Kuglepostvognen blev taget i brug i takt med at postmængden steg og kravet til kvalitet blev skærpet. Tiden var ikke til våde breve og aviser.

Et meget mærkværdigt køretøj til posttransport rullede rundt på de danske landeveje i årene 1815-1865. Dette køretøj - trukket af to heste - hvorpå der var monteret en ejendommelig æggeformet fading fik på grund af sit udseende allerede i sin samtid betegnelsen "Kuglepostvognen". Og intet andet land i verden kan opvise et tilsvarende transportmiddel; det er ganske enkelt unikt - og helt igennem et resultat af dansk idérigdom og foretagsomhed.

Kugleposten kom til verden som resultat af en del forsøg på i årene efter 1805 at udvikle et køretøj til fremførsel af breve og aviser mellem København og Hamburg (Danmarks port mod syd til det store udland) som var bedre egnet end de tohjulede karrioler der var taget i brug i 1785. Mængden af post var siden da vokset stærkt og der kom efterhånden flere klager over såvel forsinkelser som postens behandling. Det var især galt med beskyttelsen mod vejrligets uheldige virkninger. Tiden var ikke længere til våde breve og aviser og de heste der trak karriolerne blev overbelastede.

Hurtige breve og aviser

Opgaven med at finde frem til et nyt og bedre køretøj blev i 1814 lagt i hænderne på postmester Elias von Støcken ved Københavns kontor for den ankommende pakkepost. Generalpostdirektionen stillede tre hovedkrav. For det første skulle vognen være så let som muligt. For det andet skulle brevene sikres mod beskadigelse af regn. Og for det tredje skulle det gøres umuligt for postillonen at medtage rejsende. Det sidstnævnte krav skal ses i lyset af at postvæsenet havde befordret personer siden 1653 men at det her og nu udelukkende drejede sig om hurtig befordring af brev- og avisposten. Det skulle være umuligt for postillonerne at optage passagerer for egen regning undervejs!

Postmester von Støcken rådførte sig med vognmand Nørager der var kontrahent på postruterne fra København til Helsingør og Korsør og som teknisk kyndig tilkaldtes smedemester Dreyer. I fællesskab fandt disse tre mænd frem til at den kommende brevpostvogn tillige skulle opfylde yderligere nogle krav. Den skulle således kunne rumme mindst 12 lispund (= 96 kg) være så lav som muligt og have almindelig sporvidde. Fadingen skulle endvidere være ophængt i fjedre for at mindske slitagen på brevene under transporten på datidens dårlige veje. Og endelig skulle fadingen kunne tages af og anbringes på en slæde i tilfælde af sneføre.

Smedemester Dreyer gik straks i gang med at fremstille en prototype men for en sikkerheds skyld lod von Støcken også vognfabrikant Fifes enke (repræsenteret ved sønnen) fremstille en prøvevogn efter de opstillede specifikationer. Den 21. juni 1815 var begge prøvevogne klar til afprøvning.

Sylespidse pigge

Fife havde konstrueret en traditionel men meget stærk vogn med en firkantet lærredsklædt gulmalet trækasse der var ophængt i dobbelte fjedre. Som et specielt raffinement var fadingen ovenpå forsynet med sylespidse jernpigge. Her skulle ingen kunne klamre sig fast.

Dreyers vogn var kuglepostvognen. Efter beskrivelsen - desværre er der ikke bevaret nogen original tegning - var kurven fremstillet af kurvefletning og beklædt med gulmalet lærred og den var med læderremme ophængt i jernbøjler der var fastgjort på undervognen. I øvrigt afsløredes det i 1816 at vognen slet ikke var tegnet af Dreyer men derimod af hjulmager Greve efter opdrag af Dreyer.

Begge vogne blev derefter i knap to måneder testet på strækningen København-Korsør og viste sig lige velegnede til posttransport. Men fordi Dreyers vogn var meget lettere end Fifes og havde en mere passende sporvidde og ydermere kun kostede 800 rigsdaler mod Fifes 1.080 besluttede Generalpostdirektionen sig i slutningen af august 1815 for at anskaffe seks vogne af Dreyers konstruktion til benyttelse på hovedpostruten København-Altona (Hamburg). Den store ordre udløste en rabat på 50 rigsdaler pr. vogn.

Vakte stor opsigt

Kuglepostvognen vakte stor opsigt overalt hvor den kom frem. Stærkt gik det også med den for tiden mageløse fart af 1 dansk mil (= 7,5 km) i timen. Vognene blev ikke ført over bælterne - to af dem klarede turen København-Korsør én pendulerede tværs over Fyn og de tre sidste tog sig af strækningen gennem hertugdømmerne. I 1820 leveredes den sidste af de seks vogne og hele ruten København - Hamburg var forsynet med kuglepostvogne. Fra 1833 blev der også indsat tohjulede kuglepostkarrioler på den østjyske rute fra Haderslev til Aalborg. De var i brug til 1852.

Besparelsen ved indkøb af Dreyers vogne blev i det lange løb til et stort tab. Vognene var ikke holdbare nok. Problemer med hjulene og knækkede jernbøjler opstod ofte og Dreyer var ikke hurtig nok med reparationerne. Prøvevognen fra Fife måtte derfor tit indsættes på den sjællandske del af ruten og det blev af åre Fife der blev sat til at holde kuglepostvognene kørende. I 1817 ændredes kuglens ophæng ved at erstatte jernbøjlerne med langsgående bladfjedre. Fadingens fletværk erstattedes også af en trækonstruktion.

Efter indsættelsen af hurtigere diligencer (som også medførte brevpost) i 1830erne indskrænkedes brugen af kuglepostvognene mere og mere. Den sidse kuglepostvogn blev udrangeret i 1865 og beklageligvis er der ikke bevaret én eneste original vogn af denne type for eftertiden. I museet er udstillet en af de kasser der har været anbragt under kuskens sæde samt den øverste halvdel af en "kugle" som i øvrigt savner ethvert spor af de pigge som eftertiden ellers fejlagtigt har udstyret den med.

Herudover er der udstillet en rekonstruktion af en kuglepostvogn i fuld størrelse. Den blev fremstillet på museets foranledning i 1921 på grundlag af de førnævnte bevarede fragmenter og de skriftlige beskrivelser af konstruktionen i 1815 og den er indtil nu det bedste bud på hvorledes kuglepostvognen egentlig så ud.

Med lidt held kunne der have været bevaret endnu en kugle for museet har en oplysning om at en kugle i mange år efter udrangeringen gjorde god fyldest som hundehus.