Kitsch & Kuriosa
Post & Tele Museum rummer mere og andet end postkasser og telefoner.I særudstillingen "Kitsch & Kuriosa" får publikum nu mulighed for at opleve nogle af alle de skøre sjove og sjældne genstande som også findes i museets samling.
Pyntelige platter. Foto: Jan Friis
Gribende genstande
Ligesom renæssancens kunstkamre bugnede af alverdens besynderlige genstande bugner Post & Tele Museums samling også af forbløffende mange fornøjelige og fantastiske genstande. Genstande som i sig selv fortæller de nære historier om menneskers kommunikation og brug af kommunikationsgenstande. Ligesom i mange af livets andre forhold passer disse lidt skæve og usædvanlige genstande sjældent ind i andre udstilinger og derfor har vi valgt at lade dem tale for sig selv.
Post & Tele Museum har eksisteret som museum siden 1907 og over årene har indsamlingsmetoden skiftet flere gange og det præger naturligvis samlingen. På et moderne museum er der strikte retningslinjer for hvad der indsamles men til museets store glæde tilbyder privatpersoner af og til genstande der kan få vores indsamlingspraksis til at tage nogle afstikkere. De små frimærkemøbler i vignetten til denne artikel er et herligt eksempel herpå.
Julehilsen skrevet på gipsaftryk af overmund 1960. Foto: Jan Friis.
En julehilsen i ganen
Ja det er lige før man får det galt i halsen men i 1960 blev en gipsafstøbning af en overmund sendt med posten med ønsket om en gældelig jul skrevet i ganen. Der er ingen grænser for folks fantasi når det gælder løjerlige forsendelser. Således er også en sten et spækbræt og en grydeske blevet bragt ud med posten. At postbudet bringer posten ud i al slags vejr og på trods af gådefulde hændelser bevidner et postkort som i 1929 blev afsendt med en fødselsdagshilsen til den 12-årige Agnete. Kortet blev bragt ud i 1949! På kortet har postbudet noteret "fundet i tømning III nord. 1910 49" og mon ikke den 32-årige Agnete blev overrasket over den fødselsdagshilsen?
Kongelig telefon. Lyseblåt bordapparat erhvervet 2004. Foto: Jan Friis.
Tung Telefon
Man skal høre meget før armen falder af kunne være et passende "ordsprog" til telefonen som ejeren i 1950erne forsynede med en 27 kg tung blyklods for at afkorte sin hustrus telefonsamtaler. Adskillige bizarre telefoner er med årene kommet museet i hænde; blandt disse kan nævnes en bagt telefon en dolket telefon og den senest tilkomne: En kongelig telefon. Det nydelige lyseblå bordapparat har efter sigende tilhørt kongehuset. Det adskiller sig i hvert fald væsentligt fra datidens sorte standardmodel.
Dette solide frimærkefrankerede spækbræt med reklametekst blev postsendt i 1973. Det gik ikke desto mindre i stykker under postbesørgelsen.
Vi har stået på hovedet i samlingerne og fundet skøre sjove og sjældne genstande frem. Så hvis du tror at Post & Tele Museum kun er postkasser og telefoner så kom ind og bliv overrasket. De kuriøse genstande bliver præsenteret på Balkonen 1. sal i perioden 16. november 2004-30. april 2005.