Vores omgang med hinanden i det offentlige rum har i mange år været rundet af værdisæt, som bygger på kulturkristne og demokratiske værdier. Men nu er den offentlige tone er blevet så grov, at over halvdelen af danskerne ikke tør deltage i debatter på sociale medier. Det skaber en alvorlig skævvridning.

Da danskerne forleden fredag aften satte sig til rette i sofaerne for at følge Danmarks modigste dansere i programmet ”Vild med dans”, manglede en: Kokken Umut Sakarya. Ikke fordi han var blevet stemt ud, men fordi han havde fået nok. Nok af hadefulde beskeder på de sociale medier, hvor mange havde haft travlt med at skrive alt muligt nedladende om den farverige kok, som måske ikke havde de fineste dansetrin og den rankeste holdning, men ikke desto mindre havde overlevet uge efter uge i dansekonkurrencen, fordi han var et festligt og meget menneskeligt indslag blandt alle de andre dygtige nydansere.

Kokken, der ernærer sig som flæskekonge på sine restauranter i København, blev blot endnu et offer for den rå og ondskabsfulde tone, som ofte hersker på de sociale medier. Masser af andre, der stikker næsen frem i offentligheden, har oplevet det samme. Politikere og debattører, men også helt almindelige mennesker, som giver deres mening til kende online kan nikke genkendende til en overordentlig hård og umenneskelig omgang med ord på de sociale platforme. Hvorfor, fristes man til at spørge. Hvorfor synes de sociale kommunikationskanaler at være stedet, hvor ondskabsfulde, verbale udgydelser har frit lejde?

Vores omgang med hinanden i det offentlige rum har i mange år været rundet af menneskelige færdselsregler og værdisæt, som tager deres udgangspunkt i et samfundssyn, der hviler på kulturkristne og demokratiske værdier.

Vi rummer forskelligheder, lytter (i et vist omfang) til hinanden og respekterer, at alle skal have lov til at komme til orde. Selvfølgelig har tonen igennem årene været skærpet, og selvfølgelig har ikke alle fulgt den gode tone. Men med fremkomsten af de sociale medier er der sket en markant forråelse af tonen.

Der kan siges meget godt om de sociale mediers fremkomst. De har givet mange mulighed for at deltage i debatter, og de forbinder mennesker på tværs af geografi, kultur og generationer. De er et fint alternativ til de debatformer som traditionelt har været for de færre; avisernes opinionsspalter, diverse tv-og radioformater og politiske møder. Men de er også så meget andet, og fordi vi har taget så begejstret og ret ukritisk imod dem, har det desværre også betydet, at vi har glemt at skabe fornuftige færdselsregler for, hvordan vi bruger dem.

En undersøgelse som mobilselskabet CallMe har gennemført i samarbejde med analysevirksomheden Wilke dokumenterer, at 88 % af danskerne oplever, at tonen er for hård. Hele 59 % af danskerne deltager slet ikke længere i meningsudvekslinger på de sociale medier, fordi de risikerer at blive talt grimt til. Det er en farlig tendens som i sidste ende forringer vores demokrati. For når over halvdelen af os ikke længere har lyst til at ytre os offentligt, betyder det jo, at halvdelen af danskernes stemmer ikke bliver hørt. Og debatten bliver så båret af de, som tør risikere og måske også dem, som selv skriver sig ind i en retorik, der skærper tonen og graver grøfter.

Jeg har selv oplevet det. Som direktør for et museum, hvor vi forsker i og mener noget om kultur og samfund, giver vi løbende vores holdninger og viden til kende. Både i de traditionelle medier og på de sociale ditto. Forleden havde jeg skrevet en kronik om kulturpolitik, der blev bragt i en landsdækkende avis. Desværre faldt offentliggørelsen på dagen inden, at kulturministeren led det tragiske tab at miste sin datter. Et par dage efter fik jeg en harmdirrende besked fra en navngiven minister (dog ikke den vikarierende kulturminister, men fra et helt andet ressort), som skældte mig hæder og ære fra og mente, at jeg kom med ”et perfidt angreb på de politikere der skal bevilge penge til bl.a. museerne”. Han mente også, at jeg angreb ”en politiker, der er midt i en personlig tragedie”.

