Opening October 1st 2022
Buy the annual pass
info
Køb billet
Erik Jensen|Erik Jensen
30
/
05
/
2011

Frimærker på elefantparade

Post Danmark Frimærker står bag udsmykningen af en af de "små" babyelefanter der udgør Elephant Parade. Elefanten var for bredmåset til at komme ind i Post & Tele Museum. Nu sidder den uden for museet og kigger mens Museumsposten er gået på jagt efter elefanter i arkiverne.

Daisy.

Frimærkeelefanten Daisy

Den 1. juni 2011 indtager 102 forskellige babyelefanter deres midlertidige pladser på centrale positioner i København og på Frederiksberg. Det sker som led i projektet Elephant Parade. Elefanterne er af glasfiber og individuelt udsmykket af forskellige kunstnere. Indtil den 25. august 2011 kan alle ganske gratis opleve de særprægede indslag i gadebilledet. Herefter forenes elefanterne kortvarigt i en fælles udstilling og sidst i september 2011 sælges de på auktion til fordel for truede asiatiske elefanter.

Post Danmark Frimærker står bag udsmykningen af en af de "små" babyelefanter. Deres eget designteam har dekoreret "dyret" med bånd af ægte frimærker af nyeste type dagligserie med portræt af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II. I sagens natur har elefanten derfor fået navnet "Daisy".

Oprindeligt var det meningen at Daisy skulle opstilles i Post & Tele Museums forhal men det har vist sig ikke at kunne lade sig gøre fordi en siddende asiatisk elefant desværre er alt for bred over bagen til at kunne komme derind. Derfor opstilles Daisy i et andet lokale med bedre adgangsforhold i arkaden mellem museets og posthusets indgang.

Postens første elefant

Et kig i annalerne peger på at en elefant første gang optræder i dansk postal sammenhæng da det daværende Post- og Telegrafvæsenet den 15. juni 1970 udgav et særfrimærke i anledning af 300-året for oprettelsen af Kongelig Majestæts Modelkammer som senere indgik i Orlogsmuseet der i dag er en del af Statens Forsvarshistoriske Museum.

Frimærkets motiv viser galionsfiguren fra orlogsskibet Elephanten. Mærket blev tegnet af arkitekt Alan og maler Sven Havsteen-Mikkelsen der er hhv. far og søn. Det blev graveret af Czeslaw Slania og trykt i Finlands Banks Seddeltrykkeri.

Et nærmere blik på figuren viser at den oprindelige kunstner bag den udskårne figur i 1670 nok ikke ved selvsyn har studeret alt for mange elefanter in natura. At blikket virker truende er sikkert helt i orden på et krigsskib men øret ser nærmest menneskeligt ud. I hvert fald er det for langt til at være asiatisk og for lille til at være afrikansk.

Elefantens banner har teksten "FØRSTE - ENESTE - SIDSTE (PATTAYA) THAILAND - DANMARK ELEFANTJUMBO POST". Fotografierne er modtaget fra daværende redaktør Ib Eichner-Larsen på Berlingske Tidende som dækkede begivenheden i sin ugentlige rubrik om frimærker Under luppen.

I dagene 23. - 26. oktober 1980 arrangerede Amagerland Frimærke Foreninger på Tårnby Gymnasium en udstilling kaldet "Thailand i Danmark". Her kunne man udover frimærker også opleve en udstilling af orkideer. Det var på forhånd bestemt at udstillingen skulle generere midler til støtte for Pattaya Orphanage hvor den på daværende tidspunkt kendte Father Brennan drev et hjem for forsømte thailandske børn og flygtningebørn fra Cambodja.

Et af midlerne hertil var salg af særlige postforsendelser som ved det thailandske postvæsens mellemkomst var blevet befordret på elefantryg i Pattaya. Konvolutterne kunne kun købes på udstillingen og de var i øvrigt blevet fløjet til Danmark ombord på en af Thai Airs dengang spritnye jumbojets - meget apropos!

Elefantplakat 1986.

Sådan emballeres en elefant

Den 1. maj 1986 markerede P&T 25-året for oprettelsen af Postens Kundetjeneste. Ved starten var fem kundekonsulenter fordelt på byerne København Århus Odense og Aalborg. Deres opgave bestod i at give råd og vejledning til erhvervskunder.

Ved jubilæet i 1986 var tjenesten vokset til at være en salgs- og markedsorienteret organisation med 80 medarbejdere fordelt over hele landet. En af måderne at markere de 25 år på bestod i indrykning af annoncer i bl.a. dagblade. Et af de valgte motiver viste en indpakket elefant som symbol på at kundetjenesten kunne løse næsten ethvert problem. Annoncen blev også trykt som plakat til ophængning på posthusene og den store pakke optrådte også på kundekonsulenternes t-shirts. Ørets størrelse indikerer at der må være tale om en afrikansk elefant.

En elefant fra Cirkus Benneweis emballeres.

Plakaten inspirerede kundekonsulent Flemming Toft i Esbjerg til at udføre et sandt mediestunt. Cirkus Benneweis var i byen og blev overtalt til at stille med en rigtig levende men forholdsvis fredelig indisk elefant som Toft ville forsøge at pakke ind i karduspapir. Situationen er her foreviget af pressefotograf Uffe Bølling. Hvorvidt det lykkedes at emballere elefanten ganske som på plakaten er nok tvivlsomt. Det er i hvert fald ikke blevet dokumenteret fotografisk.

Elefanthus-frimærket er trykt i offset hos Post Danmark Frimærker der også har stået for designet. Det er tegnet af Bertil Skov Jørgensen efter fotos af Nigel Young og Henrik Pyndt Sørensen.

Postens seneste elefant

Den 16. juni 2009 markerede Post Danmark AS 150-året for oprettelsen af Zoologisk Have København med udgivelsen af en serie på fire særfrimærker. På ét af mærkerne vises to indiske elefanter i det nye elefanthus som blev indviet i sommeren 2008. Det er tegnet af den verdensberømte arkitekt Norman Foster og såvel i som uden for huset er der taget højde for dyrenes velfærd i en sådan grad at anlægget er trendsætter på området.

Kilder:

http:www.elephantparade.dk

Post Danmark Frimærker Ballerup

Danmarks Frimærkedatabase (http:mini.ptt-museum.dkfrimaerker)

"Frimærkesamleren" nr. 61980

Post & Tele Museums arkiv og billedsamling

"Personalebladet P&T" nr. 31986

"Journal" nr. 32009 (udgivet af Post Danmark Frimærker)

No items found.

Læs også

No items found.
Til Bloggen

Mere

Til Bloggen

Nyheder