To forlis af danske bæltposttransporter i slutningen af 1700-tallet førte til store tab stor debat - og en kontakt mellem postvæsenet og udvikleren af verdens første lukkede dykkerdragt. En fascinerende historie om fusentaster eventyrere og entreprenører på farefuld færd.

Prospekt af Assens. Stik af Alexia v Lode o. 1760. I billedets højre side ses færgebroen hvorfra overfarten til Aarøsund fandt sted.

Forlis i Lillebælt

I 1784 indtraf en tragisk ulykke ved overfarten over Lillebælt der på denne tid lå mellem Assens og Aarøsund. Vinteren havde været usædvanlig lang og hård og selv så langt hen på året som i slutningen af marts lå der is. Agendepost Johan Christopher von Seydewitz der befordrede pakker passagerer og værdipost havde denne dag tolv passagerer med sig hovedsagelig udenlandske handelsfolk samlet op forskellige steder undervejs fra København. I et lille vogntog på seks vogne trillede de ind i Assens d. 29. marts midt på dagen.

Driften af sejladsen over bælterne var efter en gammel aftale bortforpagtet af postvæsenet til lokale "transportforvaltere" der ejede postjagterne eller -smakkerne der skulle føre passagerer og post over vandet. De var forpligtede til at afsejle på fast givne tidspunkter uanset hvor få passagerer der ville med - men de kunne dog afslå når vejret var for slemt.

På grund af en hård vind fra nordøst nægtede postskipperen Søren Dyrhauge at gå ud denne dag og alle blev indkvarteret i byen. Da alt var ordnet på posthuset den næste morgen besluttede postskipperen at gå ud selv om søen stadig var høj og det stadig blæste stærkt. Isen var ikke at se og han fordelte passagererne mellem godset og postladen med breve og værdier og i sin egen og postforvalterens båd som han lånte. I sidste øjeblik kom en mand løbende og ville med og Dyrhauge sagde at "vi er vel mange men må vel tage ham med". Bådene afsejlede for god vind den ene nord og den anden syd om Aarø. På halvvejen stødte Dyrhauges båd på drivis og skipperen befalede sine matroser at holde øje for ham da han ikke kunne se noget for de mange passagerer. Men båden fortsatte i stor fart mod isen og matroserne havde ikke bådshagerne fremme.

Passagererne faldt af sæderne ved det voldsomme sammenstød med en isskosse og agendeposten spurgte bekymret skipperen om stødet ikke havde gjort skade men fik til svar: "Kerer Dem ikke derom det gør intet". Båden slap gennem isen men da opdagede de at den allerede var halvt fuld af vand. Skipper ledte forgæves efter lækken men kunne ikke finde den mellem de mange passagerer og pakker. Efter et par minutter var båden sunket og kun agendeposten tilbage klamrende sig til en åre eller en isflage som han endda måtte kæmpe mod en anden passager om. Redningsbåde fra Aarøsund kunne ikke nå frem i tide. Alle andre druknede og postladen gik til bunds med værdier for 15.-16.000 rigsdaler.

Tegning fra tiden af dykkerdragt formentlig svarende til Weiss'. Denne er tilskrevet Andreas Becker

Bjærgningsforsøg

Forhør afholdt af Assens byfoged placerede ikke noget entydigt ansvar for ulykken selvom den overlevende og flere med ham mente båden havde været overfyldt. Generalpostamtet svarede henholdende på de efterladtes erstatningskrav at man ville vente og se om båden og postladen - med dennes værdier - kunne bjærges. Det blev startskuddet på et langt juridisk tovtrækkeri om hvilket denne artikel ikke handler. Derimod om selve bjærgningen:

Postmesteren i Aarø havde hurtigt fået nogle mænd ud til stedet og det lykkedes at finde postbåden og få den bragt til overfladen men den sank straks og postladen faldt ud. Postledelsen henvendte sig da til Admiralitetet om dykkere og fik to tilsendt. Men det var et par "urolige hoveder" der drak og lavede tumult i Assens snarere end at lede efter postladen. "Laden skal op om jeg så skal hente den i Helvede!" svarede den ene til den bebrejdende postmester men i stedet for at tage turen gennem underverdenen forsvandt han fra byen med en pige færgemandens sølv og - sagde rygtet - værdierne fra postladen. Den anden dykker blev sendt bort på grund af uduelighed og skattejagten opgivet.

Kort over Itzehoe 1848. Pilene viser de steder på floden Stör hvor Weiss gennemførte sine dykkerforsøg.

Dykkerdragtens opfinder

Otte år senere fandt en ny alvorlig ulykke sted denne gang i Storebælt ved Sprogø hvor en isbåd d. 25. marts 1792 kuldsejlede. To passagerer og en matros druknede og postladen med værdier for 25.000 rigsdaler i sedler og mønt gik til bunds mens brevsækken der var forsynet med en bøje blev reddet. Generalpostamtet satte straks en vagt over stedet for at holde skattejægere borte; men som tidligere savnede postvæsenet pålidelige dykkere og ordentligt udstyr.

Her kom en interessant person ind i billedet. Jürgen C. Weiss var ankommet fra Sydtyskland til Itzehoe i Holsten i 1770. Her begyndte han en produktion af lim baseret på stivelse udvundet af hvede og Weiss blev en velhavende borger i byen. Hvordan den entreprenante mand gik fra limproduktion til udviklingen af den første lukkede dykkerdragt i verden er uvist men det var hvad han gjorde.

