Citatet er Ludvig Holbergs. Han benyttede det i et af sine mange værker men udtrykket er meget ældre. Det var bestemt ikke et venligt ment ønske!

Holberg måtte nemlig selv gøre ophold og overnatte på Sprogø under en overfart i 1709. Dengang fandtes der kun én eneste seng for de rejsende og det kostede den uhyrlige sum af 2 Rigsdaler at benytte den. Holberg fandt heller ikke at mulighederne for kulinariske udfoldelser levede op til hans vante standard.

Isbåden kan opleves i den permanente udstilling på Post & Tele Museum

Midtpunktet Sprogø

Sprogø har til alle tider været det naturlige midtpunkt for en rejse over Storebælt. Indtil den 1. juni i år måtte de rejsende nøjes med at iagttage Sprogø fra en færge. Nu kan man køre over Sprogø med toget via Vestbroen og tunnelen under Østerrenden men toget gør ikke ophold på øen. Om kun et års tid - når Østbroen åbner for trafik - bliver det muligt at tage øen i nærmere øjesyn fra egen bil.

I "de gode gamle dage" har utallige rejsende i tidens løb måttet gøre et kortere eller længere ufrivilligt ophold på Sprogø. Chancen for "at strande" på Sprogø var størst i vinterhalvåret. Med datidens skibe uden maskinkraft skulle der ikke ret megen modvind eller strøm til før man måtte opgive at komme over bæltet i ét hug.

Værst stod det til når isen i de hårdeste vintre dækkede dele af - eller måske hele Storebælt. Hjuldampernes fremkomst i årene fra 1828 afhjalp delvis problemet sålænge isen ikke var fast men selv i løs is kunne skovlhjulene knuses af isflager. Så opgav også hjuldamperne og herefter var der kun én transportmulighed tilbage isbådene. De passerede altid Sprogø. I det nye Post & Tele Museum vil der blive opstillet en original isbåd. Den vil blive præsenteret i Museums Posten på et senere tidspunkt sammen med en nærmere redegørelse for isbådstransportens ulemper og farer.

Komfort på kongelig befaling

Til de rejsendes bekvemmelighed var der på Sprogø indrettet restaurant og overnatningsmuligheder. Dem kunne man benytte hvis vejret ikke tillod videre rejse eller det var blevet for sent på dagen til at fortsætte rejsen. Forholdene har sikkert ikke altid været lige gode. I hvert fald befalede Frederik II i 1571 at der skulle bygges et hus på Sprogø så nødstedte rejsende kunne få såvel tag over hovedet som noget at spise og drikke. Baggrunden var at kongen selv under en rejse fra Kolding til København i 1569 havde måttet gøre ophold på øen uden at kunne få hverken vådt eller tørt. I dette selvsamme hus overnattede Christian IV den 16.01.1620.

Et nyt hus for post og rejsende blev bygget i 1755. Huset blev i 1792 ombygget for Generalpostamtets regning. I 1807 indrettes et vippefyr til brug for postsejladsen. Oprindelig skulle der have været opført en fast bygning med et lampefyr men krigen mod England forhindrede planens gennemførelse. Alle bygninger på Sprogø blev i øvrigt brændt af englænderne i 1810. I februar 1814 måtte Frederik VI på vej hjem fra Kielerfredens afslutning på grund af vejrets ugunst tilbringe fem dage på Sprogø under kummerlige forhold. Allerede i maj samme år beordredes Generalpostdirektionen derfor til at købe Sprogø (af stamhuset Juelsberg) og overflytte fem lave bindingsværksbygninger dertil fra Korsør.

I 1822 opførte postvæsenet en grundmuret hovedbygning kaldet "Hotellet". Her indrettedes 10 værelser for de lidt finere gæster og 20 "båse" på loftet til de mindre velbeslåede. Derudover var der i de øvrige bygninger ca. 100 køjepladser til isbådemandskab og de rejsendes tyende. I 1853 kostede et natophold på Sprogø 64 skilling for en hel seng. Ville man dele sengen med en anden slap man med at betale 48 skilling! Så kunne ægtefolk "holde i hånd" og postvæsenet scorede 32 skilling! For en hængekøje eller madras med et tæppe betaltes 32 skilling.

Med Storebæltsoverfartens overførsel til statsbanerne i 1883 medfulgte isbådene og de tilhørende bygninger herunder også bygningskomplekset på Sprogø. Siden da har postvæsenet ikke haft grunde til at gøre ophold på denne ø.