Min kronik var meget langt fra et personangreb, og den var skrevet og publiceret før ministerens tab blev offentligt kendt. Den var derimod et angreb på en politik. Havde den pågældende minister ønsket at diskutere indholdet i min kritik, havde jeg selvfølgelig budt henvendelsen velkommen. Men i stedet blev det til et ubehageligt og upassende forsøg på at forskyde debatten væk fra det centrale – nemlig kritikken af regeringens kulturpolitik. Der sad jeg så og ømmede mig. Overvejede om det overhovedet var værd at give min mening til kende. For godt nok er jeg indforstået med, at en offentlig kritik kan medføre ytringer, som modsiger mine argumenter og udsagn. Men jeg havde simpelthen ikke fantasi til at forestille mig, at hammeren kunne falde så hårdt og grimt – ovenikøbet fra en folkevalgt, som i min optik burde sætte barren højt og agere rollemodel for, hvordan den offentlige samtale bør tage sig ud.

De sociale medier skaber trossamfund, hvor ligesindede finder hinanden. Hvad enten det er for at finde inspiration og samtaler om diverse hobbyer, eller det er for at diskutere politik og holdninger. De er blevet digitale mødesteder, hvor det er nemt at komme i kontakt. Så langt, så godt. Men desværre har de digitale kommunikationsmuligheder også en indbygget hastighed som gør, at der er meget kort afstand fra tanke til udgydelse.

Tidligere skrev vi breve til hinanden. I brevet lå der indbygget en langsommelighed, som gav plads til eftertanke og selvkritik. Fra pennen ramte papiret til kuverten blev lukket, kunne der gå timer eller dage. Nogle gange blev der ovenikøbet skrevet en kladde, som var et slags filter, der kunne bruges til at opfange (og slette eller omformulere) nogle af de skarpeste udsagn. I dag kalder telefonens eller computerens taster på hurtige reaktioner.

Når vi sidder foran skærmen, ser vi ikke hinanden i øjnene. Det må også have betydning for de skarpe ytringer. For hvis man forestiller sig, hvorvidt den sætning, man er klar til at klikke ud i et online univers, skulle siges ansigt til ansigt, er jeg ret sikker på, at den ville finde en venligere formulering.

”Tak for lort” stod der i emnefeltet på en mail, jeg modtog forleden. Afsenderen var navngiven, og vedkommende var svært utilfreds med, at det museum jeg arbejder på, indgik i kredsen af de kultur- og ungdomsorganisationer, som havde vundet udbuddet om den nye DAB-radiokanal. Mailen endte med den fyndige hilsen ”Fuck dig!”. Mon ikke afsenderen ville have valgt lidt blidere ordvalg, havde vi set hinanden i øjnene?

De deprimerende tal, som CallMes undersøgelse har givet os, kalder på en adfærdsændring af de større, hvis vi vil fastholde en offentlig samtale, hvor alle har mulighed for at give sig til kende. Ikke mindst politikere og professionelle debattører har et ansvar for at sikre, at samtalerne fortsætter og foregår med udgangspunkt i fornuftig og inviterende adfærd.

På det personlige plan har jeg i hvert fald tænkt mig at fortsætte med at indgå i debat og diskussion. Både for at give udtryk for mine holdninger, men i lige så høj grad for at være med til at sikre, at debatniveauet holdes i en acceptabel tone, hvor de fleste kan finde sig hjemme. For først når tonen ikke præges af tilsvining og nedladende ord, får vi inviteret de 59 %, som lige nu slet ikke bliver hørt, med indenfor. Og først da kan vi fortsætte med at udvikle vores samfund i en retning, hvor de kulturkristne værdier holdes i hævd.

Bragt som kronik i Kristeligt Dagblad, den 21. november 2019.