Weiss havde uden tvivl kendskab til den omfattende engelske og tyske litteratur om dykning; skrevet af forfattere der til tider måtte bøde med livet for deres opfindelse. Weiss kendte fx den berømte fysiker Georg Lichtenberg der havde skrevet om dykning og som var en af Weiss kunder. Weiss der beskrives som en intelligent forretningsmand med et åbent sind havde imidlertid foretaget eksperimenterne på egen hånd og krop siden 1782. Måske derfor kom han op med den originale ide om en dykkerdragt der modsat tidens dykkerklokker tillod dykkeren at bevæge sig frit omkring under vandet takket være to iltslanger der forbandt dykkerhjelmen til overfladen og hvorigennem der kunne pumpes ilt. Slangerne blev forstærket med et net af ståltråd til at forhindre dem i at klappe sammen under trykket. Den mest avancerede del af luftsystemet var en t-formet dyse indeholdende en sommerfugleventil der styrede inhaleringen og udpustningen. Weiss dykkerdragt var en heldragt af læder forstærket med kobber- og jernplader. Hjelmen indeholdt to huller et til mundstykket og et til et vindue. Endelig var dragten forsynet med vægte til at holde dykkeren nede og et reb til kommunikation med overfladen. Ifølge Weiss kunne man dog også tale igennem slangerne. Foran mange tilskuere havde han i 1785 testet sin dykkerdragt på 8 fods dybde (23 m) i floden Stör ved Itzehoe. I et brev fra den 17. maj samme år til kong Christian 7. beskriver Weiss sine eksperimenter og anbefaler sig til kongens tjeneste.

I 1792 efter det andet forlis kontaktede generalpostamtet Weiss for at høre om han kunne bjærge postladen ved Sprogø. Parterne nåede at underskrive en kontrakt - men i sidste ende lykkedes det en skibsmand Peder Kruse sammen med sin søn at finde og bjærge postladen. Kruse var udsendt af postmesteren i Korsør og fandt postladen nær Sprogø. Kruse fik som belønning en livslang pension på 30 rigsdaler hans yngre kone skulle efter hans død nyde det halve og sønnen fik 30 rigsdaler som engangsbeløb.

Tegning af "dykkermaskine" udviklet af Peter Kreeft fra Berth 1800. Sandsynligvis er systemet meget tæt på Weiss' dykkerdragt.

Efterspil

De alvorlige ulykker fik et efterspil og en konsekvens for indretningen af det danske postvæsen. Grosserersocietetet udskrev på baggrund af de ulykkelige hændelser en idekonkurrence til forbedring af bælttransporterne. Postskipperne protesterede højlydt mod denne urimelige kritik alligevel indkom en del mere eller mindre fantasifulde forslag - bl.a. et om at alle postbåde skulle medtage en livredder i form af en dreng der skulle holdes i skarp svømmetræning og - også i koldt vand - kunne dykke. Drengen skulle afholdes fra at drikke brændevin (som alle andre søfolk); som andre besvarelser afslørede denne de helt igennem usle vilkår som søfolkene arbejdede under og den udbredte drukkenskab der fulgte med det hårde liv.

Enden på diskussionerne blev en reel forbedring: Postvæsenet påtog sig fra 1793 selv at drive bælttransporterne på Storebælt med egne fartøjer og i løbet af 1793-94 blev postjagterne "Mercurius" og "Ørnen" bygget og indsat til stor tilfredshed blandt de rejsende. En anden konsekvens af ulykkerne blev at værdiforsendelser ikke længere blev sendt over bælterne med isbåde. Fastansatte dykkere i postens tjeneste hører vi derimod ikke noget om.

Kilder

Gierschner Norbert Meine illus­trierte Tauchgeschichte und Bibliografie der Tauchgeschichte. Vol. 1: Zeittafeln und Bilder; Vol. 2: Systematical and Alphabetical Bibliography. Vol. 3: Episoden und Berichte. Berlin: Tauch-Info-Büro und Verlag 2007-2010.

Jung Michael Das Handbuch zur Tauchgeschichte. Stuttgart: Naglschmid 1999.

Jung Michael Die Entwicklung der Tauchtechnik in Deutschland bis zum 20. Jahrundert. Merzig-Weiler: Kriesbach-Jung 2000.

Lichtenberg Georg Christoph Briefwechsel (red.) Ulrich Joost and Albrecht Schöne. München 1983ff. Vol. 3: Johann Gottwerth Müller to Georg Christoph Lichtenberg 5. December 1785. P. 135-138; Lichtenberg to Müller 17. December 1785. P. 138-142; Müller to Lichtenberg 31. January 1786. s. 162-170.

Olsen Fritz Postvæsenet i Danmark 1711-1808 Kbh. 1903 s. 284ff.

Ritter Alexander „„[...] ich rede von Ihnen und träume von Ihnen [...] guter Mann warmer Freund und - deutscher Fielding". Über eine Freundschaft in der Gelehrtenrepublik: Johann Gottwerth Müller (Itzehoe) und Georg Christoph Lichtenberg (Göttingen)". I: Lichtenberg-Jahrbuch 2010. S. 81-100.

Ritter Alexander "Dieses Glück einer neu erfundenen Tauch Machine!" i: Steinburger Jahrbuch 55 2010 s. 225-265.

Rohde I.T. "Postbaadens Undergang i Lillebælt den 30. Marts 1784" i: Aarbog for Det danske Post- og Telegrafvæsen 53. årgang 1944 s. 253-55.