørrelsesglas. Hvis man gransker museumsgenstandene i det lille lommemuseum får man et øjebliksbillede af hvad en gruppe mennesker havde i lommerne på et tilfældigt tidspunkt i begyndelsen af 1980'erne. Det var en kritik eller kommentar til museumssamlinger men det giver også et kuriøst nutidsarkæologisk indblik i en lille del af den store historie.

Postkort fra DDR.

Overvåget af Stasi

Fra New York spredte mail art-netværket sig hurtigt og det bredte sig til alverdens postkasser gennem 1960'erne og 1970'erne. Det var båret frem af en idé om at kunsten skulle ud i livet og især i Vesten var mail art-netværket et forsøg på at skabe et alternativ til det etablerede kunstsystem og de magt-hierarkier der eksisterede dér. I Sovjetunionen og Østeuropa blev mail art-netværket en måde at arbejde uden om statscensuren og samtidig gjorde netværket det muligt for en kunstner i Vest at arbejde sammen med en kunstner i Øst f.eks. i DDR. I Mogens Otto Nielsens mail art-arkiv på KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg kan man finde flere collager tegninger m.m. der handler om livet og kunstens betingelser bag jerntæppet. Der er postkort med berlinmursstumper og andre små genstande fra DDR som fandt sin vej op til den danske mail art-kunstner og der er breve om den censur borgerne var underlagt. Mange andre mail art-genstande fra den kolde krig blev opsnappede af postcensuren og havnede i Stasi-arkiverne hvor man i dag kan finde dem i sagsmapperne.

Forløber for internettet

Der er et væld af gode historier og anekdoter som dukker op fra arkivalierne når man forsker i mail art. Det var en eksperimenterende kunstform som befinder sig et sted mellem et offentligt kunstværk og en personlig hilsen et stykke skulptur et papirværk og en slags systemkunst der handlede om proces principper og netværksbygning. Mange af idéerne og principperne i mail art er i dag blevet en del af hverdagskulturen i hvert fald i den vestlige verden. Principperne i mail art minder om peer-to-peer- eller fildelingsnetværker crowdsourcing og open-source og de mange små deleøkonomiske initiativer på nettet. Men det er en væsentlig pointe at mail art-kunstnerne sendte fysiske værker med posten hvilket indebar en risiko for at genstandene forsvandt blev bøjet eller delvist ødelagt. De gamle postsendte kunstværker er også et vidnesbyrd om den store kreative kraft der blev frigivet fordi mail art-netværket og postsystemet gjorde det muligt for folk at samarbejde på tværs af store afstande og forskellige politiske miljøer og kulturer.

Et stort mail art-arkiv befinder sig i dag på kunstmuseet i Aalborg hvor genstandene fortæller om et ofte overset hjørne af kunsthistorien koldkrigshistorien og ikke mindst historien om nutidens medier og kommunikationsformer. Postvæsnet gjorde det muligt for kunstnere og kunsten at komme ud af gamle lukkede kredsløb hvilket i dag fortæller os at noget nyt - her nye måder at skabe kunst på - ikke nødvendigvis kræver nye systemer. Hvis man vrider lidt i det gamle kan der opstå noget nyt.

Theis Vallø Madsen (f. 1980) er kunsthistoriker og ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet og KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg hvor han forsker i mail art og museumsarkiver med udgangspunktet i Mogens Otto Nielsens mail art-arkiv. Se mere på www.mailartarchive.com