I 1920 oplevede danskerne en strejke de ikke troede mulig: Telefonistinderne nedlagde arbejdet i seks uger!

Strejken var udløst af mange års opsparet irritation over et ofte forceret arbejdstempo og utilfredshed med de overordnedes overvågning. Telefonistindernes selvopfattelse havde ændret sig i de godt 40 år der var gået siden telefonen kom til Danmark. I starten var telefonistinderne unge damer fra bedre borgerlige hjem. De skulle blot tjene lidt lommepenge de såkaldte "nålepenge" indtil de blev gift. I takt med telefonens succes måtte det stærkt stigende antal telefonistinder rekrutteres fra andre sociale lag. Mange af de nye telefonistinder skulle leve af lønnen og det kneb til tider gevaldigt.

Det tog mange år før de københavnske telefonistinder som de første organiserede sig i 1913. De var pæne unge damer uden oprørstendenser. Det lykkedes først at mobilisere en modstand overfor telefonselskaberne da telefonistinderne med tiden var blevet en nogenlunde homogen gruppe med fælles interesser. Sålænge mange telefonistinder blot behøvede at tjene "nålepenge" kunne der ikke findes fælles fodslag.

Da telefonstrejken endelig blev en realitet var telefonistindernes hovedkrav nedsættelse af arbejdstiden lønforbedring samt ret til at forblive efter giftermål. Der var også utilfredshed med lyttebordet som blev brugt til at kontrollere at der blev talt ordentligt til abonnenterne. Telefonselskabernes koncession udløb i 1919 og der var blandt personalet store forventninger til den nye. Forhandlingerne gik dog i hårdknude og strejken blev en realitet fra nytårsaften 1919 kl. 24. Trods gentagne forhandlinger strejkede telefonistinderne i 6 uger. Til sidst greb staten ind og regulerede forholdene ved forligsmandens mellemkomst. Ved strejken opnåede telefonistinderne:

- at blive tjenestemænd med ret til pension.- en pæn lønforbedring.- forhandlingsregler selskaberne og fagforeningen imellem.- retten til at forblive i tjenesten efter giftermål.

Kravet om nedsat arbejdstid på grund af de tunge hovedtelefoner blev ikke imødekommet. Dette gode kunne stadig først opnås efter 20 års ansættelse. Telefonistinderne slap heller ikke for lyttebordet og det stressende arbejdstempo med op til 500 opkald i timen i travle perioder. Arbejdet som telefonistinde var fortsat enerverende og medførte mange sygedage den såkaldte "telefonitis" men det er en anden historie...